På campus

”Man skal tage sig selv og sin sorg alvorligt”

I februar starter studenterpræst og psykologistuderende sorggruppe for studerende på SDU i Odense.

Af Emmely Lisius Norlander Smith, , 17-12-2018

Foto: Brian Kenn Baltzar

Har du mistet nogen, du holdt af, eller kender du nogen, der har? 

I februar opstarter en sorggruppe for studerende på SDU i Odense, og bag den står studenterpræst Lene Crone Nielsen og psykologistuderende Ida Celine Frimann. De kendte ikke hinanden i forvejen, men er nu gået sammen om at skabe et frirum for studerende, der sørger over tabet af en, der stod dem nær.

At være studerende og i sorg

Flere gør brug af sorggrupper; antallet af dem er steget, og folkekirken – som er Danmarks største udbyder – står nu for næsten 200 sorggrupper rundt om i landet. Men du behøver ikke at tro på en Gud eller være medlem af folkekirken for at blive en del af den nye sorggruppe på SDU; her er grundlaget nemlig ikke religion, men det at være studerende og i sorg. 

Når man er i sorg, kan det påvirke en både fysisk og mentalt. Nogle oplever dårlig hukommelse, træthed, søvnløshed, manglende appetit, depression, selvmordstanker eller meningsløshed. Derfor er det også ekstra vigtigt, at studerende får bearbejdet sorgen, mener Lene:

”Hvis man lige har mistet et familiemedlem, kan det være rigtig svært at se meningen med at læse pensum i tysk eller at tage i fredagsbaren. Der er mange, der ikke længere kan finde meningen med tilværelsen, når de er i sorg,” siger hun. 

Hun understreger, at det især er vigtigt for unge at genfinde meningen, når de er klar til det, fordi netop de befinder sig et sted i livet, hvor deres valg er med til at definere deres fremtid. 

Det er også vigtigt, at de unge får talt om deres sorg. Men for mange unge er der et tabu omkring det at være i sorg, fortæller Ida:  

”Der er mange af de studerende, der har oplevet at miste, og især unge har forventninger til sig selv om, at de skal være glade hele tiden, og at livet helst skal køre på skinner. Derfor kan det være svært at tale med sin omgangskreds om, at man går og er ked af det”. 

Lene tilføjer, at et godt studeliv i høj grad hænger sammen med at have et godt liv og at være et helt menneske, som ikke lukker af og fortrænger sorgen. Man er nødt til at acceptere alle dele af sig selv, for om man vil det eller ej, kommer sorgen til at påvirke en. 

På ét punkt skiller sorggruppen på SDU sig ud fra de sorggrupper, Lene normalt arbejder med, nemlig genkendeligheden:

”I denne sorggruppe kommer man til at kunne spejle sit liv i de andre deltageres. I andre grupper kommer folk ofte med forskellige baggrunde, men her har vi et både socialt og fagligt grundlag: vi går alle på SDU”. 

I samme sted

Sorggrupper kan være til hjælp og lindring for mange. Det fortæller Lene, der, gennem sit virke som præst, har brugt megen tid på at hjælpe de efterladte efter dødsfald – så megen, at hun henviser til sig selv som sjælesørger:

”Når man er præst, arbejder man som sjælesørger, altså en, der sørger for sjælen. Man bliver vant til at snakke med mennesker, når livet begynder, og når livet slutter og gør ondt,” siger hun. 

Det var hendes indtryk, at mange af de efterladte, som hun besøgte og talte med, ville kunne have godt af at møde hinanden. Derfor begyndte hun at beskæftige sig med sorggrupper og har gjort det i mange år som sorggruppeleder. 

En anden grund til, at hun begyndte, var, at hun selv har prøvet af miste. Foruden sine forældre mistede hun sin bror til kræft for fem år siden, og selvom de var voksne, var det hårdt for søskendeflokken at miste et medlem. Lene oplevede efterfølgende, at nærmest ingen spurgte ind til, hvordan hun havde det, hvilket motiverede hende til at ville hjælpe andre med at bearbejde tab.

Også Ida har oplevet sorg. Da hun var tretten år gammel, døde hendes far af en bindevævssygdom i lungerne. Derfor har hun forståelse for, hvad man går igennem, når man mister en, man elsker – både som individ, men også som familie. Hun pointerer, at det kan være svært for en familie at samles i sorgen, fordi dem, der står tæt på en, ofte er medsørgende: 

”Når et familiemedlem dør, kan det være svært at rumme hinanden, for det er jo ikke engang den samme person, man hver især mister. Moren mister sin søn, konen mister sin mand, og datteren mister sin far,” siger hun. 

Det er på den måde forskellige roller i ens liv, der forsvinder ved et dødsfald, alt efter hvilken relation man havde til personen. 

Da Idas far gik bort, begyndte hun i sorggruppe, og sidenhen har hun selv været leder for flere grupper. Det, hendes bachelor- og (snart) kandidatuddannelse i psykologi samt at hun selv er studerende, gør hende kompetent som sorggruppeleder.     

Alle kommer til at miste

Lene og Ida synes, at det er vigtigt at have en sorggruppe på SDU, for døden er en naturlig del af livet. Alle kommer til at miste nogen på et tidspunkt, og når det sker, er det vigtigt at få talt med nogen om det; noget, som mange har svært ved. For selv hvis dem omkring en ikke er medsørgende, kan det være en udfordring at tale om sin sorg. Måske føler man ikke, at de forstår en. Eller måske har man så svært ved at rumme andre, at man skubber dem væk. Ida fortæller, at det var enormt svært for hende at rumme sine veninders hverdagsproblemer, da hun mistede sin far. Hun kunne slet ikke forstå, hvordan veninderne kunne lade sig gå på af så – for hende – ubetydelige ting. Men da hun begyndte i sorggruppe, lærte hun at rumme menneskerne omkring sig igen.

Selvom det kan være svært at tale med andre om sit tab, er det vigtigt alligevel at forsøge. Det er også vigtigt, at dem, der står tæt på en, der har mistet, rækker hånden ud. Hvis man har en kammerat, der er i sorg, opfordrer Ida derfor til, at man fortæller ham eller hende om sorggruppen. Måske kan det gøre en forskel for dem at gå i gruppen, men selv hvis de ikke har lyst til det, kan det gøre en stor forskel at vide, at man har en ven, der tænker på en.    

Ikke en kur mod sorg

”En sorggruppe er ikke som en slankekur”, fastslår Lene.

Man kommer aldrig helt over tabet af en, man holdt af. Men at gå i sorggruppe kan hjælpe en med at bearbejde sorgen og lære at leve med den. Den hjælper, fordi man i gruppen føler sig forstået, hvilket er vigtigt for mennesker.  

Ida uddyber: 

”I en sorggruppe er der ikke nogen, der sætter spørgsmålstegn ved din historie. Folk lytter bare. Og så snart du får behovet for forståelse stillet, bliver det nemmere at rumme omgivelserne igen,” siger hun. 

Forståelsen mellem gruppemedlemmerne er uhyre vigtig. Men noget andet, der ofte spiller en rolle i sorggrupperne, er latter. 

”Jeg har sjældent oplevet så meget kærlighed og humor, som jeg har i mit arbejde med sorggrupper. Folk sidder bare med tårer i øjnene og griner samtidig. Humor, latter og omsorg er rigtig godt, når livet virkelig brænder på. Og man må altså gerne både grine og græde i en sorggruppe,” siger Lene.

Alle er velkomne

Det er ikke et krav, at man skal have mistet for nyligt, for at man må komme i sorggruppen. Folk i alle sorgens faser er velkomne. 

”At miste nogen er et dybt indgreb i hele ens identitet. Og selvom man egentlig synes, man er kommet over det, så kan sorgen godt blusse op igen, især i overgangene i livet, som når man starter på universitetet eller skal giftes eller have børn,” fortæller Lene.

Hun fortæller, at sorgen også kan ændre karakter gennem livet. 

”Hvem er jeg som 10-årig, der har mistet, og hvem er jeg som 20-årig?” spørger hun retorisk. 

Der er således ikke en udløbsfrist for sorgen. Til gengæld er det vigtigt, at man er klar, når man starter i en sorggruppe. Opsøger man gruppen, før man er parat, kan det være svært at få noget ud af den, fordi man måske ikke er i stand til at rumme de andre medlemmers sorg endnu, understreger Lene.

”Det er selvfølgelig ikke meningen, at man skal tage de andres smerte på sig. Men man skal kunne rumme de andre og se dem som nogen, man har et fællesskab med. De andres sorg må ikke blive en byrde,” siger hun. 

Ida tilføjer: 

”Hvis man evner at lytte til andre i fællesskabet, er det til gengæld lige så helende som det at blive lyttet til.”

Hvordan vil det foregå?  

Gruppen kommer til at mødes tirsdage fra klokken 16-18 i et mødelokale på SDU i Odense. Der kommer til at være ti møder i det kommende semester. Her sætter sorggruppelederne en ramme for mødet ved for eksempel at fortælle noget eller læse en tekst højt. Alle til mødet får lige meget taletid, og sommetider vil der være temaer – det kan eksempelvis være ”mærkedage”. Der vil være kaffe, te og kage. 

Vigtigt at vide:

  •  Der er ingen tvang ved at deltage i sorggruppen. Du behøver ikke at tale om noget, hvis du ikke har lyst. Du kan nøjes med at lytte.
  •  Der er tavshedspligt. Både for sorggruppelederne og for dem, der deltager.
  • Det er gratis.

Hvis du vil vide mere, opfordrer Lene og Ida dig til at ringe eller sende dem en besked.

Lene Crone Nielsen:

Telefonnummer: 29 27 87 13

E-mail: lecn@km.dk

Ida Celine Frimann:

Telefonnummer: 20 13 29 59

E-mail: idafrimann@hotmal.com