på campus

Vanvittigt videnskab bliver dissekeret i Spækbrættet

I et radiostudie står to molekylærbiologer og griner over vanvittig videnskab. Med en skalpel af humor, skærer de forskning ind til benet og sætter den sammen på ny.

Af Mads Vikkelsø, , 27-02-2020

Vi bringer en advarsel. Den følgende podcast handler om vanvittig videnskab. Alt forskning der præsenteres, er hundredeprocent ægte og udført af professionelle. Mark og Flemming står ikke til ansvar for eventuelle misforståelser, men minder jer om, at de altid har ret. Husk at være dumme. 


Sådan lyder introen til podcasten Spækbrættet.

En podcast, hvor de to værter, Mark Lyng og Flemming D. Nielsen åbner for en Pandoras æske af videnskab.

Dumhed er noget, der er for lidt af i den akademiske verden. Sådan føler Mark Lyng og Flemming D. Nielsen det.

Ifølge dem, er der mange forskere, som glemmer at være dumme, eller med andre ord, glemmer at være nysgerrige. Mark Lyng uddyber:

"Det er det man kalder for Dunning – Kruger effekten. Jo mindre du ved, des mere tror du, at du ved. Du glemmer at lytte efter, hvad andre har at sige."

Det handler om menneskers tendens til at overvurdere egner evner. En såkaldt overlegenhedsbias, hvor man overvurderer egne evner, når man sammenligninger sig med andre, der er på samme niveau. 

Det er noget, som Mark Lyng og Flemming D. Nielsen prøver at gøre op med i deres podcast. Men hvem er de, siden de mener, at de har kompetencerne til at dissekere forskning på denne måde. 

Foto: Jacob Fredegaard.  Tv. Flemming D. Nielsen og th. Mark Lyng


Stemmerne bag mikrofonerne
Mark Lyng er 24 år og har en kandidatgrad i biokemi og molekylærbiologi. I dag går han rundt på SDU som videnskabeligassistent og forsker i urinblærebetændelse. 

Hans evig og altid-talende kompagnon, Flemming D. Nielsen, er 25 år og ved at skrive sit speciale i biokemi og molekylærbiologi, samtidig med at han forsker i lungebetændelse og er en rigtig familiemand.


Udover at være kendt på SDU for at lave podcasten Spækbrættet, er Flemming D. Nielsen også kendt for at være manden med de mange høns. Både levende, men også dem i beton. 

Betonhønsene er nogle, han støber som deltidsjob ved siden af studiet. Hans mor har en bod på Tåsinge, hvor hønsefigurerne i beton går som varmt brød.

Hønsene er blevet så populære, så flere kontorer på molekylærbiologi på SDU har et eksemplar stående. 

Sat på en piedestal

Flemming D. Nielsen og Mark Lyng er et par godmodige gutter, der har det godt i hinandens selvskab.

Når man sidder sammen med dem, kan man godt høre, at latteren sidder løst og stemning er høj. 

 

De har en aftale om, at når de optager, må de gerne hæve stemmerne overfor hinanden, men når mikrofonen er slukket, og de går ud af studiet, er der intet ondt mellem de to molekylærbiologer. 


Der er et stigma omkring naturvidenskab,  at det er svært, eller at det skal være svært. Det synes jeg er ærgerligt

Flemming D. Nielsen, Vært på Spækbrættet

Ingen af dem kommer fra familier med akademikere, og de har begge en praktisk tilgang til, hvad videnskab består af.

"Det er et stigma omkring naturvidenskab, at det er svært, eller at det skal være svært. Det synes jeg er ærgerligt."

Siger Flemming D. Nielsen.

Begge er de enige om, at videnskab og forskere nogle gange bliver portrætteret, som værende særligt kloge mennesker.

Ifølge de to podcastere stemmer det ikke overens med virkeligheden. 

Mark Lyng og Flemming D. Nielsen har en opfattelse af, at forskere til tider bliver sat op på piedestaler.

Makkerparret ønsker at nedbryde den barriere, som nogle mennesker kan have til den akademiske verden, særligt den naturvidenskabelige.

Flemming D. Nielsen uddyber: 

"Nu hvor jeg selv er ved at nå derop, (på piedestalen, red.) og det går op for mig, hvor dum jeg er, så er det også begyndt at gå op for mig, hvor dumme andre forskere må være."

Kunst

Problemet er, ifølge de to videnskabsnørder, at mange videnskabsartikler bliver skrevet i et kedeligt og kompliceret sprog. 

Det er virkelig en kunstart

Mark Lyng, Vært på Spækbrættet

Samtidig har de svært ved at se, hvordan forskerne skal gøre det anderledes.

Flemming D. Nielsen pointerer, at videnskab og forskning ofte må opfinde deres egne ord, for at skrive mere kortfattet. 

"Det er virkelig en kunstart."

Siger Mark Lyng, om det at skrive forskningsartikler. 

De to venner forsøger ikke at forsimple forskning. De synes blot, det er synd, at så mange sjove og mærkelige projekter aldrig bliver en del af populærkulturen. 

Udfordringen er at trække underholdning ud af forskning, uden at gøre vold mod videnskaben.

Noget som Mark Lyng og Flemming D. Nielsen gør sig umage med, samtidig med at de ikke er blege for at råbe højt, når forskningsartiklerne er helt ude i hampen. 

Foto: Jacob Fredegaard. Tv. Flemming D. Nielsen og th. Mark Lyng


Det første møde

Men hvor mødte de to molekylærbiologer hinanden?


Da de sidder i studiet og får spørgsmålet, svarer Flemming D. Nielsen helt tørt:

"På Tinder… Ej det er egentlig en ret kedelig historie."

Mark Lyng afbryder sit grin og siger:

"Nej nej ikke helt."

Han indleder en fortælling om, at Flemming D. Nielsen blev en del af den forskningsgruppe, som Mark Lyng var en del af. 

Første gang Mark Lyng mødte Flemming D. Nielsen kunne han ikke kende D. Nielsen fra det billede han havde set. Mest fordi, at Flemming D. Nielsen havde barberet sig helt skallet og fjernet sit skæg.

" … også snakkede han helt åndsvagt meget."

Griner Mark Lyng.

De blev hurtigt et godt makkerpar og deler den samme nørdede humor. På trods af det, er de stadig lidt forskellige.

Tankerne ligger ikke stille i Flemming D. Nielsens hoved, og der flyder en daglig strøm af ideer ud af ham.

Derimod er Mark Lyng mere en handlingens mand. Der gik ikke lang tid før Flemming D. Nielsen havde foreslået, at de skulle lave en podcast, til at Mark Lyng havde købt mikrofoner. 

Ingen af dem vidste dog endnu, hvad podcasten skulle handle om.

Flemming D. Nielsen havde dog fundet på navnet. Det var ikke tilfældigt, at podcasten endte med at hedde Spækbrættet. 

Æ er ved at uddø

Spækbrættet ligger godt i munden. Flemming D. Nielsen, siger det med et særligt tryk på spæk og bræt.

Spækbrættet, det er et lækkert ord

Flemming D. Nielsen, Vært på Spækbrættet

Han er særlig begejstret for navnet, da der er to æ’er i. Et bogstav som ifølge Flemming D. Nielsen er ved at uddø i det danske sprog.

Navnet på podcasten er derfor også en redningsaktion for det gode gamle danske æ. 

Det har også vist sig at have flere betydninger. Nogle af deres lyttere forstår det som om, at de to værter tager videnskaben og dissekere den på spækbrættet. 

Til at begynde med vidste Mark Lyng og Flemming D. Nielsen ikke, hvad podcasten skulle handle om.

De blev enige om, at udgangspunktet skulle være videnskab. Sidenhen har det udviklet sig til, at der er et reelt tema for hvert afsnit. 

I begyndelsen var det dog en værre omgang rod, forklarer Mark. Han uddyber:

"I det første lange stykke tid, var det bare tilfældige emner. Der kunne man hører om elefanter, som døde af at tage LSD, samtidig med bier der blev rullet i kokain, uden at det nødvendigvis havde noget med hinanden at gøre."

De to venner fandt hurtigt ud af, at det særligt var den vanvittige videnskab, de synes, det var sjovt at tale om. 

Ansvaret

I introen til podcasten bliver ansvaret for misforståelser fralagt.

Det er dog ikke fordi, at Flemming D. Nielsen og Mark Lyng ikke er ansvarsbevidste.

De er begge to opmærksomme på, at de til tider snakker om dissideret dårlig videnskab. 

Videnskab som ikke skal promoveres.

Alligevel mener de begge to, at de godt kan tillade sig at lave programmer om dårlig videnskab. 

Det bunder i en overbevisning om, at med deres kompetencer, de har fået gennem deres tid på universitetet, er i stand til at skelne mellem god og dårlig videnskab. 

De holder sig ikke tilbage med at gøre deres lyttere opmærksomme på, når snakkes om dårlig videnskab i programmet.

Flemming D. Nielsen fremhæver deres jagt efter tåkrummende videnskab, særligt på Facebook. 

"Vi gør nogle gange et nummer ud af at finde populærartikler på Facebook og pille dem fra hinanden. For eksempel med en artikel der var populær på Facebook. Den handlede om, at børn blev klogere af at klatrer i træer."

En problematik som de to videnskabsnørder sukker opgivende over.

Videnskabsartikler bliver på sociale medier ofte fordrejet og konklusionen sat mere sort på hvidt op, end hvad videnskaben har godt af. 

Podcasten Spækbrættet er dermed ikke blot et underholdende program. Den holder også det mest absurde ud i en strakt arm, og anfægter det grundlæggende fundament, som noget videnskab bliver udført på. 

De to kommende forskere har tænkt sig at blive ved længe endnu. Podcasten er blevet et fast molekyle i de to "biologer".