Casper havde et naturvidenskabeligt specialeforløb, der bød på 13 intense måneder i selskab med malariaparasitten. Overgangen fra laboratoriet til skrivebordet blev lidt af en prøvelse.
(På naturvidenskab er eksperimentelle specialer normeret til 60 ects. dvs. 1 års studier)
Et speciale som kunne bruges
I begyndelsen forsøgte jeg at danne mig et klart mål med mit speciale. Det forblev ret ukonkret, bortset fra at jeg ikke ønskede at skrive et speciale, som blot ville samle støv på min egen og bibliotekets hylde. Jeg ønskede, at specialet kunne anvendes i en praktisk situation, og at det eksperimentelle arbejde havde en kvalitet, der var høj nok til, at der på grundlag af specialet efterfølgende kunne publiceres en videnskabelig artikel.
Jeg valgte, at mit speciale skulle udføres udenfor universitetets mure. Min interne vejleder blev valgt ud fra en afstemning af vedkommendes personlige forskningsområde og i hvor høj grad, vedkommende åbnede muligheden for at lade mig udføre et speciale, som jeg selv kunne definere.
Vejlederne
Jeg opsøgte flere eksterne vejledere, og da jeg havde fundet en ekstern vejleder, hvor både kemi og projektemne passede, blev der brugt en del tid på den præcise formulering af det egentlige specialeprojekt. Senere blev endnu en ekstern vejleder tilknyttet projektet. Det har betydet noget for både vejledning og metoder, at projektet befandt sig på grænsen mellem natur- og sundhedsvidenskab. Det var inspirerende og udfordrende at begå sig i begge verdener, for der er en række forskelle mellem et naturvidenskabeligt fakultet og et overvejende fondsstøttet sundhedsvidenskabeligt center. Mine tre vejledere havde separate, afgrænsede kompetenceområder. Jeg kunne trække på hver især, når dette var nødvendigt og dermed nyde godt af ekspertviden på snævre felter. Kontaktformen var i laboratoriet personlig, mens den under skriveprocessen mestendels var telefonisk eller pr. mail.
I laboratoriet
Da jeg tog fat på den eksperimentelle del af specialet, gik det faktisk rigtig godt. Langt størstedelen af det eksperimentelle arbejde bestod af validering og afprøvning af metoderne - gentagne gange. Undervejs tillod jeg mig selv et to måneders udlandsophold, som godt nok var projektarbejde, men som mestendels var ubeslægtet med mit specialeemne.
Ved skivebordet
Efter en tålmodig og struktureret arbejdsproces i laboratoriet kunne jeg på nogle få uger, trække de væsentligste elementer ud af mine undersøgelser. Nu stod jeg med mine resultater i hånden, og forude ventede selve skriveprocessen. Det føltes som en stor mundfuld.
Ved skrivebordet var de daglige fremskridt noget mindre, end jeg var vant til fra laboratoriet. Jeg indså relativ hurtigt, at det var vigtigt for mig at få lavet en overordnet struktur på specialet og herefter bearbejde et afsnit af gangen. Med dette in mente blev de første timer hver dag brugt på at gennemlæse det sidst skrevne fra dagen før.
På dem måde kom jeg ind i de samme tankerækker som under det tidligere arbejde, og afsnittene blev dermed mere sammenhængende. For mig var de lange arbejdsdage, de bedste; de korte af dem burde jeg måske have holdt helt fri.
Målsætningerne
Rent fagligt satte jeg mig fra starten realistiske (frem for overambitiøse) mål og gennem afklarende møder med de tre vejledere, blev det muligt at nå dem.
Det var vigtigt igennem hele specialet, at jeg havde sat mig nogle tidsmæssige målsætninger for, hvad jeg skulle nå. Det gav knubs i starten, for jeg havde en urealistisk fornemmelse af, hvad der reelt kunne nås, men det blev jeg bedre til undervejs. Specialeprocessen har i det hele taget gjort mig bedre til at projektplanlægge og til at have en mere realistisk fornemmelse af, hvad jeg kan nå og formå.
Caspers gode råd:
- Find en god vejleder (måske det bedste råd overhovedet)
- Find et emne, du er overbevist om vil interessere dig hele perioden.
- Sæt realistiske mål.
- Strukturer dit arbejde, – og sæt delmål med tidshorisonter.
- Tillad dig selv at holde fri og koble af – det betaler sig.