”Kun dygtige danskere går på universitetet”

Du skal være realistisk. Det er kun de dygtigste danskere, der kommer på universitetet. Du skal ikke tænke sådan. Det må du ikke tænke på.

Shagofta husker stadig tydeligt ordene fra studievejlederen i folkeskolen. Hun var 15 år gammel og havde været i Danmark i to år. Krigen i Afghanistan havde sendt familien på flugt til Fyn, hvor hun som kun 13-årig blev sendt i modtagerklasse, hvor hovedformålet var at lære dansk og forstå, at hun nu skulle være en del af en helt ny kultur. Hun havde stridt imod, for hun ville helst være gået hjemme i huset, ligesom hendes mor gjorde. Men som hendes ældre brødre skulle hun i skole, der var ikke noget at gøre. 

Og så sad hun dér hos studievejlederen, 15 år gammel. 

”Jeg vil gerne på universitetet,” sagde hun

”Ved du hvad det er?” spurgte han.

Shagofta vidste ikke helt, hvad det var. Men hun havde hørt om det derhjemme. Hun rystede på hovedet. Og så sagde studievejlederen de ord, der stadig sidder dybt i hende, og som hun med sit speciale i biomedicin i hånden kan se tilbage på. For universitetet viste sig at være realistisk for Shagofta Sayed. 

Hvad er skole?
Shagoftas far var allerede kommet til Danmark i 1999, to år før hun og resten af familien kom hertil. På daværende tidspunkt havde hun, i en alder af 13 år, ikke gået i skole. Faktisk vidste hun slet ikke, hvad det ville sige.

”Jeg kunne knap nok 1-2-3. Jeg vidste ikke, hvad det var,” forklarer hun med armene ude til siden. 

Allerede efter en uge i landet startede Shagofta i modtagerklassen. Ikke nok med at landet var fremmed og sproget var helt nyt og uforståeligt, skulle hun også meget hurtigt forholde sig til tal, bogstaver og læring.  

”Jeg ville ikke,” husker hun og fortæller, at hun var sikker på, at hun bare skulle lære dansk.

Hun skulle kort gå i skole, og så skulle hun hjem og gå, for sådan gjorde alle andre kvinder i familien jo.  Hun havde i hvert fald ikke regnet med, at hun skulle bruge tre år i modtagerklassen og få skolegang som en fast del af hverdagen. En svær skolegang, hvor alt skulle læres på en gang. Men ikke desto mindre en skolegang, som gjorde en stor forskel for Shagofta.

 Krig og kaos
Shagofta blev født under den afghansk-sovjetiske krig i Afghanistan, som blev afløst af en borgerkrig i 1992, hvor Taleban-bevægelsen dukkede op som en magtfaktor. I 1996 kom Taleban til magten, og det udløste krig mod USA i 2001. 

Krig. Det er det ord, Shagofta har til at beskrive sin barndom med. 

”Mange ting havde måske kunnet lade sig gøre, hvis ikke der var krig. Jeg tror faktisk, at mine forældre havde givet mig lov til at gå i skole, men det kunne jeg under ingen omstændigheder komme til, når der var krig,” fortæller hun.

Kulturchokket var derfor kæmpe, da hun som en lille pige stod midt i en lille fynsk by, hvor meget få ville bruge ordet krig til at beskrive deres barndom. Det var svært at flytte ind, svært at blive dansker. For fynboerne i byen havde jo heller ikke set mennesker som Shagofta og familien før.

”Vi kom fra en krig, så vi forstod slet ikke, hvorfor de ikke ville tage imod os,” husker hun.

Nogle børn i byen begyndte at slå hendes brødre. Shagofta og brødrene talte endnu ikke rigtig dansk og kunne kun forsvare sig med deres eget sprog. Drengene løb efter dem og sagde: ”I er Taleban. I truer os.” Det vidste de ikke, hvad betød. Shagofta ryster lidt på hovedet, da hun fortæller om minderne fra vejen. 

”Jeg kan huske, at vi fortalte vores far om det. Han sagde, at vi skulle slå det op, så vi kunne forstå det. Men vi vidste jo ikke engang, hvordan vi skulle stave til ”truer”,” småler Shagofta i dag. 

Men selvom Shagofta kan le af det i dag, kan hun også huske, hvor bange hun var. 

”Vi havde angst i Afghanistan, vi havde angst i Danmark. Vi fik jo hurtigt den tanke, at når vi gik ud for en dør, var der nogen, der ville slå os.”

Universitetstanker
Inden længe kunne Shagofta godt slå ”truer” op i ordbogen. Hun kunne også tælle til tre. Og hun havde så småt lagt tanken om, at hun skulle blive hjemmegående, ligesom de andre kvinder i familien, fra sig. Vendepunktet blev, da Peter fra universitetet dukkede op i hjemmet i 2003. 

Peter var gift med en kvinde, som var lærer for Shagoftas bror. Han præsenterede sig selv og sagde, at han var professor på et universitet i Odense. Universitet. Ordet fik plantet sig i Shagoftas hoved. 

Og det var det, hun kort efter fortalte studievejlederen, som bad hende være realistisk. Med hovedet sænket gik Shagofta hjem og fortalte om oplevelsen til sin far. Hendes far ville snakke med studievejlederen, og sammen tog de derhen.

”Jeg siger til mine børn, at de godt kan. Du kan godt, du kan godt, du kan godt.Så kommer de herhen og får at vide, at de ikke duer til noget. Det skal I ikke sige,” sagde hendes far til studievejlederen.

”I tvinger dem til at lære noget. Så må I også lære dem, at de ikke kommer til at kunne noget,” svarede studievejlederen.

”De kan ikke noget endnu, fordi de ikke har gået i skole før,” svarede hendes far tilbage. 

Shagofta husker tydeligt samtalen, for studievejlederen holdt fast i, at universitetet ikke var realistisk. 

Samtalen fik Shagofta til at tænke: Jeg skal på universitetet.

Der er ikke noget, der hedder drømme
Efter den deprimerende samtale med studievejlederen tog Shagoftas far hende til siden og sagde:

”Selvfølgelig kan I alt. I er ligesom alle andre mennesker. I har to øjne, to ører og en mund. I er ikke handikappede. I kan lige så meget som alle andre, I har bare ikke haft mulighed for det.”

Og det sender Shagoftas tanker fra den fynske landsby hele vejen tilbage til det krigshærgede hjemland. 

”I Afghanistan var jeg altid bange. Man vidste aldrig, om man var i live dagen efter, og det er præcis det bedste ved at være i Danmark. Man ved, at man har en fremtid,” siger Shagofta.

For i Afghanistan var der ikke drømme på programmet. Hun griner over spørgsmålet.

”Der er ikke noget, der hedder drømme. Man lever bare, så godt man kan, for man kan ikke drømme om fremtiden. Hvis du ved, at du ikke kan noget, så drømmer du ikke.”

Studievejleder vol. 2
Med farens ord i mente begyndte der alligevel at udvikle sig et par drømme i Shagoftas hoved. Men det blev personlige drømme, for studievejlederen skulle have endnu et besøg. Nu var tonen anderledes.

”Det bliver svært for mig at komme på universitetet. Det kan godt være, at jeg skal vælge noget andet. Måske tager jeg 10. klasse, og så må jeg se, om jeg kan. Ellers finder jeg et arbejde,” fortalte hun. 

”Jeg kan godt se, at du er blevet mere realistisk med hensyn til uddannelse. Du har ikke evnerne til en universitetsuddannelse,” nikkede studievejlederen.

Og så forlod Shagofta studievejlederen med et smil, selvom hun netop havde nedgjort sig selv. Hun havde nemlig fundet ud af, at hun blev stresset, når hun fik at vide, at hun ikke kunne noget. Hun lærte, at det var bedre at holde det for sig selv og tænke: hvis jeg kan, så kan jeg, hvis jeg ikke kan, så kan jeg ikke. For så fik hun i det mindste ikke stress udefra.

Er der stadig krig, far?
11 år efter flugten tog Shagofta og familien tilbage til Afghanistan på besøg. Til Shagoftas store overraskelse var landet kun blevet mere ødelagt. Hun blev mødt af jord og væltede huse, og genopbyggelse var der ikke meget af. Det var et chok for hende.

”Da vi kom ud af lufthavnen, kunne jeg se, at folk kastede ting efter hinanden, og der stod politi. Jeg vendte mig om og spurgte min far, om der stadig var krig. Han grinede. Nej, det der er bare nogen, der skændes, sagde han. Men mit første indtryk var, at det måtte være krigen.”

Det lille skænderi var dog ikke det værste indtryk. Det var en episode i bilen på vej fra lufthavnen, hvor nogle store amerikanere holdt et gevær mod dem. Det var dem, der bestemte nu, og hvis de følte sig truet, måtte de slå ihjel.IShagoftas hoved betød et gevær død. Tårerne begynder langsomt at fugteShagoftas kinder ved minderne om besøget. Det har sat dybe spor i hende.  Tårerne bliver langsomt opløst.

”Hvis vi var blevet i Afghanistan, så havde jeg været ligesom min kusine, som er lige så gammel som mig. Jeg var blevet gift, havde fået børn og været hjemmegående husmor uden skyggen af uddannelse.”

Selvom Shagofta både er gift og har en søn på fire år nu, så er hun ikke hjemmegående, og hun giver det danske uddannelsessystem en del af æren. 

”Uden SU og opbakning havde jeg måske været i fred her i Danmark, men jeg havde stensikkert gået derhjemme,” fastslår hun. 

 Den første kvinde
På trods af studievejlederens ord klarede Shagofta sig gennem både folkeskole, 10. klasse og gymnasiet for så endelig at starte på universitetet. 

”Det var målet,” storsmiler Shagofta. 

Hun har nemlig gjort noget, som ingen kvinder i hendes familie har gjort; taget en uddannelse.

”De skridt, som jeres kvinder har taget for 200 år siden, dem har jeg taget for min familie nu. Jeg er den første kvinde i min familie overhovedet til at tage en uddannelse, og det føles godt. Det er jeg da stolt af.”

Shagofta påpeger selv, at en kvinde ikke kan ændre på det hele i Afghanistan, for der er det domineret af mænd. Men her kan man ændre noget. Her kan en kvinde ændre en hel masse for familien.

I mål
Smilet er ekstra stort, når Shagofta fortæller om den afsluttende eksamen på kandidaten i biomedicin. Et 12-tal. Det havde hun ikke selv regnet med, men hun er meget stolt over at være kommet så langt. Det er bare også mærkeligt nu, hvor hun bare går derhjemme. Timerne føles uendeligt lange om eftermiddagen, og hun har svært ved at forestille sig, at hun bliver ved med at være hjemmegående.

”Jeg vil helt sikkert ikke kunne klare at sidde hjemme. Planen var egentlig, at jeg skulle slappe lidt af efter specialet, men det kan jeg ikke,” understreger hun.

Det er længe siden, at hun kom til Danmark og lærte at tale dansk, og længe siden, at hun sad i hjemmet og kiggede nysgerrigt på Peter fra universitetet. 

”Og det sjove er, at jeg arbejder med Peter nu,” smiler Shagofta og fortæller, at det var ham, der oprettede den gruppe, som hunhar lavet speciale i. 

Hun kan ikke lade være med at sende en tanke til studievejlederen i ny og næ. Tænk, hvis hun bare havde lyttet på ham, tænker hun. Så havde hun måske blot haft et ufaglært arbejde. Eller måske endda være blevet hjemmegående. 

”For 17 år siden havde det været helt normalt at gå hjemme, i dag er det helt utænkeligt. Timerne føles alt for lange. Jeg vil ikke bare være hjemmegående,” pointerer hun med et smil.

For hvad der i 2001 var et mål, er i dag blevet til ”bare”.  Shagofta er blevet en af de dygtige danskere, der går på universitetet.