Skip to main content

Trin 3. Det du kan


Her kan du læse mere om, hvad tidligere studerende fra din uddannelse fortæller, at de har taget med sig, og hvordan de bidrager i verden.

Gennemgangen er slet ikke udtømmende – du kan finde masser af studerende, som har brugt deres uddannelse på at lære andre ting, og som har skabt sig en fremtid, som man umuligt kunne have forudset.

Du vil også finde eksempler på, hvad tidligere studerende fortæller, de arbejder med. Men husk: Listen er uendeligt meget længere.

Hvilke muligheder giver din uddannelse i Bibliotekskundskab og videnskommunikation?

Midt i studieforberedelser, eksamensopgaver og andre studieaktiviteter kan det være svært at få øje på, hvad alt dit arbejde med studiet i virkeligheden giver dig af kompetencer.

En uddannelse i Bibliotekskundskab og Videnskommunikation er en lang læreproces, hvor du blandt andet lærer at:

  • tilrettelægge processer for vidensorganisering, vidensdeling og formidling i institutioner og organisationer og for bestemte målgrupper
  • tilrettelægge brugerundersøgelser og servicedesign
  • planlægge og lede projekter
  • skabe overblik over, vurdere og prioritere funktioner, opgaver og roller inden for rammerne af det institutionelle grundlag
  • formidle adgang til viden til forskellige målgrupper
  • analysere, anvende og vurdere webbaserede kommunikationsredskaber og it-pædagogiske værktøjer i kommunikations- og læringssammenhæng

Måske du nu sidder og tænker, at du arbejder med meget mere og andre spændende kompetencer på dit studie, og det er rigtig godt, for du er eksperten, der kan fortsætte ”listen” i løbet af dine studier.

Hvad bliver du, når du er færdig med din uddannelse? Det spørgsmål har du sikkert tit fået til familiefesterne uden du helt ved, hvad du skal svare. Det kan også være, at det er et spørgsmål, du stiller dig selv. Hvis du godt kunne tænke dig noget inspiration til et svar, er det godt, du læser med her. Du har nemlig mange muligheder med dine kompetencer.

Bibliotekskundskab og Videnskommunikation en uddannelse, der kombinerer kultur-, medie- og informationsvidenskab med pædagogik og formidling. Med den viden i rygsækken kan du analysere og organisere information og viden, formidle viden digitalt til forskellige målgrupper og organisere biblioteket som virtuelt og fysisk læringsrum.

Helt konkret vil du kunne have et job, hvor du skal:

  • formidle viden og informationer gennem forskellige medier, eksempelvis virksomheder indenfor pædagogiske it-produkter
  • udvikle digitale ydelser på baggrund it-pædagogik og visuel kommunikation
  • udvikle læringsforløb, der kræver viden om læring og didaktisk design
  • bidrage til lokal tilpasning af virksomheders digitale og fysiske kommunikation
  • varetage intern og ekstern information i virksomheder, der beskæftiger sig med brugerservicering- og vejledning
  • indgå i tværfaglige projekter, der behov for systematisering og organisering af store mængder information og viden

Alt i alt giver uddannelsen dig kompetencer til at løse opgaver som eksempelvis webmedarbejder, informationsspecialist, kulturkonsulent eller bibliotekar i både den private og offentlige sektor, blandt andet i erhvervslivet, medie-og kulturinstitutioner eller undervisningssektoren.

Flere gange i løbet af dine studier, kan du blive i tvivl om, hvad du skal bruge det til – og om du har valgt rigtigt. Selvom tvivl kan være ubehageligt, giver tvivl også anledning til at tænke over, hvilke valgmuligheder, du har i løbet af dine studier. Valgmulighederne kan være med til at tone din profil i den retning, du synes er spændende og giver mening for dine karriereplaner.

Måske tænker du, at det vil være spændende at arbejde i it-branchen, medie – og kulturinstitutioner, med service og turisme eller noget helt syttende, men du ved ikke om du har det, der skal til. Det har du heldigvis masser af muligheder for at finde ud af i løbet af din studietid.

Det kan være, at du synes, at det kan være spændende at komme i praktik (projektorienteret forløb) og/eller tage på et udlandsophold et semester i løbet af dine studier for at prøve kræfter med en anden kultur, afprøve dine kompetencer og opdage nye spændende muligheder.

Eller måske du overvejer at prøve kræfter med et studiejob, hvor du kan få mulighed for at løse opgaver, hvor du skal anvende nogle af dine kompetencer fra studiet og opdage nye karrieremuligheder, du ikke vidste ville være en mulighed for én med dine kompetencer.

Det er blandt mange andre ting den slags muligheder, der kan være med til at tone din profil og kaste et nyt lys på dine karrieremuligheder.

Hvis du har brug for et overblik over dine karrieremuligheder eller få sparring på, hvordan du når dertil, så kan du kontakte karrierevejledningen.

”En pædagogisk vinkel er oplagt i en virksomhed som vores, hvor vi arbejder med pædagogiske it-produkter, ligesom formidling gennem forskellige medier er meget vigtig i virksomheden. For os ville en rigtig god kombination med bacheloruddannelsen i bibliotekskundskab og videnskommunikation derfor være en kandidatoverbygning enten inden for medievidenskab eller pædagogik.”

Torben Worm, vicedir. udviklingsafd., Mikroværkstedet

 

”Det at vi i så høj grad skal lave markedsføring og besidde pædagogiske kompetencer er nyt og kræver andre kompetencer på bibliotekerne.Vi skal ligeledes i langt højere grad have fokus på udvikling af digitale ydelser, ligesom udvikling af læreforløb er meget vigtigt – her vil medarbejdere med den nye uddannelse være meget eftertragtede.”

Jørgen Bartholdy, bibliotekschef, Skanderborg Kommune

 

”Vi har brug for medarbejdere, der er stærke inden for kommunikation – kommunikation er uhyre vigtigt. Ligesom vi har brug for medarbejdere, der kan komme ud i lyset og interagere med folk – både fysisk og på nettet.”

Morten Fogh, bibliotekschef, Herning Kommune

Har du brug for hjælp til at finde ud af, hvad du kan eller vil?

➤ Kontakt Karrierevejledningen


Sidst opdateret: 25.10.2023