Skip to main content
RUST
Karrierevejledning

7 gode råd: Sådan finder og lander du en spændende praktik

Karrierevejledningens blog: Vil du gerne i praktik til efteråret? Så er denne klumme skrevet til dig. Her giver jeg nemlig mine 7 bedste råd til at lande en fed praktikplads!

Af Fleur Bernburg, Karrierevejleder, , 25-04-2022

Inden vi kan gå videre, skal vi lige have begreberne på plads: På mange uddannelser hedder det ikke praktik, men derimod projektorienteret forløb eller virksomhedsprojekt. Ude i virksomhederne kender de dog kun til betegnelsen ”praktik”, så det er også den, du skal bruge, når du henvender dig til dem – og den betegnelse, jeg vil bruge her.

I min sidste klumme ”Hvorfor skal du tage i praktik? Fordi det øger dine chancer for at komme hurtigt i job” fremsatte jeg seks argumenter for, hvorfor og hvordan praktik gavner dig. I denne klumme kommer jeg med mine syv bedste råd til, hvordan du så finder en spændende praktikplads:

  1. Find ud af, hvad du vil med din praktik.
  2. Brug dit netværk.
  3. Få et overblik over opslåede praktikstillinger.
  4. Kortlæg interessante virksomheder og søg uopfordret.
  5. Tag på karrieremesser og til andre netværksarrangementer.
  6. Find inspiration og få hjælp til dit ansøgningsmateriale.
  7. Send hellere 10 skræddersyede ansøgninger end 100 standardansøgninger.

I det følgende folder jeg hvert af de syv råd ud.

#1 Find ud af, hvad du vil med din praktik

Mit første tip til dig er, at du skal bruge noget krudt på at finde ud af, hvad du gerne vil have ud af din praktik. Herunder har jeg oplistet nogle eksempler på, hvad man kan sætte som mål for sin praktik.

Læring og udvikling

  • Afklaring på, om en branche / virksomhed er noget for mig
  • Kompetenceudvikling og erfaring inden for [indsæt område]

    Netværk

  • En fod inden for [indsæt specifik virksomhed]
  • Netværk i [indsæt branche]

Konkrete outputs

  • Noget der pynter på CV’et
  • Et studiejob
  • Et specialesamarbejde
  • Et fuldtidsjob

Hiv et papir op af skuffen og gå i gang med at brainstorme på, hvad du vil have ud af din praktik. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at du kan opnå lige det, du drømmer om. Men jo mere gennemtænkt og klart dit formål er fra start, desto nemmere bliver den videre proces.

#2 Brug dit netværk

Hvem i din omgangskreds kender til dine karrieredrømme? Og hvor mange ved, at du lige nu står og leder efter en praktikplads?

Vores venner, familie, studiekammerater og hvem vi ellers lige har i vores netværk, kan ofte hjælpe os mere, end vi lige tror: Din onkel på 55 arbejder måske ikke selv inden for det felt, du søger praktik i – men måske gør hans venner, som han spiller fodbold med, eller måske har han gennem sit arbejde med X kontakter til folk, der arbejder inden for Y, som er lige det, du gerne vil i praktik inden for.

Så husk at fortælle, at du søger en praktik, når du snakker med folk i dit netværk – og fortæl dem gerne lidt om hvilken branche og hvilke arbejdsopgaver, du er interesseret i. Du kan også spørge dem direkte, om de har nogen i deres netværk, der kan hjælpe dig på vej.

Jo mere de ved om, hvad du gerne vil, og des mere klart du udtrykker, at du gerne vil have deres hjælp, desto nemmere er det for dem at sætte dig i forbindelse med relevante personer og virksomheder.

Gå med både livrem og seler: Søg både uopfordret og opslåede praktikstillinger

Når det kommer til praktik, så giver det rigtigt god mening at kombinere søgning af opslåede praktikstillinger med dét at søge uopfordret. Bare så alle lige er med:

  • Du finder opslåede praktikstillinger i jobbanker og andre steder, hvor der også bliver slået jobs op – det kan fx være på LinkedIn eller andre sociale medier.
  • Når du søger uopfordret, sender du ansøgninger til virksomheder, som ikke har nogen praktikopslag oppe nogle steder.

I de følgende to afsnit dykker jeg ned i både opslåede stillinger og dét at søge uopfordret.

#3 Få et overblik over opslåede praktikstillinger

Både offentlige og private virksomheder slår praktikpladser op på diverse jobbanker og/eller på LinkedIn. De fleste virksomheder lægger deres praktikopslag ind på jobbankerne 8-2 måneder før praktikkens opstart, så det giver rigtigt god mening at holde øje med jobbankerne løbende.

Start din søgning på SDU’s jobbank, da den er særligt målrettet studerende og nyuddannede fra SDU. Tag også et kig rundt på nogle af de andre platforme som fx Studerende Online og Jobnet. Hvis du har en LinkedIn-profil, så hop også lige forbi deres jobbank.

Gem og gå videre med de interessante praktikopslag – og opret jobagenter på de platforme, du finder relevante. En jobagent er en funktion på de fleste jobbanker, hvor du kan bede om at få en notifikation på mail, når en stilling, der matcher dine søgekriterier, bliver lagt op.

#4 Kortlæg interessante virksomheder og søg uopfordret

Uanset om du har fundet 0 eller 10 spændende opslag, vil jeg anbefale, at du også bruger noget tid på lidt grundlæggende research på relevante brancher og kortlægning af interessante virksomheder. På den måde får du en bedre forståelse for, hvilke muligheder der ligger og lurer derude – og måske finder du nogle spændende virksomheder, du kan sende en uopfordret ansøgning til.

Helt konkret kan du følge disse tre steps:

  1. Start din kortlægning med en brainstorm over, hvilke typer af virksomheder og offentlige institutioner, du synes er spændende.
  2. Brug Google og andre lettilgængelige værktøjer til at udvide din søgning og finde inspiration. Kan du finde flere virksomheder og institutioner, som arbejder inden for det felt, du finder interessant?
  3. Fortsæt din research på én eller flere virksomhedsdatabaser.

I virksomhedsdatabasen Orbis, som du som studerende har gratis adgang til, kan du fx søge virksomheder frem ud fra branchekoder, geografisk placering, antal ansatte, årsomsætning og mange andre kriterier. På den måde kan du bruge virksomhedsdatabaser til at kortlægge alle virksomheder, som er interessante for dig – også dem, som ikke umiddelbart popper op i en Googlesøgning. Vær opmærksom på, at det kun er private virksomheder, du kan finde i virksomhedsdatabaserne.

bibliotekets hjemmeside kan du finde nogle fine videoguides til, hvordan du bruger Orbis og andre virksomhedsdatabaser til at fremsøge relevante virksomheder.

At finde søge uopfordret bliver særligt relevant, hvis du ikke kan finde nogle spændende opslåede praktikstillinger og derfor har brug for at udvide din søgestrategi.

#5 Tag på karrieremesser og til andre netværksarrangementer

I løbet af året er der masser af muligheder for at møde lokale virksomheder til forskellige karrieremesser og netværksarrangementer.

De virksomheder, som kommer til denne type arrangementer, søger målrettet efter at komme til at samarbejde med studerende og dimittender – ofte har de konkrete job- eller praktikopslag med.

Du kan få rigtigt meget ud af de her arrangementer, hvis du går til dem med et åbent sind og laver lidt forberedelse:

  1. Kig på hvilke virksomheder, der kommer til messen eller netværksarrangementet, og udvælg 1-5 virksomheder, du synes lyder spændende. Læs op på dem og de job- og praktikopslag, de har med. Forbered nogle spørgsmål omkring, hvad du godt kunne tænke dig at vide om virksomheden eller opslaget – gerne noget du ikke kan google dig til.
  2. Tænk over, hvad du vil sige, hvis de spørger ind til dig og dine karrieredrømme. Genbesøg din brainstorm over formålet med din praktik og øv din ”pitch” om dig selv ved at sige den højt, så du bliver helt komfortabel med den.
  3. På dagen: Sørg for at snakke med de virksomheder, du har udvalgt. Fokusér på at få en masse viden med hjem, som du kan bruge til at skrive og sende dem en god og målrettet ansøgning på baggrund af.

Se kommende karrieremesser og netværksarrangementer på Karrierevejledningens arrangementsside og på SDU’s jobbank. Hvis du ikke har været til denne type arrangement før, kan du se vores videoguide om at gå til messe for flere gode råd.

#6 Find inspiration og få hjælp til dit din ansøgning og dit CV

Er det første gang, du skal søge job eller praktik på baggrund af din akademiske uddannelse, så brug lidt tid på at finde inspiration til, hvordan du kan skrive og sætte dit ansøgningsmateriale op.

Indhold: I Karrierevejledningen har vi lavet nogle videoguides om både ansøgning og CV, som hver varer ca. 10 minutter, og som giver dig er rigtigt godt overblik over, hvad du skal komme ind på i dit ansøgningsmateriale.

Layout: Ligesom tøjmoden skifter, så skifter forventningen til udseendet på ansøgninger og CV’er også med tiden. Hertil kan der være forskel på forventningerne til layoutet alt efter, hvilken branche man søger inden for. Fx skal du forvente at opsætte noget væsentligt mere kreativt materiale, hvis du søger inden for kommunikationsbranchen, end hvis du søger inden for sundhedssektoren.

Brug derfor gerne noget tid på at finde inspiration til, hvordan du kan sætte dit indhold spændende op. To gode steder at starte er Word og Canva:

  • Word har nogle forskellige CV-skabeloner, som du kan få frem, hvis du trykker Filer à Ny à Cv’er og følgebreve.
  • https://www.canva.com/da_dk/skabe/cv/, som er en gratis online grafisk designplatform, kan du finde hundredvis af kreative ansøgning- og CV-layouts.

#7 Send hellere 10 skræddersyede ansøgninger end 100 standardansøgninger.

Det kan være fristende at udforme en standard ansøgning og et standard CV, og så bare sende det afsted til 100 virksomheder og håbe, at der er én, der bider på. Altså chancen for, at bare én af dem kan bruge noget gratis arbejdskraft i et semester må da være rimelig god, ikke?

Her er svaret desværre nej. Standardansøgninger bliver ofte smidt direkte i den digitale skraldespand. For hvem har lyst til at have en praktikant, der ”bare gerne vil have en eller anden praktik”? De vil meget hellere investere deres tid i en praktikant, der har sat sig ind i, hvem de er, og som udtrykker oprigtig motivation og interesse for lige netop dem.

Udover at det er ineffektivt at sende standardansøgninger afsted, ser vi også ofte, at selvtilliden tager et gevaldigt dyk, hvis en studerende har sendt 100 ansøgninger afsted uden at få et eneste positivt svar tilbage. Av. Og så kan man ende i en ond spiral – for når selvtilliden skranter, kan det være svært at finde modet til at søge videre.

Så drop masseforsendelserne! Brug i stedet tiden på at:

  • Aktivere dit netværk.
  • Finde gode praktikopslag.
  • Kortlægge steder, du kan søge uopfordret hos.
  • Lære de interessante virksomheder bedre at kende – fx til karrieremesser.

Og send så nogle gode, skræddersyede ansøgninger afsted!

Har du brug for flere gode råd eller sparring?

I Karrierevejledningen vil vi meget gerne hjælpe dig med at finde og søge nogle fede praktikpladser.

Derfor holder vi løbende både online og fysiske karrierearrangementer, hvor du kan lære både at finde og søge praktikpladser. I løbet af maj og juni har vi masser relevante arrangementer, herunder ”Sådan finder du en praktik” og ”Sådan skriver du en god ansøgning og et godt CV”.

Du kan også altid booke en karrierevejledning, hvor vi kan zoome helt ind på lige netop din situation. 
Redaktionen afsluttet: 25.04.2022