Skip to main content

Ny gruppe for forældre på SDU

Du har lige sat dig til computeren med en kop kaffe og er klar til dagens første online-forelæsning. Men så skratter babyalarmen, og den lille basse er lysvågen. Og hvorfor er det nu, at skoldkopper og aflevering af en større eksamen har det med at falde sammen?

Umiddelbart er det fjerne problemstillinger for hovedparten af SDU’s studerende, der er vant til selv at kunne jonglere læseplaner, fritidsjob og byture fordelt på ugens vågne timer.

Men for en del studerende er dagen noget mere skemalagt efter andres behov og involverer aflevering og afhentning, møder i skole og børnehave, måltider på faste minuttal og en vis uforudsigelighed, der ikke altid harmonerer ret godt med et liv som studerende.

Derfor er der nu taget initiativ til et nyt forum, hvor studerende forældre på SDU kan erfaringsudveksle og stå stærkere sammen, fortæller Marius Folden Pedersen, der er næstformand i Syddansk Studerende og en af initiativtagerne til det nye forum.

Særlige coronaudfordringer

Især under coronanedlukningen er det blevet tydeligt, at de studerende, der samtidig smykker sig med de fine titler”far” og ”mor”, har nogle særlige udfordringer, og derfor er idéen til det nye forum opstået, forklarer Marius Folden Pedersen.

- Under hele nedlukningen har der været et stort arbejde med at hjælpe de studerede med børn. De faglige og administrative problemstillinger, der har været, er der taget hånd om undervejs på de enkelte fakulteter. Men vi vil gerne tage det skridtet videre og give den her gruppe mulighed for at erfaringsudveksle og tale med andre i samme situation.

På Københavns Universitet findes der en tilsvarende gruppe, som Marius Folden Pedersen er i kontakt med for sparring og idéer til, hvordan der kommer mest muligt ud af det nye forældreforum.

Et frit og brugerstyret forum

Der er ikke tale om et SDU-styret forum med faste dagsordener, men derimod om en gruppe, hvor det i høj grad er op til medlemmerne selv at skabe rammerne for, hvad gruppen skal kunne og arbejde med, forklarer Marius Folden Pedersen.

- Vi vil gerne hjælpe med at sætte i gang, men vi skal ikke drifte men gerne understøtte. Det er et frit forum, der gerne skal give forældrene på SDU en samlet stemme, understreger Marius Folden Pedersen, der i øvrigt ikke selv har børn.

Du kan melde dig ind i gruppen på Facebook her, hvis du gerne vil være med til at skabe rammerne for samarbejdet mellem forældre på SDU.

Og hvis du ikke selv har børn, så prik gerne dine studiekammerater med børn på skulderen og fortæl dem, at gruppen findes.

Bliv medlem af Facebook-gruppen: SDU’s forældreforum