Et studieår - samtaler under corona: Hvorfor Christoffer holder afstand til studiet

Vores navne er Signe og Silje. Vi er henholdsvis 26 og 28 år og er ved at afslutte vores kandidat i kultur og formidling på SDU. Artikelserien, som I kan følge her de næste uger, er del af vores speciale. Hvis I føler jer skræmte af endnu engang at skulle læse om corona, så kan vi godt forstå det, men vi håber, at I vil give os en chance for at give jer en måske lidt mere personlig tilgang til det. Måske du kan genkende dig selv i nogle af de kommende fortællinger. 

Vi er nu nået til den sidste samtale i serien om studerendes oplevelser under corona. Indtil nu har I kun mødt kandidatstuderende – og vi skal ikke lægge skjul på, at det ikke var drømmescenariet. Heldigvis kender vi Christoffer på 28, som er en af dem i vores netværk, der heldigvis gerne ville hjælpe. Han startede på sin bachelor i september og er dermed ved at afslutte andet semester og giver os altså mulighed for at belyse nogle flere nuancer af det corona-ramte studieliv. Han bor desuden i en etværelseslejlighed i Odense, og så har han lige fået et studiejob. Selvom han kun er ved at afslutte første studieår, er universitetslivet ikke helt fremmed for ham. Han har nemlig tidligere været i gang med en anden bacheloruddannelse på SDU.  

Noget, der gennem hver samtale bliver tydeligere for os, er, hvordan man i spørgsmålet om coronaens rækkevidde ikke bare kan kigge på de enkelte aspekter af livet isoleret fra hinanden. Men også hvordan livet som universitetsstuderende under corona faktisk siger en hel del om livet som universitetsstuderende generelt – i hvert fald gennem de samtaler, vi har været del af.  

Sådan forholder det sig også med Christoffers fortælling. Han beskriver sig selv som et nysgerrigt menneske, som elsker at læse og at “nørde ting”. Han kan godt lide at studere og går med tanker om måske selv en dag at undervise i for eksempel en universitetssammenhæng. Hans igangværende studietid har aldrig været ”normal” – og med normal mener vi i det her tilfælde fri fra corona – tværtimod har den fra begyndelsen været omfattet af restriktioner, der, kun som månederne er gået, er blevet mere omfattende. Derfor er det heller ikke underligt, at vores samtale, selvom den begynder i det generelle, helt af sig selv kommer til at dreje sig om tilværelsens tilpasning til en besynderlig og besværlig corona-verden.  

Og ”tilpasning” skal vise sig et ganske vigtigt udtryk for Christoffers historie. Han fortæller os om mange af de samme frustrationer, som vi kender det fra de andres oplevelser – og fra vores egen. For eksempel savner han at kunne tage ud på universitetet, sidde til forelæsning, bruge pauserne, at kunne dele sine studiemæssige erfaringer med ligesindede og skabe (faglige) relationer gennem studiet – relationer som for de uprøvede ikke er lige lette at skabe online.  

”Det er umuligt, når det er sådan noget virtuelt noget, du ved, selvom jeg selvfølgelig forsøger, og jeg har en studiegruppe, og vi har sådan en fælleschat og sådanne ting, men man lærer bare ikke rigtigt hinanden at kende ved at have sådan nogle Zoom-møder et par gange om ugen i en time vel” 

Christoffer beskriver det selv som en vigtig fysikalitet. Og den mangler lige nu – både fagligt og socialt – og som Christoffer oplever det, er det ikke uden tab, som han for eksempel beskriver det i forbindelse med onlineundervisningen.  

”Jeg tror, den der fysikalitet og det med at være til stede også på et eller andet punkt – altså uden at være ekspert i det – men må påvirke indlæringen på et eller andet punkt […]. Jeg synes, værdien af at komme til uni er netop den der fysikalitet – du har nogen at snakke med om det. Så kan man gå ud og tage en smøg bagefter eller en kop kaffe eller et eller andet, og da den forsvandt, så er det lige ved, at jeg vil sige, at et podcast gør det lige så godt” 

Silje: Vi har jo i virkeligheden haft adgang til al mulig viden gennem podcast eller YouTube-videoer og den slags, i jeg ved ikke hvor lang tid, men selvom kvaliteten af det selvfølgelig med tiden er blevet bedre og bedre, så har det måske ikke altid været et bedre alternativ til en fysisk forelæsning på universitetet. Men måske er det faktisk et bedre alternativ end meget af den onlineundervisning, studerende har deltaget i det sidste års tid i hvert fald for Christoffer, men det synes jeg egentlig også giver ret god mening i forhold til, hvilket rum eller “medie” formidlingen faktisk er tiltænkt. 

Signe: Ja, det kræver jo faktisk nogle kompetencer at udarbejde en vidensformidling til et specifikt medie, og der er mange ting ved onlineundervisningen, som på en eller anden måde kommer til at stå i vejen for læringsudbyttet. Selvom vi, som vi har snakket om før, har været så heldige, at vi ikke har haft særlig meget onlineundervisning og vores undervisere har gjort deres bedste, så har vi jo også oplevet alle de her forstyrrende elementer, som for eksempel når teknologien driller. Det peger jo også på, at det ikke er noget, som underviserne har kunne været forberedte på, som Christoffer jo også selv var inde på. 

”Jeg kan heller ikke rigtigt klandre de der undervisere, fordi det kræver sgu også noget særligt at kunne lave noget virtuelt, der fungerer, altså det kræver sgu et skillset, der er fuldstændig anderledes” 

Og det er vel virkelig vigtigt at tænke på, hvordan det ikke bare er os studerende, der er blevet taget med bukserne nede. Underviserne står, som vi også i nogle af de andre samtaler har snakket om, overfor en stor omvæltning, og mange af dem skal undervise på en måde, som de aldrig har prøvet før. Men som det også har vist sig, for eksempel i samtalerne med Johan og med Cecilia, er der stor forskel på, hvordan man går til opgaven. Og måske har Christoffer været særlig heldig. Han har nemlig haft undervisere, som ikke bare har taget opgaven på sig og gjort sit bedste, men som samtidig har forsøgt at skabe en relation til de studerende ved at give dem et indblik i deres liv. 

”Et lille indblik, som gør så enormt meget. […] Vi har siddet og folk har vist bøger og ja det har faktisk været ret godt. Selvfølgelig også hårdt, men altså, det er fordi jeg synes altid, at man skal måle det i forhold til de vilkår, der har været” 

Christoffers fortælling indeholder også de velkendte frustrationer, han oplever i hverdagen, som når dagene smelter sammen, man mangler struktur og rutiner, motivationen daler og det bliver en “enormt svær ting at svinge sig selv op til at bare stå op sådan en helt random mandag, du ved, og så sidde der og være fucking guns blazing klar på sin computer”. Men det, der for os var særligt interessant, var måden han vælger at forholde sig til dem på.  

Christoffer kan nemlig sagtens sætte sig ind i det at ende i en ond cirkel, også som følge af den tilstand mange har befundet sig i under corona og som for os blandt andet består af rigtig dårlig samvittighed over ikke at kunne overskue studierne længere, over ikke at føle sig forberedt eller dygtig nok og måske endda at føle sig som nogle dårlige studerende.  

“[Jeg kan] totalt relatere. Jeg har stået i mange situationer, hvor man sådan, ja, får dårlig samvittighed over de her ting og man straffer jo ikke rigtigt andre end bare sig selv, du ved” 

Og måske netop fordi den eneste, man i virkeligheden straffer ved at slå sig selv i hovedet over alle de ting, man ikke magter, er en selv. Også under coronaens faste greb, hvor mange måske har følt sig magtesløse eller afmægtige, hvor man bare har været tilskuer til, at hverdagen ændrede sig markant, har Christoffer af nødvendighed valgt at forholde sig anderledes til det – at tage kontrollen tilbage på en måde.  

“Man har ikke rigtigt så skidemeget kontrol over de her ting vel, og jeg havde ikke så skidemeget kontrol over corona. […] Det, jeg bare kan have en lille smule ansvar for, er måske bare den indsats eller den måde, jeg forholder mig til det på, den måde jeg prøver at se på det. […] Jeg ved ikke om, det har været det klogeste, men jeg har engageret mig i alle mulige andre ting under corona, som jeg har fået virkelig meget ud af også! Så på en eller anden måde har jeg fået nedprioriteret studiet lidt, for jeg gad ikke ende i sådan en total apati overfor det, altså jeg blev ligesom nødt til på en eller anden måde at holde sådan en lille afstand til det. Det er fint nok – for mit eget helbred eller min egen mentale tilstand bliver jeg nødt til at fokusere på nogle andre ting” 

Signe: Når Christoffer fortæller om, hvordan han har håndteret studiet for netop at passe på sig selv, virker det jo totalt indlysende. Selvfølgelig skal man lave andet end studierelaterede aktiviteter, men det er bare ikke altid så åbenlyst og det virker ikke altid som en mulighed, fordi man måske bare ikke kan finde ud af at give sig selv lov eller finde ud af at have det okay med, at nu tager man altså lige ud med vennerne i stedet for at sidde og presse sig selv igennem en eller anden tekst og stadig have det ad helvede til. 

Silje: Præcis og det sidste år har det jo ikke engang været en mulighed, lige at mødes med vennerne over en øl eller kaffe, altså det har været virkelig svært at finde et alternativ, som ikke bare er “Netflix og dårlig samvittighed” ikke. Det hørte vi jo også både fra Cecilia og Helle altså, man føler sig jo tilgængelig hele tiden, så hvorfor skulle jeg ikke bruge tiden på at arbejde? Der lyder det sgu lidt som om, at Christoffer har knækket koden og måske bare været bedre til at aktivere sig selv på andre måder, end vi har – og rent faktisk få noget energi af det tror jeg.  

Signe: Ja det havde været godt for os, hvis vi kunne have haft samme tilgang til tingene, og det handler jo ikke bare om corona, men faktisk hele vores studietid. Men Christoffer har jo også nærmest øvet sig i det her, i og med at han nåede omkring fire semestre på sin første bacheloruddannelse og derefter har haft nogle år, hvor han ligesom er “vokset”, hvor han jo har fået en masse livserfaring, som han nu kan bruge, og det er på trods af sin stadig unge alder.  

Silje: Men det er pudsigt, hvordan han alligevel ikke betragter sig selv som en god studerende, for eksempel da han sagde, at han ikke var en stjernestuderende, fordi han føler sig demotiveret eller da han sagde, at han nok ikke er en god studerende at have, fordi han ikke “møder op” til alle forelæsningerne. Det er som om, at der er en forestilling om “den gode studerende”, som er så indgroet i vores måde at tænke om det på, at selv når man faktisk har fundet en god balancegang mellem at gøre det, man skal, og passe på sig selv – uden at det egentlig går ud over ens “faglige niveau” – så er man stadig ikke “god nok”. Altså det er da lidt paradoksalt, at man, for at kunne klare sig gennem sine studier, bliver nødt til at tage afstand fra dem og nedprioritere dem. At det bliver en nødvendighed, hvis man samtidig skal trives på det mentale plan. Hvorfor er det ikke mere normalt eller selvfølgeligt, at man ikke altid kan give 110 procent? 

Signe: Ja det er meget interessant på en eller anden måde, hvis ansvar det er at komme den forestilling til livs? At vi får italesat de her ting, som mange studerende, inklusiv os selv, forsøger at leve op til på trods af, at det er totalt urealistisk. For egentligt er det jo noget, vi alle sammen godt er klar over og vi kan sagtens bekræfte hinanden i det studerende imellem. Det var jo også det, som Johan og Helle fortalte os, at deres tutorer havde gjort et stort stykke arbejde i forhold til at give dem et virkelighedsnært billede af, hvordan man er studerende, da de startede. Den oplevelse havde vi jo også selv med vores tutorer, men det kan jo ikke være tutorernes ansvar alene.  

Silje: Nej, og hvad så, når introdagene er ovre og tutorerne også selv vender tilbage til deres vanlige studiegang? De er jo heller ikke repræsentanter for “universitetets” eller “samfundets” holdning eller forhold til det, det er måske nærmere den de, som vores medstuderende, forsøger at “advare” imod...  

Det var femte og sidste afsnit i serien "Et studieår – samtaler under corona". Det er selvfølgelig kun et lille udsnit af de oplevelser og følelser, som de medvirkende har, ligesom det kun er et lille udsnit af, hvordan man kan have det som universitetsstuderende under corona. Foruden at tegne et billede af nogle af de udfordringer, mange af os har oplevet siden nedlukningen i 2020, har vi en oplevelse af, at det også tegner et lille billede af nogle større forhold – om hvordan studielivet i det hele taget er indrettet i samfundet. 

Det, vi umiddelbart har savnet mest de sidste år, er struktur. Adskillelsen af hverdagens forskellige rum og adskillelsen af det følelsesliv, der er behæftet med dem. Vi savner en hverdag, hvor alting ikke smelter sammen, og som er lettere at navigere i. Det er slående, hvor stor en betydning universitetets fysiske rum har for vores velbefindende. På vores forståelse af os selv som studerende. Måske har vi alle været trætte af cykelturen derud på en propfyldt cykelsti, men vi tror alligevel, at det er de færreste, der ikke med glæde ville trampe løs i pedalerne nu. Det er svært at føle sig som del af et fællesskab – lad det være fagligt eller socialt – når man sidder hjemme i sin lejlighed og møder sine undervisere og sine medstuderende gennem de små firkanter på Zoom. Det er svært at holde gejsten oppe, når man føler sig alene, og det er ikke altid lige til at gøre noget godt for sig selv, hvis man ikke synes, man fortjener det – fordi man måske ikke har overskud til at gøre det, man tror, der forventes af en. 

Vi tror, at forestillingen om de høje forventninger – hvad end det er nogen, man har til sig selv, eller nogen andre har – spiller en afgørende rolle for, hvordan man takler studielivets udfordringer. Vi kender dem fra os selv, forventningerne til hvordan og hvor meget vi præsterer, og vi aner dem gang på gang i mødet med andre studerende. Men hvad er en god studerende? Er det en, der kun får 12-taller? Er det en, der altid har læst og altid er forberedt? En som måske endda også læser kursets supplerende litteratur? Er det en, som deltager aktivt til hver eneste forelæsning? Er det en, der klarer uddannelsen på normeret tid? En, som har valgt rigtigt i første forsøg og aldrig bliver i tvivl? Eller er det måske en, som gør alt det på én gang – og samtidig har et arbejde og deltager i det sociale fællesskab?  

Forestillingen om den gode studerende findes. Den findes måske på mange måder og i mange afstøbninger, men den findes. Spørgsmålet er imidlertid, hvad man stiller op med den? Om vi skal stille noget op med den og i så fald, hvis ansvar det er at gøre? For mange kan den nok være svær at slås med. Vi har i hvert fald slået os på den mange gange, for det er vanskeligt at ændre på et forhold, der er så indgroet, ikke bare i vores omgivelser, men også i os selv.  

Det, vi må blive ved med at gøre, er at fortælle os selv og hinanden, at vi er gode studerende. Med tvivl og usikkerheder. Med udskudte fag eller eksaminer. Med karakterer fra -3 til 12. Vi er gode studerende med overskud eller underskud. Vi er gode studerende, om vi så er ængstelige eller modige. Som det gælder alle andre forhold i verden, findes der ikke bare én måde at gøre tingene rigtigt på. Alt kommer i nuancer også gode studerende.