Skip to main content

Forsvar

Det mundtlige forsvar sker individuelt, hvis du har udarbejdet projektet alene og ellers i den gruppe, med hvem du har udarbejdet projektet. Til stede er du selv og de øvrige gruppemedlemmer, eksaminator (normalt din vejleder) og den eksterne censor. Den eksterne censor er ofte fra erhvervslivet, men kan også være fra et andet universitet. Forsvaret er offentligt, men der er sjældent andre til stede. 

Det mundtlige forsvar indledes med, at du/gruppen præsenterer projektet. Du kan se, hvor megen tid, der er afsat til dette og det øvrige forsvar i fagbeskrivelsen under “Eksamensbestemmelser → Eksamen – kandidatspeciale med mundtligt forsvar → Uddybende information”. Efter præsentationen vil eksaminator eksaminere dig i projektet og relateret teori og metode. Den eksterne censor stiller typisk også nogle spørgsmål.

Den eksterne censor og eksaminator skal være i stand til at foretage en individuel bedømmelse efter forsvaret. Forvent derfor, at eksaminator stiller specifikke spørgsmål til specifikke personer, hvis I har skrevet projektet som en gruppe. I kan selv hjælpe til den individuelle bedømmelsen ved at alle gruppemedlemmer bidrager aktivt under både præsentation og eksamination. 

Du kan ikke forvente, at der er en projektor i eksaminationslokalet, og/eller at der er tid til at sætte den op. Forvent derfor at lave din præsentation direkte på din bærbare computer. Medbring for en sikkerheds skyld et udprint af præsentationen til eksaminator og censor. 
Præsentation bør give eksaminator og ikke mindst den eksterne censor en introduktion til projektet. Emner vil ofte være:

- Redegør for problemstillingen og fortæl hvorfor du fandt den interessant og hvorfor den er akademisk relevant samt relevant for praksis – også for en virksomhed, du eventuelt har samarbejdet med.
- Gør kort rede for dit mål med specialet og hvilken forskningsmetode, du har anvendt.
 -Forklar baggrunden for dine valg af teori og metode og find tid til at berøre andre teorier og metoder, som du kunne have valgt og hvordan sådan et valg kunne ændre dit speciale/dine resultater. Hvis du har fundet fejl eller uhensigtsmæssigheder i litteraturen (f.eks. i et bevis), er det fint at omtale dette og hvordan det har påvirket projektet.
- Opsummer kort de vigtigste resultater og diskuter udfordringer som du har haft i arbejdet. Vurder resultaternes styrke.
- Gør rede for konsekvenser af resultaterne. Overvej hvilke anbefalinger, de giver anledning til, og om der er behov for yderligere undersøgelser.
- Hvis der er fremkommet noget nyt om specialet/dets emne, for eksempel nye artikler i akademiske tidsskrifter eller i avisen eller feedback på en præsentation i en eventuel samarbejdsvirksomhed, kan det være fint at have dette med i præsentationen, da det viser, at du er motiveret, også efter at specialet er indleveret. 


Sidst opdateret: 27.02.2019