Skip to main content
RUST

Hold på SDU Fitness: HIIT

Lunges, Burpees og dødløft. Lyder det som noget for dig? Så kunne det være, du skulle melde dig til et af de kommende HIIT-holdtræninger hos SDU Fitness. Her får du mulighed for at få brugt og trænet alle dine muskler, også dem du ikke vidste, du havde.

Af Frederikke Malling, , 21-10-2019

RUST er i fuld gang med at afprøve de forskellige hold på SDU Fitness for dig. Sidste torsdag blev fitnessholdet HIIT afprøvet. 

Torsdag klokken 14.15 gik vi i gang. Vi var seks personer, som var klar til at give den fuld gas den næste times tid. Holdet bestod både gengangere og nye, men der var plads til os alle, både dem som havde brug for ekstra udfordringer og dem, som skulle starte blødt ud.

Sådan forløb timen

Vi startede med en opvarmning, hvor vi fik varmet hele kroppen op, så den var klar til at træne hårdere og mere intenst resten af timen. Opvarmningen bestod af noget basal styrketræning, bl.a. planke, mavebøjning og kasten med vægtbold. 

Herefter var vi alle blevet lidt svedigere, og vores kinder var allerede godt røde. Så var vi klar til at komme rigtigt i gang med træningen.
Resten af timen var der da heller ikke lagt op til afslapning og hygge. Timen bød nemlig på en masse forskellige øvelser, hvor vi fik pulsen op og presset vores muskler til det yderste. 

Vi skulle bl.a. lave nogle forskellige styrkeøvelser i atten minutter. De atten minutter var inddelt i sekvenser af tre minutter, og i disse sekvenser skulle vi gentage tre forskellige øvelser, jo hurtigere vi var færdige inden for de tre minutter, jo længere pause fik vi, indtil de tre minutter var overstået.
Når de tre minutter var gået, startede vi igen forfra. Sådan fortsatte det i atten minutter, alt imens ryggen blev svedigere og kroppen mere udmattet.
Øvelserne bestod denne gang af dødløft, vægtløft og squats kombineret med at kaste med en vægtbold. I denne øvelse fik man også mulighed for fx at tage en tungere vægt, lave flere gentagelser osv. Der var altså rig mulighed for at presse sig selv og udfordre sin krop. 

Da timen var ved at være forbi, og der kun var få minutter tilbage, sluttede vi af med fem minutters burpees. Her kunne man også udfordre sig selv og se, hvor mange man kunne nå at tage på de fem minutter.
Timen sluttede derfor i højt niveau, så vi alle var sikre på at være godt svedige, når timen var afsluttet.


En anbefaling herfra

HIIT er for dig, som elsker at presse og udfordre dig selv, imens du udvikler dig. Hvis du er vant til at styrketræne i fitness for dig selv eller sammen med en kammerat, så vil jeg klart anbefale at tage kammeraten under armen og prøve en time med HIIT. Her har du mulighed for at blive presset og mærke den fede holdfølelse, mens du løfter tungt. 

Man kan sagtens starte blødt op med lettere vægte, få gentagelser, og så kan man derfra udvikle sig med tungere vægte og flere gentagelser. På den måde kan man hurtigt se, at man bliver stærkere og bedre.
HIIT er altså både velegnet til nybegyndere og dem, som har trænet i flere år, netop fordi man selv kan styre, hvor hård ens træning skal være, og hvor mange kilo og gentagelser, man kan klare. 
Derfor skal man som nybegynder også huske at starte blødt ud, så man ikke presser sin krop for meget fra starten. Der er også gode muligheder for at få vist øvelserne, få vejledning og komme godt i gang med styrketræningen. Der er derfor ingen undskyldning for ikke at prøve det af.

Efter at have deltaget på holdet HIIT er du garanteret ømme muskler dagene efter. Du er ikke i tvivl om, at du har rørt dig, og at dine muskler er blevet brugt godt og grundigt. Så hvis du er klar til en intens, svedig og fed holdtime, så meld dig til HIIT. 

HIIT ligger både mandag, onsdag, torsdag, fredag og lørdag, så der er rig mulighed for at finde en dag og et tidspunkt, der passer dig.
Ellers god fornøjelse, og husk vandflasken!

Redaktionen afsluttet: 21.10.2019