Skip to main content
Studieliv

Et studieår - samtaler under corona: Hvorfor Johan var forberedt

Gennem samtaler med fem forskellige studerende ved SDU og efterfølgende samtaler med hinanden, dykker vi ned i de personlige oplevelser, der har udfoldet sig i kraft af coronaens indtog i vores (studie-)liv. Forud for hvert afsnit har vi mødt en ny studerende. Deres personlige fortælling bliver omdrejningspunktet i en efterreflekterende samtale mellem os to og det er dem, I får lov at læse med i. Med serien Et studieår – samtaler under corona ønsker vi at byde velkommen i et åbent og imødekommende rum i en tid, hvor vi ikke ser meget til hinanden.

Af Signe Nordestgaard Østergaard & Silje Abildgaard Hauptmann, , 29-05-2021

Vores navne er Signe og Silje. Vi er henholdsvis 26 og 28 år og er ved at afslutte vores kandidat i kultur og formidling på SDU.  Artikelserien, som I kan følge her de næste uger, er del af vores speciale. Hvis I føler jer skræmte af endnu engang at skulle læse om corona, så kan vi godt forstå det, men vi håber, at I vil give os en chance for at give jer en måske lidt mere personlig tilgang til det. Måske du kan genkende dig selv i nogle af de kommende fortællinger. 

Som det blev klart i sidste afsnit, har både vi og Anna været meget påvirkede af corona-restriktionerne. Man har skulle indstille sig på, at ens omgangskreds pludselig indsnævredes, og mens det for Anna betyder, at hun må tage en grænseoverskridende beslutning og rykke teltpælene op, betyder det for os, at vi skal prise os lykkelige for at have hinanden i en tid, hvor studier spredes for alle vinde fra universitetet og hjem i enkelte lejligheder.

Denne gang mødes vi med Johan, der ligesom Anna er en fælles ven og kollega. Han er 25 år, er i gang med sit speciale og dermed sit sidste semester på kandidaten og så bor han i Odense sammen med sin kæreste. Det umiddelbare indtryk man får, når man først møder Johan, er, at han er et utrolig roligt menneske med et let sind, som ikke så nemt lader sig gå på af det, der i hverdagen kan trykke lidt hos nogle af os andre. Faktisk virker han ofte som et menneske, der er stik modsat os selv, fordi vi begge lader os påvirke i både positiv og negativ forstand af, hvad end en dag nu måtte bringe. Men, som det også vil vise sig, kan man selvfølgelig ikke måle mennesker på den måde. 

Selvom vi umiddelbart, særligt efter sidste gang, har svært ved at forestille os, at alle studerende ikke deler vores noget beklagelige indstilling til det seneste års studietid, ved vi, at der må findes flere nuancer af omstændighederne og under samtalen med Johan, får vi øjnene op for lidt flere af dem. For som vi snakkede om sidst, kom corona-restriktionerne måske snigende, men konsekvenserne af dem slog hårdt og hev gulvtæppet væk under fødderne på os. Det er måske i kraft af Johans besindige gemyt, at vi ikke forestiller os, at vi vil blive medrevet af hans fortælling, som vi blev det under sidste samtale med Anna. Men som det så ofte viser sig, kender man sjældent hele historien og for nogen, har det ikke været den samme overvældende omvæltning og omlægning af studiehverdagen, som det har været for os andre. For nogen har studielivet fungeret ganske tæt på normalt i et år, hvor ellers intet andet er det. Og sådan har det været for Johan. 

”Jeg har jo været forberedt på det, kan man sige. Så det har været en glidende overgang for mig. Hvorimod det måske ikke har været sådan for andre” 

Signe: Hvad, der virkelig slog mig ved Johans fortælling, var, at han beskrev sig selv som “forberedt” på corona. Det har jeg ikke hørt andre sige før, uanset om de har været påvirkede af omstændighederne eller ej.  

Silje: Det blev jeg også ret overrasket over. Og det var ikke det eneste, for der var faktisk mange ting ved Johans fortælling, som jeg måske ikke var forberedt på eller som i hvert fald har siddet lidt i mig siden. For selvom det kan lyde lidt som om, at han er heldig, når han siger, at han har været forberedt på det, så viser det sig jo faktisk, at hans studieoplevelse allerede i lang tid inden, corona kom til landet, i ret stort omfang var udfordret på det sociale – for at sige det mildt. 

De første semestre på Johans bachelor går lige efter bogen og lever op til de forventninger, som Johan og mange andre sikkert også har, når man begynder på en universitetsuddannelse. De startede som et stort hold på cirka 120 studerende, der var masser af sociale aktiviteter og arrangementer i introugen, og tutorerne var efter Johans opfattelse gode. Men de sociale relationer, han havde opbygget, forsvandt hurtigt, da mange begyndte at droppe ud – primært fordi studiet ikke har været første valg for mange af de studerende. Særligt det sidste år på bacheloren var udfordrende, det sociale var så godt som forsvundet og det meget begrænsede fællesskab, der var tilbage, tog Johan del i, men det var mere af pligt end af lyst. 

“Så har man selv skulle opsøge det, men der har ikke rigtigt være nogen at skulle opsøge det sammen med. Så det har været meget – altså det er gået ud over det faglige, synes jeg, for mig i hvert fald – at jeg nu sidder alene og ikke rigtigt har nogen at snakke med om det” 

Efterfølgende har Johan haft en oplevelse af, at det var op til de studerende alene at etablere et socialt og fagligt fællesskab, hvilket lyder som en svær opgave at påtage sig, når ens medstuderende falder fra i så store mængder, at de i dag kun er 10-15 studerende tilbage, som møder op til undervisning. Johan har altså studeret længe uden videre fagligt eller socialt fællesskab på studiet og fik på den måde ikke slået benene væk under sig af restriktionerne.  

”Der har jeg været lidt, altså ikke heldig, men jeg har været forberedt lidt på det”  

Og det er virkelig ikke heldigt. For afsavnet viser sig at være det samme, om manglen på fællesskab og oplevelsen af at være alene har eksisteret før eller er kommet med corona, for han står med samme udfordringer ved studiet, som vi selv oplever og som vi hørte, at Anna også gjorde det.  

”Motivationen er bare faldet. Så der har været noget mistrivsel af en eller anden art. Men... Det har jo så også bare været over sådan en lang periode, så jeg har jo vænnet mig til det. Og har drejet det sådan, så jeg kunne finde ud af det – have en hverdag med det” 

Det, der i virkeligheden gør ondt på Johan, er ikke den pludselige omvæltning men snarere tingenes normale tilstand. Johan oplever på en måde at være blevet svigtet af fakultetet eller selve institutionen, fordi han og andre i så høj grad er blevet overladt til dem selv. Hvor det bliver op til de studerende i mellem at sørge for motivationen – og når de studerende falder fra, hvem har man så andre end sig selv? Måske det er mere vigtigt, end hvad mange tror, at underviserne ikke bare skal være dygtige til deres fag, men også have, måske bare en smule, interesse i at være dygtige formidlere?  

”Der var jo rigtig mange informationer det første halve år. Men jeg føler også, derefter så er vi bare blevet efterladt. Altså til os selv. […] Der har ikke været noget som helst. De ved ikke, hvordan man underviser rigtigt. Hvordan man motiverer folk. Altså det har bare været tavleundervisning” 

Ikke bare har undervisningen på størstedelen af kurserne været dårligere og mere ensomme, end hvad Johan havde håbet på, også efter coronaens indtog og omlægning af undervisningsformer er kvaliteten dalet endnu mere. Johan fortæller, at han har stor forståelse for, at underviserne selvfølgelig også er ramt af de her begrænsninger og pludseligt sidder i en situation, hvor mange af deres undervisningserfaringer er sat ud af spil, og de også skal forsøge at indpasse sig til det virtuelle rum. Alligevel har han savnet et større engagement fra flere af sine undervisere, for det er ikke alle, der har gjort lige meget.  

“Der var jo så en semesterplan, og den blev slet ikke fulgt. Alt blev udskudt. Så man fik ikke læst det, man skulle til hver uge, eller man fik ikke lavet de opgaver, man skulle lave, fordi der var ikke noget materiale”

Signe: Jeg tænker, at vi er mange, der har siddet med en følelse af, at onlineundervisningen ikke har fungeret for os. Jeg kan huske, hvordan det føltes umuligt at holde motivationen kørerende både under undervisningen men også i forhold til overhovedet at tage sig sammen til at tænde computeren og deltage i den. Og vi har jo haft undervisere, som virkelig har forsøgt at gøre, hvad de kunne med den her nye og fremmede form – så den oplevelse, Johan fortæller om her, den kan jeg slet ikke forestille mig.  

Silje: Nej det må virkelig påvirke motivationen i stor grad. Hvis man som studerende sidder og kigger på et tomt BlackBoard, så må det også være svært at finde engagementet til selv at opsøge viden, og det bliver jo helt umuligt at strukturere sin studiedag, når man ikke har noget af det materiale, man skal bruge. Hvad skal man så læse? Jeg ved, at vi to ville have stresset rigtig meget i sådan en situation, men jeg tror faktisk også, at den stress ville have vist sig som en handlingslammelse, hvor vi, ligesom Johan, ville ende med ikke at få lavet noget.  

“Jeg kan godt lide at være struktureret omkring nogle ting, og når der ikke rigtigt er noget på den måde at vågne op til, eller altså at skulle stå op til, så flyder det hele bare. Det har nok været den største sådan what the fuck-effekt.  Altså hvis man overhovedet kan bruge det ord. Men altså… Sådan har jeg det virkelig også, at hvad skal man gøre?” 

Johan har altså nogle af de samme oplevelser under corona, som vi selv og mange andre har – mangel på struktur i hverdagen, fordi det hele flyder sammen, dårlig onlineundervisning, mindre læringsudbytte, mistet motivation og så videre. Men som nævnt, er det faktisk ikke det, der har gjort indtryk på os ved hans fortælling, og det er ikke det, der har fyldt i den refleksive samtale, vi har haft. 

Silje: I løbet af den her samtale blev jeg virkelig – ja jeg ved ikke, om jeg vil sige forskrækket – men det slog mig på en eller anden måde, hvordan hele corona-situationen selvfølgelig rammer os alle sammen og den rammer os forskelligt, men samtidig hvordan den ligesom understreger nogle forhold, som faktisk er hverdag for nogen.  

Signe: Jeg havde virkelig heller ikke regnet med, at samtalen med Johan ville folde sig ud på den her måde. Det gik hurtigt op for mig, eller for os begge to tænker jeg, at der var nogle langt dybereliggende problemer, som ville blive omdrejningspunkt for samtalen, og det hev virkelig tæppet væk under mig.  

Silje: Ja lige præcis. Og jeg er virkelig begyndt at se, hvordan det at være social, som er noget, vi indtil videre alle savner, virkelig er et vidt begreb. Det dækker jo alt fra det behov, jeg synes, jeg mangler at få opfyldt nu – bare det at være i nærheden af andre mennesker, indgå i rutiner med andre og det med, at de andre mennesker skal være ens venner – til at være en generel og faktisk temmelig alvorlig problemstilling på Johans studie og sikkert også på andre universitetsuddannelser. 

Signe: Og det bliver jo tydeligvis i Johans tilfælde overskyggende for corona-oplevelsen i sig selv, og det har personligt for mig sat tingene meget i perspektiv. Det må virkelig pege på, som du siger, nogle langt større problemstillinger end dem, der er kommet under og kommer i kølvandet på corona. Der bliver jo uden tvivl et slags oprydningsarbejde, når alt det her forhåbentlig snart slipper sit tag på hverdagen, og man kan jo kun håbe, at universitetet på en eller anden måde ser de her problemstillinger og ser, at de faktisk kan stikke langt dybere end corona. 

Silje: Ja, og at der bliver taget et eller andet ansvar fra institutionens side måske... 

Andet afsnit her handlede ganske vist ikke i lige så høj grad om corona, som vi måske havde lovet. Til gengæld havde vi en oplevelse af, at den får corona-relaterede erfaringer til at pege på andre forhold af studielivet, som ikke får så meget opmærksomhed, som de måske burde.  For os er det faktisk en vigtig pointe, at det ikke kun er nu under corona, at man som universitetsstuderende kan opleve at mistrives. Og noget af det corona-perspektivet kan er at belyse nogle problemstillinger, som allerede eksisterer.  

Redaktionen afsluttet: 29.05.2021