Kultur

Den amerikanske drøm om en uddannelse

I Danmark er gratis uddannelse og SU en selvfølge. Det er til gengæld langt fra tilfældet i andre lande, blandt andet USA, hvor man betaler i dyre domme for at gå på college, og uddannelse er lig med økonomisk kapital. Men hvilken betydning har det for, hvilke overvejelser man gør sig om at tage en uddannelse?

Af Anni Møllemand, 01-01-0001

Foto: Anni Møllemand

Sean Cadigan, Nicolas (Nico) Eaglin og Henry Kirk sidder rundt om et spisebord med et spil kort foran sig. De mødes ofte ved sen aftenstide for at ”chille” med en whiskey, et spil kort eller, hvis de er flere samlet, med brætspillet ”Secret Hitler”. De arbejder alle sammen i eller omkring San Fransisco i Californien i dagtimerne, så de nyder at tilbringe aftenerne i hinandens selskab. På den måde kommer det ikke alt sammen til at handle om arbejdet.   
Men hverken Sean, Nico eller Henry arbejder helt med det, de drømmer om. Både Sean og Henry er langt fra at være i mål. Henry vil gerne være brandmand – og så vil han også gerne have en ph. d. i kemi på et eller andet tidspunkt. Hvilket, hævder han, kun lidt er påvirket af de mange episoder af tv-serien Breaking Bad, han efterhånden har set.  
Sean er ikke sikker på, hvad han gerne vil arbejde med. Han synes, at psykologi og social interaktion blandt mennesker er spændende generelt, men hvilket job, den interesse skal udmønte sig i, er endnu uklart for ham.  
Nico er den af dem, der er tættest på at være i mål med sin drøm, om end han stadig føler, at der er lang vej endnu. Han vil gerne undervise og arbejde med børn – hvilket han er i gang med nu – men på et eller andet tidspunkt vil han gerne opnå nok anciennitet til at oprette sit eget efter-skole-program.  
 

Uddannelse i opdragelsen

  Siden Sean, Nico og Henry var små, har de fået at vide af deres forældre, at det var vigtigt, de fik sig en uddannelse.  
”Vi blev opdraget til at synes, at uddannelse var noget, man unægteligt skulle få. For mine forældre var en college-grad et af de vigtigste mål i livet,” fortæller Nico.  
Derfor blev hans forældre også rigtig stolte over, at han kvalificerede sig til at komme ind på en fin skole i Wisconsin.   
Det endte med at blive en god oplevelse for ham. Han fik en masse viden ud af sit hovedfag, kommunikation, som han bestemt føler, han kan tage med sig videre i sit arbejde med undervisning – også selvom han ikke tog et sidefag i undervisning.  
 

Økonomiske interesser  

Problemet er bare, at det er svært at nå til yderligere højder, hvis man ikke har et specifikt bevis, der for eksempel siger, at man evner at undervise.  
”Samfundet vil ikke acceptere dig, hvis du ikke har et papir, der fortæller, hvad du kan. Så derfor er du nødt til hele tiden at efteruddanne dig, så du kan opnå det job og dermed de muligheder, du vil,” forklarer Nico.  
Uddannelsessystemet er nemlig tæt koblet sammen med økonomiske interesser. Erhvervslivet giver stor finansiel støtte til universiteterne, så de – til gengæld – kan blive tilbagebetalt gennem de (mange) penge, som de studerende skal betale for deres uddannelse.  Men fordi uddannelse er så dyrt, som det er, så er der mange, der er nødsagede til at arbejde, såfremt de ikke ønsker at tilbagebetale et studielån mange år ud i fremtiden. 
”Jeg har snakket med en masse voksne mennesker, der stadig betaler deres studielån tilbage her 15 år efter, de afsluttede college. Og de er ikke engang halvvejs igennem at betale det ud,” siger Nico.   
For at undgå at komme til at stå i samme situation, må mange studerende løbende holde pause med deres uddannelse for at kunne tjene penge gennem arbejde.  
 

Tvungne uddannelsespauser 

 Henry har haft mange jobs. Ligeså mange jobs, som han er gammel. Og det siger ikke så lidt, når han er 26. Henry vil gerne have en uddannelse, så han kan opnå sin drøm om at blive brandmand – og senere kemiker – men fordi han ikke kommer fra en velhavende familie, er det ikke muligt for ham at tage en uddannelse uden at arbejde.  
”Jeg kunne ikke bare have et job ved siden af min uddannelse, fordi alle jobs kræver, at du arbejder på meget skemalagte tidspunkter, som ikke engang tilnærmelsesvis stemmer overens med dit skoleskema,” fortæller Henry.  
Sean nikker.  
”Jeg fik helt bogstavelig talt at vide, da jeg begyndte på mit job i San Francisco Lufthavn, at de var ligeglade med, hvilke andre ting jeg foretog mig ved siden af jobbet. Jeg havde bare at lægge al min fokus i jobbet og den oplæring, der lå deri,” fortæller Sean.    
”Og hvis du ikke har råd til ikke at have jobbet, er du nødt til at droppe ud af din uddannelse,” konkluderer Henry.  
Med sig selv som referenceramme. 
Henry har droppet ud af sin uddannelse mange gange efterhånden, og det frustrerer ham, for hver gang han får rimeligt styr på sit nye job, kommer trangen til at fortsætte med sin uddannelse tilbage til ham. Også selvom han ved, at det ikke er en mulighed.  
“Hvis jeg ikke skulle betale for at tage en uddannelse, er jeg sikker på, jeg havde været færdiguddannet for lang tid siden,” siger han.  

 

Yderligere distraktioner 

Henry ved, at han gerne vil være brandmand. Og når han når et punkt i livet, hvor hans fysik ikke længere er, hvad den har været, vil han tage en doktorgrad. Ligesom Walter White fra Breaking Bad. 
”Det er bare noget, jeg vil. Jeg er ligeglad med, hvornår det sker, om jeg er 10 eller 20 år ældre, end jeg er nu. Jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal lade sig gøre, når jeg først har indstillet mig på, at det er nu, det skal ske,” udtaler han.  
Derfor bliver Henry ved med at arbejde sig langsomt frem mod en uddannelse.  
Men det er sværere for Sean at arbejde sig frem mod et uddannelsesmål, når han ikke ved, hvad han vil. For nogle år sidens gik han på Community College, hvor han tog nogle basisfag, men hvis han skal specialisere sig yderligere, vil han gerne være sikker på, han vælger rigtigt fra start. For hvis ikke, er det mange penge at smide ud ad vinduet.  
Sean har arbejdet i San Franciscos lufthavn i 5 år nu. Jobbet giver ham både sundhedsforsikring, jobsikkerhed og særlige muligheder for at rejse rundt i verden til nogle vilde priser. Derfor tiltaler det ham ikke at begynde på en uddannelse, når han ved, at det blot vil betyde, at han skal punge ud med store mængder penge.   
”Desuden, hvis du samtidig skal betale husleje – som i San Fransisco gennemsnitligt ligger på 10.000 kroner for en lille lejlighed – så bliver du endnu mere distraheret fra at tage en uddannelse, fordi det vil betyde, at du får en endnu større gæld,” forklarer Sean.  
Hans bror, Beau, studerer på New York University, hvor han betaler 7000 kroner i husleje for et værelse i en lejlighed, han deler med tre andre – samtidig med, at ét års uddannelse koster omtrent 70.000 kroner.  
Beau studerer musik, og han er ikke et sekund i tvivl om, at det er den uddannelse, der er den rette for ham. Men når Sean ikke ved, hvad han gerne vil, synes han, det er en for høj pris at betale.  
”Jeg håber ikke, det sker, men jeg er bange for at løbe ned ad en sti, hvor jeg bliver ved med at arbejde for at kunne betale min husleje, og det så resulterer i, at jeg aldrig får en college-uddannelse,” fortæller han. 

Et spørgsmål om prestige 

Imidlertid er det ikke bare en hvilken som helst college-uddannelse, man skal have, for at få lov til at lave det, man gerne vil.  
Hvis man kommer med et college-bevis, som der står Stanford på, er man bedre stillet i erhvervslivet, end hvis man kommer med et community college-bevis. Dyre colleges som Stanford har prestige, og det vidner om, at du har haft nogle kompetente undervisere. I hvert fald på papiret.  
Nico tog også et par år på et community college, før han begyndte på sin uddannelse i Wisconsin, og her havde han nogle undervisere, der – efter hans mening – var på niveau med de dygtige undervisere fra Wisconsin.  
”Det college, jeg gik på i Wisconsin, var anset for at være et finere et af slagsen. Og ja, jeg havde uden tvivl nogle dygtige undervisere, men der var også dårlige undervisere. Det er jeg sikker på, der vil være, uanset hvor du går. På dyrere colleges formår de dårlige undervisere bare at beholde deres job, fordi de har nogle gode kontakter uden for universitetet,” fortæller Nico.  
Henry ryster på hovedet.  
”Jeg synes ærlig talt, det er noget pis. Ikke for at sænke den værdi, der ligger i at have en uddannelse, men det er åndssvagt, at størrelsen af det beløb, du betaler for din uddannelse, skal have en indflydelse på, hvordan folk vurderer dit værd i samfundet. Det kan godt være, at uddannelsen er bedre på et dyrere universitet, men er den virkelig 300.000 kroner bedre? Det tror jeg virkelig ikke på,” siger Henry med en frustreret tone.  
Nico og Sean stemmer i med hver deres nik.  

 

Synet på det danske uddannelsessystem 

Efter Sean, Nico og Henry har delt deres tanker om det amerikanske uddannelsessystem, vil de gerne høre, hvordan uddannelsessystemet er bygget op i Danmark. Dertil svarer jeg:  
I Danmark har vi et uddannelsessystem, hvor alle er sikret gratis uddannelse i cirka 6 år, altså hvad der svarer til en kandidatuddannelse. Under uddannelsen får man SU, så man kan betale de månedlige udgifter, der er til husleje, bøger, og for at få en nogenlunde normal hverdag til at hænge sammen rent økonomisk. Uddannelsessystemet finansieres af de høje skatter, vi betaler af vores løn til det offentlige – og så er det tanken, at man skal betale de penge, man får i SU tilbage til det offentlige, når man er færdiguddannet og får et arbejde.  
De kigger lidt på hinanden. Hvorefter Nico spørger:  
”Hvad sker der så med dem, som udnytter systemet? Som bare slacker sig igennem deres uddannelse og dumper alle deres fag? Skal de ikke betale de penge tilbage, de har slacket for?”  
Spørgsmålet kommer en smule bag på mig, da jeg end ikke havde overvejet den mulighed. Men efter at have overvejet spørgsmålet i et par sekunder, forklarer jeg dem, at det er et tillidsbaseret system, som søger at forebygge den slags adfærd frem for at straffe den. For der hersker en generel tiltro til, at en sådan ”slacker” mere er undtagelsen end reglen.  
Det tager dem et par minutter at tygge på dén information, før Sean afbryder stilheden.  
”Jeg er enig med den mentalitet, der driver systemet: hvis du giver folk muligheden for at udrette noget med deres liv, vil de udnytte den mulighed til noget godt, fordi de er taknemmelige. Og så vil de efterfølgende gøre deres bedste for at betale systemet tilbage i form af arbejde. Problemet med amerikansk politik er bare, at den mentalitet, der driver vores system, mener, at jeres type system er urealistisk, fordi folk uden tvivl vil forsøge at udnytte systemet,” udtaler Sean.    
Nico og Henry har imidlertid svært ved at forstå, at systemet kan fungere uden en konsekvens for dem, der potentielt udnytter det. Men de kommer i fællesskab frem til den konklusion, at grunden til, at der ikke er en konsekvens, må være, at det ikke er nødvendigt. Om end det er svært for deres amerikanske referenceramme at acceptere.  
Nico spørger, om man, med et uddannelsessystem som vores, også kan være i en indre konflikt om at tage det rigtige valg om, hvilken uddannelse man tager.  
”Jeg er ret sikker på, det er en del af menneskets natur at stille den slags spørgsmål. For hvis man tager en ”forkert” beslutning, vil man under alle omstændigheder komme til at føle, at det er et nederlag. Et personligt nederlag,” svarer Sean.   

 

USA’s muligheder 

Selvom Sean, Nico og Henry alle synes, at det lyder som et godt system, tror de ikke på, at det amerikanske kommer til at ligne det danske i en nær fremtid. Nærmere tværtimod.  
”Jeg synes, det er beundringsværdigt, hvordan jeres system fungerer, men for mig at se, er den eneste realistiske forbedring af vores system, som det ser ud nu, at prisen, man skal betale for en uddannelse, bliver lavere. Det lader også til at være det, som majoriteten af vores generation og den generation, der er yngre end vores, gerne vil have. Men problemet er bare, at de folk, der sidder på magten nu, selv har betalt dyre domme for deres uddannelse, og derfor vil de gerne have de penge tilbage i egne lommer. Det får de gennem den måde, som systemet er indrettet på nu,” forklarer Nico.  
Hans håb er derfor i første omgang, at hans generation – og generationen under ham – vil få trumfet igennem, at uddannelse skal være overkommelig for majoriteten af den amerikanske befolkning. Men når dét mål er nået, ved han ikke, hvad der skal ske derfra.  
”Hvis man nu proppede jeres system ned på den amerikanske befolkning lige nu og her, så tror jeg, at folk ville udnytte uddannelsessystemet til at ”betale sig selv tilbage” for det hårde arbejde, de havde gjort indtil nu, og så ville de ellers bare slacke sig igennem systemet derfra af. Men hvis man nu antog, at folk ikke var egoistiske og rent faktisk gerne ville yde en indsats, så vil jeg sige, at det I har gang i derovre i Danmark… er ret nice,” siger Henry.  
Herefter bliver der stille i et sekund. Måske fordi de tre unge mænd forestiller sig, hvordan det ville være at være vokset op i et land drevet af et tillidsbaseret system. Eller også har trætheden blot vundet endeligt indpas på deres hoveder efter en lang dags arbejde. 

Hvis man nu proppede jeres system ned på den amerikanske befolkning lige nu og her, så tror jeg, at folk ville udnytte uddannelsessystemet til at ”betale sig selv tilbage” for det hårde arbejde, de havde gjort indtil nu, og så ville de ellers bare slacke sig igennem systemet derfra af. Men hvis man nu antog, at folk ikke var egoistiske og rent faktisk gerne ville yde en indsats, så vil jeg sige, at det I har gang i derovre i Danmark… er ret nice.

Henri Kirk, American citizen