Storms Blæk leverer permanent kropskunst i rå omgivelser

Storms Pakhus er givetvis et synonym for street food, hvor madkulturer og gastronomi fra hele verden kan få lov til at udfolde sig. Men nu er Storms Pakhus også blevet hjem for en walk in tattooshop, der, tro mod det gamle pakhus, går under navnet “Storms Blæk”, og som skal sørge for at kreere kropskunst til blækglade fynboer.

Af Rasmus Woo Johansen, , 01-01-0001

Foto: Rasmus Woo Johansen

Hvis man bevæger sig mod pakhusets nordpol og væk fra duften af ’tikka masala’ og lyden af ’bossa nova jazz’, finder man en oase af små kreative værksteder. Her kan man få alt fra en trimning af skovmandsskægget til dugfriske blomsterbuketter til hjertets udkårne. Og ja, nu kan man sågar overraske sin gamle mormor med en flot tatovering af hendes stjernetegn.  

Bag madboderne finder du nemlig en nyrenoveret, orangeklædt industricontainer, som lægger fundamentet for den nystartede walk in tattooshop i det efterhånden velkendte fynske madmekka, der finder sig til rette i pakhusets rustikke omgivelser præget af mørtel og beton. 

Shoppen er døbt Storms Blæk, og den 4. august kunne ejerne for første gang åbne dørene op for de fynske tattooentusiaster, der stod i lange køer for at få lavet en “flash-tattoo”. 

Initiativtageren 

Idémageren bag projektet er den garvede tatovør Morten Jørgensen, der i hjertet af Odense har drevet Søhus Tattoo i mere end 12 år. Med stort kendskab til tattooscenen var det en kombination af iver for iværksætteri og en trang til nye udfordringer, der drev Morten til tage første spadestik, da Storms Pakhus selv kontaktede ham tilbage i foråret. De havde nemlig selv et ønske om at få etableret en tatovør i de gamle haller, der kunne bidrage til de såkaldte kreative værksteder. 

”Jeg elsker at lave noget nyt, og jeg elsker at være iværksætter. Hele processen i at få skabt en butik, hvor folk kommer og bliver tatoveret, er mega fedt. Og så har det da været en udfordring at skabe en tatovørforretning i et street food-marked”, erkender Morten, der samtidig siger, at følelsen af at få succes med noget er det, der driver hele værket. 

Nyt koncept, samme ånd 

Her er et scenarie: Du har lige bestået en svær gruppeeksamen med dine tre bedste venner, der om noget andet kunne sammenlignes med en bjergetape på Alpe d'Huez. Men da du stadigvæk kan høre Jørgen Leths nasale røst, foreslår du, at I går i fredagsbaren og får tankerne på noget andet. Efter en god, våd time får du verdens bedste idé: I skal forevige jeres triumf med en tatovering. Da vennerne selvfølgelig synes, at det er en vildt god idé, går I på jagt efter en tatovør, der har tid til at udsmykke jer med navnet “Bente” i gotisk typografi henover knæskallen.  

Til jeres store skuffelse finder I ud af, at der er flere ugers ventetid hos diverse tatovører i den fynske eventyrmagers hjemstavn. Projekt ”carpe diem” går dermed i vasken, og I må vente med at forsøge jer igen til efter næste gruppeeksamen. 

Selvfølgelig er der her tale om en farce, som få nok ønsker at realisere. Men da Morten Jørgensen besluttede sig for at starte en ny shop op i Storms Pakhus, var det vigtigt for ham at skabe et koncept, der kunne differentiere sig fra hans allerede etablerede tattooperle i midtbyen. I den nye shop kan man derfor komme forbi og få lavet en mindre tatovering med det samme og behøver ikke at skulle gå og vente flere uger på at få sin idé overført fra papir til krop. Derudover mener Morten, at Storms Pakhus byder på rustik stemning, som gør det til en oplevelse at blive tatoveret i Storms Blæk. 

”Konceptet skulle være noget anderledes end Søhus Tattoo, og det har der været rig mulighed for at skabe i Storms Pakhus. Her har vi så vidt muligt forsøgt at skabe en shop, hvor man kan blive tatoveret i det øjeblik, man træder ind ad døren, da der netop er en stor interesse for at få lavet mindre tatoveringer uden at skulle vente i længere tid”, fortæller Morten, men tilføjer, at der stadigvæk er mulighed for at bestille tid hos Storms Blæk af hensyn til kunderne.  

Konceptet er nyt, men ånden er viderebragt fra Søhus Tattoo. Det er således det samme hold af tatovører, der skiftes til at tatovere i Storms Blæk, hvor pakhusets atmosfære går hånd i hånd med konceptet om “walk in-tattoos", mener Morten. 

”Det er blevet mere almindeligt at få de her spontane tatoveringer, og samtidig er det fedt, at Storms Pakhus kontaktede os, da stilen og stemningen hernede passer godt med den her old school måde at få lavet tatoveringer på. Og så er det da fedt at være en del af et større fællesskab hernede”. 

Ud over walk in-konceptet skal et af de mere festlige tiltag findes i en kugleformet slikautomat, som står ved siden af shoppens facade. Her kan man mod et beløb trække en tilfældig tatovering og få motivet lavet, hvis man har mod og lyst på det. Automaten har skabt en del opmærksomhed, og Morten fortæller, at der allerede har været et par modige sjæle, som har prøvet lykken i denne tombolagimmick. 

Et sted for alle 

Selvom de i det nye kreative værksted er bevidste om, at de har skabt et koncept, der i høj grad synes at være populært for den yngre scene, er det langt fra målsætningen, at de skal lade sig begrænse til et segment. For hvis man kigger rundt i det gamle pakhus, behøver man ikke at være specielt observant for at finde ud af, at det er godt besøgt af alle aldersgrupper. Men opmærksomheden skal ikke kun findes hos den yngre generation, fortæller Morten. Han mener, at det i forvejen brede klientel, der primært kommer for den gastronomiske oplevelse, også vil søge at henvende sig til dem. 

”I sidste uge, da jeg sad her, var der alt fra børn, der troede, det var legetøjstatoveringer, vi havde i tombolaautomaten, til piger, som lige var fyldt 18 år. Og så havde jeg også en på næsten 70 år, som ville have tegnet en gammel rose op, hun engang havde fået lavet i Nyhavn”, siger Morten, der pointerer, at Storms Blæk ikke har en specifik målgruppe, de vil søge at ramme. 

”Jeg går meget ind for, at tatoveringer er for alle, der selvfølgelig er myndige”, siger han. 

Hvad kan jeg få tatoveret? 

Inden for verdenen af blæk og nål findes der også et hav af forskellige stilarter, man kan tatoveres i, og hos Storms Blæk når de hele paletten rundt. De bestræber sig på ikke at sortere i deres arbejde, hvis de har kunde, som brænder inde med et motiv, der skal foreviges. Dog kan det ske, at de henviser til Søhus Tattoo, hvis der er tale om større projekter, så det heller ikke ender i kollision med konceptet om walk in. 

Men på trods af, at Storms Blæk har erfaring med alle stilarter, promoverer de sig selv gennem old-school og traditionelle tatoveringer, da det, efter deres mening, egner sig bedst til den rustikke stil, der er et gennemgående billede for Storms Pakhus. At Morten har en kærlighed for det traditionelle, kan også ses, hvis man tager et kig ind i den renoverede container, der er blevet transformeret om til et stilrent gemak, hvor der hænger flere motiver af gamle værker på de hvide vægge. 

”Vi reklamerer med god gammeldags old-school stil, da den henvender sig til omgivelserne hernede, og fordi jeg holder meget af at lave traditionelle tatoveringer – lige fra gamle sømandstatoveringer til symboler. Men rent stilmæssigt kan vi lave det hele”, siger Morten, der selv har fået dekoreret begge arme i bedste denne stil. 

Næste projekt 

Storms Blæk har næsten lige set dagens lys, og der er stadigvæk store ambitioner og forventninger til projektet, hvor man i fremtiden håber på at se endnu flere folk, der har lyst til at blive tatoveret. Så hvis man en dag alligevel skal ned på markedet til confiterede andelår og rosévin, så kan man jo overveje, om man skulle kigge forbi Storms Blæk og trække nitten i tattootombolaen.