Skip to main content
Ny coronavirus

Covid-19 er igen en samfundskritisk sygdom

Folketinget har igen besluttet at betegne coronavirus som en samfundskritisk sygdom. SDU er ikke omfattet af nye restriktioner vedrørende COVID-19. Ansatte og studerende opfordres til at vise hensyn til kolleger og medstuderende og følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger og råd.

Folketingets Epidemiudvalg vedtog tirsdag den 9. november 2021 at kategorisere COVID-19 som en samfundskritisk sygdom – foreløbigt gældende en måned. Det betyder, at myndighederne igen kan indføre restriktioner for at begrænse smittespredning i samfundet.

SDU er ikke omfattet af nye restriktioner

Uddannelses- og Forskningsministeriet har meddelt de danske universiteter, at universitetssektoren ikke er omfattet af nye restriktioner. Der bliver derfor ikke indført restriktioner på SDU, da universitetet ikke har en lovhjemmel til at implementere restriktioner.

På SDU betyder det, at universitetet ikke stiller krav om, at ansatte eller studerende skal have et gyldigt coronapas for at møde på campus, deltage i konferencer, deltage i undervisning eller eksamener, deltage i fredagsbarer mv., som finder steder i regi af SDU på SDU’s lokationer.

Generelt skal vi indstille os på at COVID-19 er til stede i samfundet, og at COVID-19 derfor også kan være til stede på universitetet. SDU opfordrer ansatte og studerende til at vise hensyn og følge universitetets principper om forsigtighed, rummelighed og tillid, som har styret SDU sikkert igennem pandemien siden foråret 2020.

Hvis ansatte eller studerende oplever utryghed opfordres ansatte til at kontakte nærmeste leder og studerende til at kontakte fakultetet via Corona-knappen i SPOC (https://spoc.sdu.dk/logintype).

Opfordring til at indmelde smittetilfælde

Hvis man som studerende bliver smittet med COVID-19, anbefaler SDU, at den studerende indmelder sit smittetilfælde via Corona-knappen i SPOC (https://spoc.sdu.dk/logintype). Ansatte følger den normale procedure for sygemelding. Oplysninger om smittetilfælde på SDU kan være en hjælp, hvis andre studerende eller ansatte på SDU skal informeres i de tilfælde, den smittede ikke selv har kontaktoplysninger på evt. nære kontakter.

Hvis der opstår en særlig risikosituation i forhold til smittetilfælde og smittespredning på SDU, kan SDU omlægge enkelte fysiske aktiviteter til online aktiviteter i en kortere periode. Beslutningen træffes lokalt på fakultetet eller i Fællesområdet.

Såfremt SDU i den kommende tid bliver omfattet af nye restriktioner fra myndighedernes side, vil der følge yderligere information til ansatte og studerende.

Læs mere om coronavirus og sundhedsmyndighedernes aktuelle anbefalinger på https://coronasmitte.dk/.

Med venlig hilsen

Thomas Buchvald Vind
Universitetsdirektør

 

Sundhedsmyndighedernes officielle anbefalinger og råd

Sundhedsstyrelsen opfordrer borgere til at følge 6 generelle råd for at forebygge smitte (læs mere på https://coronasmitte.dk/raad-og-regler/emner/forebyg-smitte):

1.       Bliv vaccineret

2.       Bliv hjemme og bliv testet, hvis du har symptomer

3.       Hold afstand

4.       Luft ud og skab gennemtræk

5.       Vask dine hænder tit eller brug håndsprit

6.       Gør rent, særlig overflader som mange rører ved

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at borgere lader sig teste for COVID-19 i følgende situationer (læs mere på https://coronasmitte.dk/raad-og-regler/test-for-covid-19)

·         hvis man oplever symptomer, bør man gå i selvisolation og blive PCR-testet hurtigst muligt

·         hvis man er nær kontakt, bør man blive PCR-testet og følge guiden ”Er du nær kontakt?” (link: https://coronasmitte.dk/raad-og-regler/emner/naer-kontakt-/generel-guide)

·         hvis man har en mistanke om at være smittet (fx på grund af besked i smittestop-appen eller man har været i en situation med øget risiko for smittespredning) bør man lade sig teste (enten PCR-test eller hurtigtest).

 

Ny coronavirus

Vi har samlet alt SDU-relateret information på en side

Læs mere

FAQ om studieforhold

Påvirket af situationen med Covid-19?

Læs mere

Ansvarlig for siden: SDU Kommunikation

Redaktionen afsluttet: 16.11.2021