Kultur

Klumme: Hvorfor bliver vi ved med at jagte det perfekte nytår?

Nytår bør være årets bedste aften, men er for mig og mange andre i stedet fyldt med uforløste forventninger. Så hvorfor fortsætter vi med at stræbe efter den perfekte nytårsaften?

Af Emmely Lisius Norlander Smith, , 27-12-2018

Illustration: Julie Schuster Lapp

 

Jeg iagttager raketterne, der flyver gennem mørket som brændende kometer og lyser stjernehimlen op. Deres buldrende torden brager ind over Brønshøj og overdøver næsten de skingre heksehyl og fnisende fusere fra gaden under mig. Snak, skål og ønsker om et godt nytår svæver omkring os på altanen, men er for mig en fjern summen i den bidende vinterluft. En sitrende kugle af eufori samler sig i maven; med sig bringer den en følelse af, at alt er muligt. 

 

Jeg ved ikke, hvor længe jeg står og betragter fyrværkeriet. Jeg ved, at stemmerne forstummer omkring mig, og at jeg til sidst er alene på altanen. Det gør mig ikke noget. I dette øjeblik er jeg lykkelig.

 

Jagten på øjeblikket

Den aften for tolv år siden opstod mit had-kærligheds-forhold til nytårsaften; jeg indså, at jeg elskede tanken om et nyt år og en ny begyndelse. Jeg elskede idéen om, at mennesker samles for at fejre slutningen på noget og udsigten til noget nyt. Jeg elskede at fortabe mig i fyrværkeriets skriblerier på nattehimlen. 

 

Jeg har hvert år siden da været på jagt efter at genskabe det magiske øjeblik, jeg følte på altanen i Brønshøj under stjernerne. Uden held. Med tiden har jeg måttet indse, at nytårsaften er et fænomen indhyllet i høje forventninger, der som regel spænder ben for sig selv og derfor sjældent bliver indløst. 

 

Jeg genskabte ikke øjeblikket, da jeg tre år senere stavrede gennem sneen i Allerød i en kort kjole med mine folkeskoleveninder omkring mig, på jagt efter et sted at tage hen hvor vi kunne drikke Smirnoff Ice ude af syne fra vores forældre. 

 

Jeg genskabte det ikke på MAMA’s dansegulv i indre København under påvirkning af blinkende strobelys og fri bar for kun 150 kroner (det var den samme aften, jeg tilfældigt mødte min gymnasielærer ved midnat og gav ham en mega utilskyndet bjørnekrammer, der sørgede for, at den sidste halvdel af 3.g blev ulideligt akavet).

 

Jeg genskabte det slet ikke den nytårsaften, hvor jeg lå i min seng lidt over midnat og græd ned i puden, fordi jeg havde skiftet skole få måneder forinden og ikke havde formået at finde nogen nye venner at fejre aftenen med. 

Den aften gik det op for mig, at forventningerne til, hvad der burde have været årets bedste aften, var blevet for tunge og havde knust mig under sig. 

 

Hvorfor giver jeg ikke op?

Jeg har været tæt på at opnå euforien – lige ved og næsten – flere gange. Men det er som om, det aldrig helt lykkes. Det er som at jagte Roskilde Festivals famøse ”orange feeling”, selvom man inderst inde godt ved, at man ikke længere føler den samme glæde ved at ligge i sprit i en uge, og at man for længst er blevet for magelig til at sove på jorden, bruge engangstoiletter og tage truckerbade. Det er også blevet sværere med årene, nu hvor folkeskoleveninderne ikke er veninder længere, og gamle gymnasiekammerater er spredt for alle vinde.

For nogle kan aftenen føles som jagten på den bedste fest, og blot det at vælge, hvor og med hvem man vil spendere den, kan være grund nok til at påføre sig hovedpine.   

 

Alligevel mister jeg aldrig helt håbet om, at det en dag vil lykkes, og jeg tror ikke, at jeg er den eneste. Der er mange derude, der, ligesom jeg, efterhånden forbinder nytår mere med skuffelse end med succes. Alligevel bliver vi ved med at stille op i kjole og stiletter så høje som vores forventninger. Hvorfor bliver vi ikke bare hjemme? 

 

Af samme grund som vi laver nytårsforsæt hvert år, selvom få af os klarer at overholde dem længere end en måned eller to, tror jeg. Forsætterne er et udtryk for, at vi tror på, at der er et bedre år i vente, og fejringen er en måde at byde året velkommen med åbne arme. Den er beviset på, at vi tør håbe. Og det er ret smukt, synes jeg.  

 

Jeg ved ikke endnu, hvordan jeg skal fejre nytår i denne omgang. Måske bliver dette året, hvor jeg (denne gang frivilligt) bliver hjemme med familien og går i seng kort efter midnat, så jeg vågner frisk og veludhvilet i det nye år. Eller måske bliver dette året, hvor jeg atter mærker følelsen af eufori. Men hvis det skal ske, skal jeg lære at lade forventningerne blive i skuffen.