Vejledning i eksamensklager ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Din klage skal være Fakultetet i hænde senest fjorten dage efter offentliggørelsen af dit eksamensresultat. Klager, der modtages for sent, kan ikke forventes behandlet.

Reglerne om klager over eksamen står i kapitel 7 i eksamensbekendtgørelsen 1062 af 30.  juni 2016 om eksamen og censur ved universitetsuddannelser.
Nedenfor finder du en vejledning i, hvad du kan klage over og hvordan du klager samt et skema til indberetning af klagen.

Hvad kan du klage over?
  • Eksaminationsgrundlaget (eksamens spørgsmål, opgaver og lignende)
  • Prøveforløbet (måden hvorpå eksamen blev afviklet, forstyrrelser mv.)
  • Bedømmelsen (karakteren)
  • Retlige forhold (i strid med gældende love og regler)
Hvad skal du være opmærksom på inden du klager?

Tidsfrist

Din klage skal være indleveret senest 2 uger efter at bedømmelsen er blevet offentliggjort.

Begrundelse af klagen

Det er dit eget ansvar, at du får begrundet din klage, så Fakultetet får et godt grundlag for at træffe afgørelse på. Det betyder, at du skriftligt skal redegøre for, hvad du klager over og hvorfor. Du skal være særligt omhyggelig med begrundelsen. Det er en god idé at henvise til fagbeskrivelsen og de læringsmål der fremgår af denne.
Det er altid en god idé at tage en snak med eksaminator omkring opgaven/bedømmelsen inden du klager, da han kan være med til at klarlægge, hvad der er lagt vægt på i bedømmelsen. Du skal være opmærksom på, at bedømmer ikke er forpligtet til at give dig feedback på dit resultat. Klagefristen på de to uger forlænges ikke, selvom du afventer svar fra bedømmer.
Har du været til en mundtlig eksamen, anbefaler vi at du hurtigst muligt får skrevet ned hvad der blev sagt under eksaminationen, og at du gemme eventuelle noter fra forberedelsestiden.

Indlevering af klage

Til brug for indlevering af din eksamensklage, bedes du udfylde et særligt skema til formålet. Du finder klageskemaet nedenfor.

Skema til indlevering af eksamensklage

Skemaet udfyldes med såvel person- som eksamensdata, ligesom du bedes angive, hvilke(t) forhold du ønsker at klage over, og begrunde din klage tilsvarende. Benyt dette skema.

Hvad sker der når du klager?
  • Fakultetet modtager din begrundede klage senest 2 uger efter resultatet er offentliggjort
  • Du skal sende din klage til dekanen ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet pr. mail til eksamensklager-sund@health.sdu.dk 
    Da vi beder om dit cpr.nr., skal du sende fra din studentermail.
  • Når klagen er modtaget, får du en kvittering på at vi har modtaget din klage
  • Fakultetet indhenter herefter eksamensmaterialet til pågældende eksamen samt kontaktinfo på bedømmerne. Dette kan tage op til en uge.
  • Derefter sender vi klagen videre til de oprindelige bedømmere, som almindeligvis har to uger til at afgive en udtalelse.
  • Udtalelsen sendes til dig, og du har en uge til at indsende dine eventuelle kommentarer. Hvis Fakultetet ikke hører fra dig, træffes der afgørelse på det foreliggende grundlag.
  • Hvis Fakultetet vurderer at der er fremkommet nye oplysninger i sagen, påbegyndes en ny høringsrunde, hvor kommentarerne sendes til bedømmerne for supplerende udtalelse, og du efterfølgende får lov at kommentere igen.
  • Fakultetet træffer afgørelse på baggrund af klagen, udtalelsen og dine kommentarer. Der er ingen tidsfrist for dette, men det vil ske hurtigst muligt.
  • Du, bedømmerne og dit studienævn får besked om afgørelse.
  • Der går typisk 6-8 uger (juli måned undtaget) fra du har indsendt din klage, til der er truffet afgørelse i sagen.
Afgørelsen

Fakultetet kan ikke træffe afgørelse om at ændre en karakter. Fakultetet kan kun træffe afgørelse i form af følgende:

  • En ny bedømmelse (ombedømmelse) ved nye bedømmere
  • Tilbud om ny prøve (omprøve) ved nye bedømmere
  • En afvisning af klagen
  • Resultatet af en omprøve eller en ombedømmelse kan resultere i en lavere karakter end den oprindelige.
Klage over retlige forhold

Klager vedrørende retlige spørgsmål er klager, der ikke vedrører faglige vurderinger eller forhold. Dvs. klager som handler om, hvorvidt de til enhver tid gældende regler og retningslinjer er overholdt. Sådanne klager behandles af dekanen. I nogle tilfælde vil Fakultetet bede bedømmerne om en udtalelse, i andre tilfælde behandles sagen uden bedømmernes medvirken.

Skal du deltage i reeksamen?

Fakultetet anbefaler, at du deltager i en eventuel reeksamen mens klagesagen behandles. Hvis du får medhold i din klage over det oprindelige eksamensresultat, men samtidig opnår et bedre resultat ved reeksamen, er det den bedste karakter der beholdes.

Eventuelle spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål eller brug for yderligere informationer, kan du henvende dig til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultetssekretariat - Rikke Fisker Christensen & Anne-Sofie Holm Arnoldus - eksamensklager-sund@health.sdu.dk.

    

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies