Udlandsophold i Canada

Lige fra jeg startede på TEK, har det været min drøm at komme på udlandsophold i det bjergrige vestlige Canada. Omkring halvandet år før opholdet gik jeg i gang med de indledende undersøgelser: Hvilke universiteter har SDU udvekslingsaftaler med, hvilket universitet har de mest spændende (og ikke mindst meritgivende) fag, og hvordan fungerer det nu lige med ansøgning hos SDU og værtsuniversitetet?
Jeg var så heldig at få tildelt den ene opslåede plads på University of Calgary, men måtte igennem nogle frustrationer over de administrative processer før det hele faldt på plads. Det kræver en indsat at få det hele til at falde på plads, men det er hele indsatsen værd.

Bjerge og forrygende naturoplevelser
Da jeg ankom til Canada i juli, begyndte jeg straks at udleve min drøm om masser af tid i bjergene. I løbet af det halve år, jeg var afsted, har jeg oplevet temperaturer fra varme 30 grader til isnende -30 grader om vinteren. Men når solen skinner 330 dage om året i Calgary, så er det jo en fantastisk oplevelse. Jeg har vandret, kørt mountainbike, besteget bjerge og stået på snowboard i de mest fantastiske omgivelser, man kan forestille sig.

Nye faglige perspektiver
Rent fagligt var opholdet også meget givende. Som energiteknologi-studerende ved SDU ligger fokus meget på Danmarks omstilling til grøn energi, og det var derfor spændende at få indblik i et anderledes energisystem i et land, hvor synet på behovet for vedvarende energi er forskellig fra Danmark. Undervisningsformen på universitetet var anderledes end på TEK – med en blanding af både større forelæsninger og mindre klasseundervisning afhængig af faget. Det var meget motiverende med en klar redegørelse af karakterpåvirkende elementer som afleveringsopgaver, terminsprøver og endelige eksaminer.

Alt i alt synes jeg helt klart, at det er en meget positiv oplevelse at tage på udlandsophold. Du får nogle fantastiske oplevelser i en anderledes natur og kultur, forbedrede sproglige kundskaber, international erfaring, nye vinkler på det faglige og nye venner og bekendtskaber fra alle egne af verden. Alt sammen oplevelser og minder, som vil vare resten af livet.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies