Skip to main content
RUST
På campus

Ny på Syddansk Universitet

Fagre nye verden! SDU har i år tilbudt 5298 nye studerende en studieplads. For alle de nye studerende venter en - forhåbentligt - fremragende og uforglemmelig studiestart, og for de fleste nok også nogle hektiske dage: En overflod af informationer og ny viden, et utal af nye studiekammerater med navne at holde styr på og ukendte egne af SDU-junglens lange gange og mange lokaler skal udforskes. RUST har før studiestart mødt tre nye studerende og spurgt ind til deres forventninger i forbindelse med studiestart. Læs med her og find ud af hvilke studier Oliver, Johanna og Gitte har valgt, hvorfor de er havnet på SDU, om de har været nervøse for studiestart, og hvad de har glædet sig allermest til ved at starte på universitet.

Af Helle Rieltoft, , 17-09-2019

Oliver Liebe, 22 år, Munkebo

Oliver Liebe

Hvad skal du læse og hvorfor?

“Jeg skal læse fysik, fordi jeg altid har interesseret mig for naturvidenskab. Desuden kan jeg også godt lide at arbejde med formler, hvilket jo fylder en del inden for fysikstudiet”.

Hvad har du lavet før universitet?
“For lidt over to år siden dimitterede jeg fra gymnasiet. I tiden frem til nu har jeg holdt sabbat år, og da jeg gik på musiklinjen på gymnasiet, har jeg brugt det seneste årstid på at læse op på matematik, fysik og biologi for at få adgang til fysikstudiet. Derudover så er jeg flyttet til Odense for en tre måneders tid siden, netop fordi jeg skulle til at læse på SDU”.

Hvorfor har du valgt at læse på lige netop SDU?
“Jeg synes, at Odense virker som en god studieby, der ikke virker så dyr at bo og leve i sammenlignet med eksempelvis København. Desuden har jeg undersøgt de forskellige universiteter, og jeg fandt SDU’s naturvidenskabelige fakultet mest tiltalende. I øvrigt kender jeg én der læser på SDU, som også har anbefalet det. Og da jeg er fra Munkebo, er jeg også lidt tættere på hjemme, kan man sige. Så alt i alt virker SDU som et rigtig godt valg for mig”.

Hvilke tanker har du gjort dig i forbindelse med studiestart?
“Jeg har egentlig ikke gjort mig helt vildt mange tanker om studiestart. Min plan er at møde op på uni og så bare se, hvad der sker. Jeg tænker, at jeg får en hel masse information i løbet af introdagene”.

Jeg glæder mig mest til at få lov til at fordybe mig i et emne, som jeg rent faktisk selv har valgt...

Oliver Liebe, Studerende på SDU

Er der noget du har været spændt på, eller måske ligefrem nervøs for, i forbindelse med studiestart?

  “Nej, det vil jeg egentlig ikke mene. I løbet af det sidste års tid har jeg mødt rigtig mange nye mennesker, i de klasser jeg har gået i, da jeg skulle læse fag op. Derigennem kender jeg faktisk en god del af dem, som jeg skal til at læse fysik med. Det skal nok gå altsammen”

Hvad glæder du dig allermest til i forbindelse med at starte på SDU?

“Jeg glæder mig mest til at få lov til at fordybe mig i et emne, som jeg rent faktisk selv har valgt og har interesse for, at få en dybere forståelse for emnet og virkelig komme i gang med at undersøge fysikkens felt. I gymnasiet var jeg ved at være træt af alt det her ‘almen dannelse’, hvor man skal vide lidt om alt”. 

Ved du hvad du vil bruge din uddannelse til fremadrettet?

“Jeg er endnu lidt usikker. Det kommer også lidt an på, hvor længe jeg bliver ved med at læse. Men det kunne blive forskningsarbejde”.

 

 

Johanna Streich, 21 år, Faaborg

Johanna Streich

Hvad skal du læse og hvorfor?

“Jeg skal læse psykologi. Egentlig har det været svært for mig at beslutte, hvad jeg ville læse. Jeg har haft taget mange ting op til overvejelse, da jeg ikke er en af dem, der har vidst, hvad jeg ville være, siden jeg var lille. Min interesse for mennesket og menneskets tanker er kommet gennem samfundsfag og sociologi i gymnasiet, og det fik mig til at undersøge psykologi nærmere. Blandt andet var jeg til åbent hus på SDU, hvor jeg fik indtryk af, at psykologi er et spændende studie”.

Hvad har du lavet før universitet?

“Jeg blev færdig med gymnasiet sidste sommer. Frem til nu har jeg holdt sabbatår, hvor jeg har arbejdet, været på  interrail i Europa og været 2 måneder i Asien. Derudover så flyttede jeg fra Faaborg til Odense i starten af august, netop fordi jeg skal til at studere”.
 

Jeg er lidt spændt på, hvordan det bliver at starte med at studere igen efter et år, hvor jeg ikke har haft næsen i bøgerne

Johanna Streich, Studerende på SDU

Hvorfor har du valgt at læse på lige netop SDU?

“Det hænger faktisk sammen med, at jeg gerne ville bo i Odense. Jeg kunne se rigtig mange muligheder i Odense, både rent økonomisk men også fordi jeg fortsat kan være tæt på mine venner og samtidig fortsætte med at spille håndbold i Faaborg.  I øvrigt har jeg kun hørt godt om SDU”.

Hvilke tanker har du gjort dig i forbindelse med studiestart?

“Jeg har gjort mig mange tanker! Jeg er lidt spændt på, hvordan det bliver at starte med at studere igen efter et år, hvor jeg ikke har haft næsen i bøgerne. I forhold til alle praktiske informationer om studiestart kan jeg godt blive lidt nervøs for, om jeg nu har fået alle de beskeder og informationer, som jeg skal have, og om jeg har fået læst dem ordentligt. Desuden føles det også lidt grænseoverskridende at skulle starte på et helt nyt kapitel, men jeg tror, det er godt for mig at få rykket mine grænser lidt”.

Hvad glæder du dig allermest til i forbindelse med at starte på SDU?

“Det sociale og det faglige. For mig spiller det sociale en vigtig og stor rolle, da det er afgørende for, om jeg trives, og synes det er sjovt at møde op hver dag. Jeg glæder mig til at møde en hel masse nye mennesker, og så håber jeg virkelig på, at psykologistudiet rent fagligt er noget for mig”.

Ved du hvad du vil bruge din uddannelse til fremadrettet?

“Jeg har selvfølgelig gjort mig lidt tanker, men jeg vil gerne forholde mig åben og ikke låse mig fast på én mulighed. Umiddelbart tror jeg ikke, at jeg skal være praktiserende psykolog. Men konsulentarbejde for et firma kunne godt være en mulighed. Men jeg tror, at jeg bliver mere afklaret, når jeg har stiftet bekendtskab med nogle af de fag, jeg skal have på psykologi.


 

 

Gitte Ehlert Hansen, 28 år, Odense

Gitte Hansen

Hvad skal du læse og hvorfor?

“Jeg skal læse en HA almen erhvervsøkonomi,  hvilket jeg har valgt, fordi jeg interesserer mig rigtig meget for økonomi og matematik. Jeg har i flere år arbejdet i en tøjbutik, hvorigennem jeg har fået smag for at arbejde med tal og regnskaber. Jeg synes det er sjovt at arbejde med tal og analysere sammenhænge, og opleve  hvordan regnskabet kan forberedes i endnu højere grad. Og så giver en uddannelse i HA almen erhvervsøkonomi fra SDU mulighed for, at jeg kan læse videre til revisor”. 

Hvad har du lavet før universitet?

“For år tilbage uddannede jeg mig til salgsassistent og startede som elev i Pieces. Kort tid efter jeg var færdig som elev, blev jeg butikschef i Pieces, og det har jeg mere eller mindre været indtil nu. Foruden mit arbejde i Pieces har jeg desuden læst en HF op gennem fjernundervisning”.

Hvorfor har du valgt at læse på lige netop SDU?

“Først og fremmest fordi SDU tilbyder de fag, som jeg interesserer mig for, men også fordi SDU tilbyder en uddannelse, der giver mig adgang til drømmejobbet. Jeg har også haft kigget på erhvervsakademiet, men jeg synes at uddannelsens opbygning og de fag, der bliver udbudt på SDU, tiltaler mig mest. Desuden kan man i 5. semester komme på et udlandsophold, hvilket også har fanget min interesse. Derudover så bor jeg i Odense, og så er SDU jo lige i nærheden".
 

Jeg føler mig enormt motiveret for at komme i gang, og jeg har vidst i mange år, at det er det her, jeg gerne vil - jeg savner at tilegne mig ny viden

Gitte Ehlert Hansen, Studerende på SDU

Hvilke tanker har du gjort dig i forbindelse med studiestart?

“Jeg har gjort mig mange tanker! Jeg føler mig enormt motiveret for at komme i gang, og jeg har vidst i mange år, at det er det her, jeg gerne vil - jeg savner at tilegne mig ny viden. Men jeg har også gjort mig mange tanker om, hvad det vil sige at være studerende, og hvilke krav jeg skal stille til mig selv for at komme godt igennem studiet. Jeg håber, at arbejdsformen er noget, der tiltaler mig, og at jeg stadig kan finde ud af at studere efter mange år væk fra bøgerne". 

Hvad glæder du dig allermest til i forbindelse med at starte på SDU?

“Jeg glæder mig nok allermest til at få lov til at fordybe mig i noget, der interesserer mig. Specielt økonomidelen. Desuden glæder jeg mig også meget til at møde en masse nye søde mennesker, som har nogle af de samme interesser for økonomi, som jeg har, og til at opleve hele miljøet ude på SDU, hvor der jo foregår rigtig mange ting. Det bliver super spændende alt sammen”.

Ved du hvad du vil bruge din uddannelse til fremadrettet?

“Ja. Min store drøm er at blive uddannet statsautoriseret revisor. Det er faktisk hele formålet med at skulle til at læse på SDU, og jeg har vidst længe, at det er, hvad jeg gerne vil”.
 
Redaktionen afsluttet: 17.09.2019