Enkelte valgfag som udbydes af Det Naturvidenskabelige Fakultet, har deltagerbegrænsning.
Procedure for kurser med venteliste
Du skal have tilmeldt dig kurset rettidigt for at komme i betragtning.
Bemærk, at du desuden skal opfylde eventuelle indgangskrav.
Vi vurderer alle rettidigt tilmeldte studerende, når vi tildeler pladser til et kursus med deltagerbegrænsning, hvor antallet af tilmeldte studerende overstiger antallet af pladser på kurset.
De to mest brugte prioriteringsmetoder er følgende:
De rettidigt tilmeldte studerende prioriteres administrativt efter deres dato for kursustilmelding.
De rettidigt tilmeldte studerende prioriteres af det relevante fagmiljø på Det Naturvidenskabelige Fakultet på baggrund af en række kriterier, der i så fald fremgår af kursusbeskrivelsen.
Hvilken specifik metode, der benyttes ved prioriteringen, fremgår af kommentarfeltet i kursusbeskrivelsen.
Ph.d.-studerende har til enhver tid førsteprioritet til ph.d.-kurser.
Vi giver dig besked via e-mail, hvis du ikke får plads på kurset, men kommer på venteliste.
For at beholde din plads på et kursus med venteliste, skal du møde personligt op til kursets første undervisningstime, eller på en anden måde give underviseren besked om, at du ønsker at beholde din plads på kurset. Dette gælder også, hvis du er syg.
Hvis du udebliver fra første undervisningstime uden at give underviseren besked på forhånd, mister du din plads på kurset.
Hvis du ikke har fået plads på et kursus pga. kapacitetsmangel, bør du møde op til første undervisningstime alligevel.
Hvis studerende med plads på kurset udebliver fra første undervisningstime, mister de deres pladser på kurset. Studerende på venteliste vil herefter få tildelt eventuelle ledige pladser i den rækkefølge, de står på ventelisten. Kun studerende, der møder personligt op til første undervisningstime, kan komme i betragtning til at få en plads på kurset.
Når undervisningen starter, er ventelisten annulleret.
Kan jeg bytte valgfag?
Du har mulighed for at bytte et valgfag ud med et andet indtil tre uger efter semesterstart. Det kræver dog, at visse kriterier er opfyldt.