Din karriere og valg undervejs

Gennem dit uddannelsesforløb skal du træffe en række valg, der er med til at tone din uddannelse og din faglige profil.

Det kan være, at du har mulighed for at vælge praktik (projektorienteret forløb), udlandsophold mv. som en del af din uddannelse.

I de situationer vil du i høj grad have mulighed for at sætte din uddannelse ind i en praksissammenhæng og måske få en større forståelse for, hvad du har lært gennem din uddannelse, og hvordan du bruger denne læring på arbejdsmarkedet.

Studiejob og praktik med relevant indhold

Du træffer også mange andre valg ved siden af dit uddannelsesforløb, som kan have indflydelse på dine karrieremuligheder.

Arbejdsgivere vægter fx studierelevant arbejde højt. Med et studierelevant job får du mulighed for at afprøve dine kompetencer i praksis.

Beskæftigelsesområder

Som biomediciner har du jobmuligheder både i det offentlige sundhedsvæsen og i private virksomheder. Det kan være i forbindelse med forsknings- og udviklingsprojekter inden for medicinalindustrien, biotekindustrien, levnedsmiddelteknologien, på hospitaler, på universiteter og i forskningscentre.

Vil du arbejde i medicinalindustrien?

Virksomhederne i medicinalindustrien beskæftiger sig med menneskers sundhed og med sygdomsbekæmpelse. Den kemiske fremstilling af farmaceutiske produkter som insulin, vacciner, antibiotika og penicillin kræver en tilbundsgående indsigt i sygdomme på celle- og molekyleniveau, og viden om hvorfor man bliver syg, og hvordan lægemidler virker på kroppen. Det er her, at en biomediciners kompetencer kommer ind i billedet. En biomediciner besidder netop de tværfaglige discipliner, der kræves af medicinalindustrien, og der er et stigende behov for uddannelse af netop denne faggruppe.

Biotek er en del af medicinalindustrien. Biotekindustrien udnytter de biologiske processer, der foregår i fx en gærcelle eller en bakterie, idet industrien drager fordel af gensplejsning og bruger disse ”værtsceller” til teknisk og industrielt at producere fx insulin, væksthormon og vacciner.

En uddannelse inden for Biomedicin giver også mulighed for at arbejde i medicinalindustrien som lægemiddelkonsulent.

Forskning

Når du er blevet kandidat, kan du fortsætte din karriere på universitetet med en ph.d.-uddannelse. En ph.d.-grad giver dig kompetence til at forske og undervise på universiteter og i andre forskningsinstitutioner.

Læs mere om den naturvidenskabelige ph.d.-uddannelse.