Skip to main content

Praktik (projektorienteret forløb)

I din studieordning kan du se, om et projektorienteret forløb er en del af din uddannelse.

Projektorienteret forløb er ikke en del af min uddannelse
Hvis projektorienteret forløb ikke er en del af din uddannelse, har du måske mulighed for at gøre et eller flere af dine valgfag/valgfrie elementer til et  projektorienteret forløb.  Det kan du læse om i din studieordning.

Ønsker du et projektorienteret forløb, selvom det ikke er en obligatorisk del af din uddannelse, skal du se i din studieordning hvilke elementer i din uddannelse, et projektorienteret forløb bedst kan afløse. Du tilmelder dig det projektorienterede forløb som en del af  undervisningstilmeldingen.

Hvornår er det bedst at tage et projektorienteret forløb?
Det er ofte mest hensigtsmæssigt at placere et projektorienteret forløb sidst på bacheloruddannelsen eller på kandidatuddannelsen! Det skyldes, at det er nødvendigt for dig med en vis faglig ballast for at kunne varetage en praktikstilling. Derudover er det ofte sidste på bacheloruddannelsen eller på kandidatuddannelsen, at der er flest valgfag/valgfrie elementer på din uddannelse, hvilket giver plads til et projektorienteret forløb.

Du er selv ansvarlig for at finde et projektsted. Det kan både være i en dansk eller udenlandsk organisation/virksomhed. Ved projektorienteret forløb i udlandet kan du kontakte SDU International for hjælp til planlægning af dit ophold.

Se mere om praktikophold i udlandet.

Hvor kan jeg søge?
Ønsker du idéer til projektsteder, kan du tjekke SDUs jobbank. Du kan også snakke med undervisere på dit studie. Dine undervisere kan have relevante kontakter både inden - og uden for universitetet. Husk, at et forskningsprojekt også kan fungere som et projektsted.

 

TIP! Du kan kontakte Karrierevejledningen, hvis du vil have hjælp til CV og ansøgning.

Overvej dine arbejdsopgaver
Nogle projektsteder har konkrete projekter, som de ønsker hjælp til at løse, men ofte skal du selv indkredse og definere de arbejdsopgaver og -områder, du ønsker at varetage. Du kan derfor med fordel gøre dig overvejelser om dine arbejdsopgaver, inden du begynder at søge et projektsted.

Når du har skabt kontakt til projektstedet, er det vigtigt, at I afstemmer forventninger:

  • hvad du forventer af virksomheden?
  • hvad kan virksomheden forvente af dig?
  • hvilken periode skal du være i virksomheden?
  • hvem er din kontaktperson?


Få en  fast kontaktperson
Det er vigtigt, at du får en fast kontaktperson på projektstedet. Kontaktpersonen skal fungere som din sparringspartner i hverdagen og være ansvarlig for at skabe gode rammer for dit ophold.  

På baggrund af den mundtlige aftale skal der laves en skriftlig aftale mellem virksomheden og dig. Aftalen underskriver du og virksomheden.

Skabelon til projektaftale og vejlederaftale.

Individuelt tilrettelagt tilvalg
Hvis dit projektorienterede forløb er en del af et individuelt tilrettelagt tilvalg, skal du supplere projektaftalen med fagbeskrivelsen og eksamensbestemmelserne for dit forløb.

Du finder fagbeskrivelsen og eksamensbestemmelserne her.

Hvem hjælper mig med aftalen?
Har du spørgsmål til aftalerne, kan du kontakte din vejleder fra studiet. Vejlederen kan hjælpe med at sikre, at det er nogle fagligt relevante opgaver, du løser for praktikstedet.

Aflevering af projektaftale og vejlederaftale
Vejlederaftale og det faglige indhold i projektaftalen skal godkendes af studiet. Du skal derfor  sende disse til studiesekretariatet, som sørger for videreformidling til vejleder/praktikkoordinator.

Du må ikke modtage løn under projektorienteret forløb
Du må ikke modtage løn under dit projektorienterede forløb, hvis det skal være ECTS-givende. Du kan få SU og må også modtage penge fra virksomheden til dokumenterede udgifter i forbindelse med dit projektorienterede forløb, fx transport, husleje og telefonregning. Fra 1. juli 2017 må du også modtage erkendtlighed i form af op til 3.000 kroner per måned, dit forløb varer.
Se detaljeret beskrivelse hos SU.

Du afslutter dit projektorienterede forløb med at udarbejde en projektrapport. Rapportens længde afhænger af, hvor mange ECTS dit projektorienterede forløb vægter. I din studieordning kan du se ECTS-vægtningen.

Din vejleder
Din vejleder på SDU fungerer som din sparringspartner, når du udarbejder rapporten.

Sidst opdateret: 19.09.2016