Skip to main content

Mette - arbejder nu med kultur og kommunikation

Mette Morgen
Bachelor i International Virksomheds-kommunikation fra SDU Slagelse i 2017
Arbejder nu som Kultur- og kommunikationsmedarbejder i Skel.dk Landinspektører

Hvad husker du bedst fra din studietid på SDU Slagelse?

Heidi Hansen, ganske enkelt. Hun var den underviser, der virkelig vækkede min faglige interesse på SDU. I et lokale med Heidi var energien god, fagligheden høj og undervisningen levende. Hun kunne få de fleste elever med og det gav en god dynamik i lokalet, som jeg personligt lærte meget af. Og min studiekammerat Sophie. Vores venskab og samarbejde gennem studiet var noget ganske særligt for mig, som jeg husker tilbage på med stor glæde.

Hvordan er det gået dig, siden du forlod SDU Slagelse?

Jeg fik relevant studiejob på 1. semester af min bachelor og ganske hurtigt blev jeg enig med mig selv om, at jeg ikke skulle læse videre, men ud og bruge mig selv ”i den virkelige verden”. Jeg elskede egentlig at studere, men det gav mig meget, at jeg lærte noget en dag og den næste dag kunne bruge det praktisk. Jeg havde kontrakt på fuldtidsjob, før jeg afleverede min bachelor, og jeg har været i arbejde siden. Først som kommunikationsmedarbejder på den lokale musikskole og det lokale spillested. Og nu som kultur- og kommunikationsmedarbejder i en stor og spændende landinspektørvirksomhed i byen. Min karrierevej har virkelig været formet af de mennesker og muligheder, jeg har mødt på min vej og de beslutninger, som jeg har taget på baggrund af min mavefornemmelse.

Har du et godt råd til de studerende på SDU Slagelse?

Find et relevant studiejob. Mange siger det, jeg siger det også, for min erfaring er, at studiejob åbner døre. Og gør noget ud af, at forberede dig til undervisningen – præcist som underviserne gør det. På SDU i Slagelse er der en enestående mulighed for at have dialog med engagerede undervisere samt dine medstuderende, fordi alt ikke foregår som forelæsninger men også som mere traditionel ”klasseundervisning”. Kommer du forberedt og bidrager du til undervisningen ved at byde ind løbende, tager du virkelig action på din egen læring. Og det er vel det, du er der for? 😊

Sidst opdateret: 18.09.2021