Ofte stillede spørgsmål

 

Tilmelding til undervisning og eksamen

Når du tilmelder dig undervisning i et fag/kursus, er du også automatisk tilmeldt eksamen.

Bordet fanger!
Som udgangspunkt kan du ikke melde dig fra undervisning eller eksamen. Det gælder med undtagelse af situationer, hvor der er tale om usædvanlige forhold.

Hvis du ikke består den ordinære eksamen

Dumper, udebliver du eller sygemelder du dig 1. prøveforsøg (den ordinære eksamen), skal du selv tilmelde dig 2. prøveforsøg (reeksamen). Når du har tilmeldt dig reeksamen, kan du ikke afmelde den.

Hvornår er reeksamen?
For efterårssemesteret er reeksamen placeret i februar og for forårssemesteret i august.

Reeksamen kan være anderledes
Reeksamen kan nogle gange have en anden eksamensform end den ordinære eksamen. Det er derfor en god idé, at du orienterer dig om, hvordan reeksamen foregår. Se din studieordning eller spørg din underviser.

Har du deltaget i et fag/kursus, men ikke bestået?

Hvis du har været tilmeldt et fag/kursus og fulgt undervisningen, men ikke er bestået, kan du vælge, om du vil:

  • tilmelde dig kun eksamen. 
  • tilmelde dig både undervisning + eksamen (dette giver dig mulighed for at få opfrisket pensum).

Pensum kan blive ændret!
Vær opmærksom på, at pensum kan blive ændret fra semester til semester. Dvs. at hvis du venter fx 1 år med at gå til eksamen i faget/kurset igen, kan det være, at du skal eksamineres i et nyt pensum. Det er derfor en god idé at snakke med din underviser og få at vide, om der er ændringer på vej i det pågældende fag/kursus.

3 eksamensforsøg pr. fag/kursus

Du har i alt 3. eksamensforsøg pr. fag/kursus.

Du placerer selv dit 2. og 3. eksamensforsøg
Du bestemmer selv, hvornår du vil placere dit 2. og 3. forsøg. Du skal dog være opmærksom på, at forsøget kun kan placeres i den ordinære termin, hvis der ikke er tale om en omprøve i direkte forlængelse af et andet forsøg. Der er dog én undtagelse: Hvis et fag/kursus er ved at blive udfaset, vil du få besked om, at du skal afslutte det hurtigst muligt.

Bordet fanger!
Du kan ikke melde dig fra en eksamen, når du først er tilmeldt.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke består 3. gang?
Hvis du ikke består eksamen 3. gang, har du som udgangspunkt ikke flere forsøg og kan ikke fortsætte på uddannelsen. Der er dog mulighed for, at du kan få lov til at afvige fra reglerne, dvs. få dispensation til et 4. forsøg, hvis usædvanlige forhold har været skyld i, at du ikke har bestået et eller flere af eksamensforsøgene i faget. Du skal kunne dokumentere de usædvanlige forhold i din dispensationsansøgning.

Er du dumpet og mangler overblik?

Er du dumpet en eller flere eksamener og har mistet overblikket over, hvilke fag/kurser du mangler, og hvornår du skal tage dem? Så kan du prøve at lave en plan over, på hvilke semestre det vil være hensigtsmæssigt at tage de fag/kurser, du mangler.

Få hjælp!
Kontakt Studievejledningen, hvis du ønsker hjælp til at lave din studieplan.

Forhindret i at gå til eksamen?

Hvis du ikke kan deltage i eksamen pga. sygdom eller andre usædvanlige forhold, skal du sørge for at give SDU besked. Der er forskellig procedure for, hvad du skal gøre, alt efter om der er tale om akutte eller længerevarende forhold.

Akutte usædvanlige forhold
Hvis du bliver syg op til eller under en eksamen, eller ikke kan deltage i en eksamen på grund af andre akutte usædvanlige forhold, skal du naturligvis ikke bruge et eksamensforsøg på det. I stedet skal du gøre følgende 2 ting:

  1. Melde dig syg hos Registrering & legalitet (eksamenskontoret). 
  2. Melde dig syg hos din studiesekretær.

Læs mere om sygdom og eksamen

Ikke-akutte usædvanlige forhold
Ikke-akutte usædvanlige forhold er situationer, hvor du allerede flere måneder inden eksamen ved, at du  ikke kan deltage i eksamen. I en sådan situation skal du søge dit studienævn om lov til ikke at gå til eksamen, dvs. at du søger om dispensation. Godkender studienævnet din ansøgning, vil du automatisk blive afmeldt den/de eksamener, du ikke kan deltage i.

Læs mere under FAQ.

Se krav til dispensationsansøgning

Særlige vilkår ved eksamen
Måske er der nogle usædvanlige forhold, der gør det udfordrende for dig at komme igennem eksamen? I så fald kan du søge dit studienævn om særlige eksamensvilkår. Særlige eksamensvilkår kan være mange forskellige ting. Bl.a. kan du søge om:

  • forlænget tid til eksamen
  • ændret eksamensform
  • eller noget helt tredje, som vil kunne forbedre dine vilkår, så du vil have lige så gode muligheder for at bestå som dine medstuderende.

Brug for hjælp?
Hvis du har brug for hjælp, kan du kontakte de faglige vejledere.

Har du en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller lidelse, kan du også få relevant støtte til dine studier via SPS.

Eksamensangst

Er du så nervøs op til eksamen, at det påvirker dig i negativ grad? Måske lider du af eksamensangst...

Se hvem du kan kontakte for at få hjælp. Du er også velkommen til at kontakte Studievejledningen, hvis du har brug for en snak om, hvordan du forholder dig til din angst.

Eksamenssnyd

Langt de fleste studerende har ingen intentioner om at snyde sig gennem en eksamen. Alligevel bliver studerende af og til taget i eksamenssnyd. Nogle gange har intentionen måske været at forsøge at klare sig gennem en hård eksamen på den måde – andre gange er det fordi, de ikke kender reglerne for akademisk praksis og formalia godt nok.

Læs om eksamenssnyd.

Eksamensklage

Det er ubehageligt at have deltaget i en eksamen, hvor man føler sig uretfærdigt behandlet. Og nogle gange kan man have behov for at klage over, hvordan eksamen er forløbet eller selve bedømmelsen.

Overvejelser inden du klager
Inden du klager, er det en god idé at snakke med den underviser, du har været til eksamen hos, for at få uddybet begrundelsen for bedømmelsen.
Du bør også overveje, hvad du vil have ud af klagen. Håber du på at få vurderet eksamen igen, med henblik på at få en bedre bedømmelse? Eller håber du på en ny eksamen? I klagevejledningen kan du se en detaljeret beskrivelse af, hvad udfaldene af en klage kan være.

Ønsker du at klage, skal du gøre det senest 14 dage efter fristen for offentliggørelse af eksamensresultatet. Brug tiden til at vende din eksamen med fx underviser, medstuderende eller en vejleder, overveje dine argumenter og formulere din klage.

Klagevejledning
Se klagevejledning og blanket til eksamensklage.

Klager du på baggrund af dumpet eksamen?
Hvis du er dumpet eksamen og har klaget over afgørelsen, bør du alligevel tilmelde dig reeksamen. På den måde kommer du ikke bagefter i studierne i tilfælde af, at du ikke får medhold i klagen.

Dokumentation på dine eksamener

I selvbetjeningen kan du få et overblik over beståede eksamener, brugte forsøg mv. Her kan du også lave eksamensudskrifter. Når du  er færdig med din uddannelse, får du automatisk fremsendt et samlet eksamensbevis.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies