Et studieår - samtaler under corona: Hvorfor Cecilia er blevet okay med ikke at nå sine deadlines

Vores navne er Signe og Silje. Vi er henholdsvis 26 og 28 år og er ved at afslutte vores kandidat i kultur og formidling på SDU. Artikelserien, som I kan følge her de næste uger, er del af vores speciale. Hvis I føler jer skræmte af endnu engang at skulle læse om corona, så kan vi godt forstå det, men vi håber, at I vil give os en chance for at give jer en måske lidt mere personlig tilgang til det. Måske du kan genkende dig selv i nogle af de kommende fortællinger. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været lidt besværligt at finde deltagere til vores projekt. Det er jo altid lidt uheldigt, når man må vride armen om på dem, man kender for at kunne få tingene til at gå op. Heldigvis har vi nogle gode mennesker i vores netværk, som kunne træde til. Og heldigvis skulle det vise sig, at der også var en udenfor vores netværk, som selv tog kontakt, som kunne spotte to specialeskrivende studerende i nød og meldte sig på banen. Men da omstændighederne vi skriver under – omstændighederne vi skriver om – sætter sine begrænsninger i forhold til, hvem man kan ses med, og hvordan man kan ses, betyder det, at omstændighederne for samtalen her var anderledes end for de andre.  

Cecilia, som afsnittet her handler om, mødes vi med samme sted, som mange af os det sidste lange stykke tid har modtaget vores undervisning – nemlig på Zoom. Og vi må lige understrege, hvor specielt vi oplevede det at have en samtale om noget, der potentielt er meget følsomt, når man ikke kan mødes fysisk.  Når man ikke kan aflæse hinandens kropssprog, når der er små forsinkelser på lyd og billede og andre tekniske udfordringer. Selvfølgelig må vi også medregne den mindre detalje, at ingen af os kender Cecilia i forvejen, og måske det at mødes online har øget følelsen af “fremmedhed”.  

Under alle omstændigheder er vi glade for, at hun ville give os muligheden for at besøge endnu flere følelser og oplevelser, som kan hjælpe til at skabe et mere nuanceret billede af, hvordan det har været at være studerende det sidste år, end blot vores egne kan. Cecilia er 24 år, bor i en lejlighed i Odense med sin kæreste, er ligesom os selv i gang med sit speciale, og ved siden af har hun et studiejob.  

Signe: Det var lidt af en udfordring, synes jeg, at skulle snakke på den måde over Zoom. Men når det så er sagt, synes jeg, at det var en virkelig fin samtale, altså jeg tror, jeg fik meget ud af den. Det bliver ved med at være en helt vild ting det her med at snakke med nogen, som står i en situation, der er så tæt på din egen, og som måske oplever nogle af de samme følelser som en selv, men som alligevel bliver berørt af dem på en helt anden måde, eller som forholder sig til dem på en anden måde.  

Silje: Du har helt ret, og det er jo egentlig ikke, fordi det er en overraskelse, at der ikke er to mennesker, som er ens, og jeg ved ikke, om det er, fordi man har været så afskåret fra ligesindede, altså andre studerende, men det er altså virkelig en lidt fantastisk ting, det der med at kunne bruge hinanden på den her måde. Til at spejle sig i. Selv i folk man ikke er venner med eller ikke kender, men bare det med at være omkring dem. Jeg ved ikke, om det giver mening… 

Signe: Det gør det. Og det er jo sjovt, hvordan det viste sig, at Cecilia på sin vis ligesom Anna har oplevet en ret stor ændring i forhold til, hvordan hun ser sig selv, uden at det er det samme, de går igennem, for samtalen faldt på nogle andre områder. 

Noget af det, vi virkelig bider mærke i, er, hvordan Cecilias forestilling om sig selv som studerende pludselig har ændret sig ret markant. Hvor hun før havde et meget samvittighedsfuldt forhold til sine studier og gik til dem med større omhyggelighed, til at hun nu oplever en fremtrædende ligegyldighed overfor sit studiearbejde.  

“Jeg har klart haft en forestilling om, at jeg var mere pligtopfyldende, end jeg har været den sidste tid og føler også, at jeg i mine tidligere grupperelationer har været hende, hvor folk har haft et indtryk af, at jeg altid har styr på det og når ting til tiden og lavede mit arbejde ordentligt. Og jeg tror lidt, at jeg er blevet okay med at være hende, der ikke når mine deadlines, og jeg er blevet okay med ikke at få produceret lige så meget, som jeg gerne ville. På den ene side er det jo rart, at man kan være i det og acceptere det, og på den anden side er det også lidt, sådan, det fordrer ikke rigtigt mere” 

I løbet af det sidste år har Cecilia altså oplevet, at motivationen for studierne er dalet. Nogle gange så langt ned, at det kan føles helt umuligt at få den frem igen. Selvom vi mødes på Zoom, og alle er klar på at yde vores til, at det bliver en god samtale, har Zoom faktisk været en stor synder i forbindelse med Cecilias manglende motivation. Zoom skal her forstås i overført betydning som onlineundervisning generelt. Vi finder hurtigt ud af, at Cecilias oplevelse med omlægningen af undervisningen ikke ligefrem er en erindring, hun er glad for, og det viser sig, at det har været skyld i mange frustrationer.  

Hun beskriver undervisningsforløbene ved at sætte de fire eksempler, hun har, overfor hinanden. For det har været fire meget forskellige oplevelser – fire meget forskellige måder undervisningen er grebet an på – og det kan jo i sig selv virke lettere frustrerende.  

Én underviser har gjort, hvad vedkommende kunne og har efter bedste evne tilpasset undervisningen de nye omstændigheder. Sådan nogle eksempler har vi heldigvis også at se tilbage på. Men særligt to af hendes fag er forløbet på en måde, der får os til lige at stoppe op. En underviser har valgt en fremgangsmåde, som vi faktisk er lidt i tvivl om overhovedet kvalificerer sig som undervisning. Vedkommende vælger nemlig udelukkende at dele Power Point-præsentationer og noter.  

Silje: Jeg kan virkelig godt forstå det, hvis det har været svært at føle sig som en god studerende i det fag. Det er en periode, hvor mange føler sig ekstra pressede fra alle kanter, og hvor man måske helt generelt har lidt svært ved at orke de ting, man skal. Så at finde motivation til at følge et fag, hvor man faktisk ikke har reel undervisning – det ved jeg ikke rigtigt, om jeg havde kunne. Man går glip af så mange vigtige ting ved undervisningen på den måde. At vide hvem underviseren er, måske at vide hvem de medstuderende er – eller i det mindste bare vide, at der er nogen! Og hvad gør man, hvis faget er svært?  

Signe: Jeg ville have meget let ved at give op i sådan en situation. Og man kan virkelig ikke fortænke Cecilia i at gøre, som hun gjorde. Jeg er ret sikker på, at vi havde gjort det samme. Og så havde vi sikkert været ekstra hårde ved os selv for ikke at, ja hvad skal man sige, leve op til kravene?  

Silje: Ja, det vil være svært at overbevise sig selv om, at der er en god grund til, at man ikke lever op til forventningerne. Men hvis forventningerne er, at man ikke skal have undervisning, så er der måske også noget galt med dem. Og det er ikke for at underkende den udfordring, mange undervisere står med, altså at skulle omlægge al undervisning fra det fysiske undervisningsrum til det online, men det mindste, man kan gøre, er da en indsats, og gør man bare en lille indsats, er man også med til at motivere de studerende. 

”Altså, jeg kom aldrig ind og trykke på det, jeg kom aldrig ind og læse det, og så sad man måske og var ekstra presset i den eksamensperiode, fordi man ikke havde fået den gode undervisning, og man ikke havde givet det der ekstra” 

I et andet af Cecilias fag havde hun nærmest den stikmodsatte oplevelse. Her føltes det nemlig som om, underviseren var for ambitiøs. Umiddelbart lyder det måske ikke negativt at have en ambitiøs underviser, men hvis underviseren drives af en ambition, der ikke har relation til virkeligheden, er det måske en anden historie. Cecilia oplevede, at hun og hendes medstuderende blev sat til at løse opgaver, der krævede, at de begik sig ude i verden, som havde den ikke været ramt af en pandemi og lukket ned af flere restriktioner. Opgaver som altså var umulige for dem at løse.  

Signe: Hvad havde vi gjort, tror du, hvis vores underviser ligesom Cecilias gav os en opgave, der krævede, at vi ikke efterlevede corona-restriktionerne og bad os om at mødes fysisk med fremmede mennesker, man slet ikke kender? Det virker jo næsten for dumt til at være sandt. 

Silje: Jeg tror faktisk slet ikke, at jeg kan forestille mig, at det var sket. Nogen havde gjort opmærksom på, at det måske ikke lige kan lade sig gøre, og at det derudover er komplet uansvarligt og en ret dårlig idé, og så var opgaven blevet en anden. Det er jeg overbevist om. Endnu engang må jeg jo erkende, at jeg føler mig lidt heldig. Det kan godt være, at det ikke har været let, for ikke at sige totalt uoverskueligt, men jeg synes ikke, at det i vores tilfælde er undervisernes skyld, at vi ikke har haft den der ”gode undervisning”, som Cecilia kalder den. Det er udelukkende omstændighederne, og det kan jo så være slemt nok!  

Signe: Jeg kan næsten heller ikke forestille mig andet. Det er altså meget ansvar, der ligger hos underviserne. Deres tilgang til tingene kan virkelig have afgørende betydning for, hvordan vi griber tingene an.  

At vi ikke kan mødes fysisk, virker desuden til at have konsekvenser for, hvordan vi forholder os til vores relationer, hvilken værdi vi tillægger dem og måske, hvordan vi vælger at bruge dem. Når det for eksempel ikke har været muligt at møde sin specialevejleder andre steder end på Zoom, kan det også have en betydning for, hvordan relationen til og brugen af vejlederen bliver. Det er en oplevelse, som Cecilia har, som vi faktisk godt kan genkende.  

”Vi har ikke rigtigt opnået en relation med hende – at vi føler, vi kan sige ‘Prøv at høre, vi er superstressede og kan ikke finde motivation – kan ikke finde ud af, hvordan vi skal strukturere vores arbejdsproces’, det forhold har vi ikke fået etableret” 

For Cecilia betyder det blandt andet, at hun og hendes specialepartner slet ikke gør brug af deres vejleder, som de ellers har gjort det og haft glæde af tidligere i deres uddannelser. Selvom de løbende har møder med deres vejleder, føler de ikke, at de benytter sig af muligheden til fulde. Cecilia fortæller, hvordan det næsten opleves helt uvigtigt.  

”Vi får ikke rigtigt brugt det så meget og på en eller anden måde, har vi ikke fået tillagt vejledningen så stor værdi på specialet og det er blevet lidt uvigtigt på en måde. Jeg ved ikke hvorfor, men måske fordi vi har været vant til at kunne mødes fysisk” 

Cecilia og hendes partner bliver bekræftet af vejlederen, fordi de følger planen, men vejlederen ved måske ikke, hvor mange tvivl de har, hvor hård eller svær processen er, eller hvor besværligt arbejdet bliver at lave, fordi de tvivler på dem selv. Og spørgsmålet er, om vejlederen kan vurdere eller rådgive særlig godt, når ikke der kan etableres en tillidsfuld relation.  

Silje: Jeg frygtede faktisk, at vi ville ende lidt i samme situation inden specialet. Nok mest fordi vi før i tiden har været ret dårlige til at bruge vejledningen ordentligt, og det tror jeg faktisk har rigtig meget at gøre med, hvilken relation man får opbygget til sin vejleder. I løbet af vores kandidat har vi, på grund af corona, faktisk slet ikke oplevet en situation, hvor det var muligt at få fysisk vejledning. Og det er altså i forvejen ret svært at gå til vejledning, synes jeg. Det er sådan en blanding af gerne at ville spille med helt åbne kort og samtidig gerne ville fremstå som en, der har bare lidt styr på tingene. 

Signe: Det synes jeg faktisk, at du har meget ret i. Det må også være helt mærkeligt for sådan en som Cecilia, som beskriver, at hun før har brugt vejledningen, og at det har været et ”megavigtigt” redskab til at lave et godt stykke arbejde, pludselig ikke at have mulighed eller overskud eller hvad det nu må være til at etablere en rigtig god og brugbar relation til sin vejleder. Og det er så svært at vide, hvor stor betydning det kommer til at have for det færdige produkt. 

Silje: Ja, som jo i det her tilfælde er specialet, og det er jo noget, man gerne vil have ender med et brag af den gode slags.  

Den manglende motivation og de studiemættede hoveder har for Cecilia lige så stille fået studierne til at stå i baggrunden, og studiejobbet til at træde frem. Den omprioritering har altså også indflydelse på den sidste store studiemæssige anstrengelse, som Cecilia, ligesom os, sidder med lige nu.  

”Vi har aldrig rigtigt kunne komme ind i den intense skriveboble, fordi man bare er i sin lejlighed hele tiden, og det er de samme omgivelser og de samme mennesker, man ser” 

Silje: Det er sådan en ærgerlig følelse at sidde med. Det er specialet, man har glædet sig til – altså vi har da også glædet os! Men depoterne er tomme. Der er tidspunkter, hvor jeg bliver så overmandet af en form for ligegyldighedsfølelse, at jeg næsten ikke engang synes, det giver mening at prøve at blive motiveret igen, for det kan også bare være lige meget. Og det er for sent at gøre noget ordentligt nu, og du ved.  

Signe: Præcis, og det er, som vi har snakket om flere gange, svært at regne ud, hvordan det hele hænger sammen. Altså, hvad er det, der helt specifikt starter de her følelser, og hvordan gør man op med dem? Det er også en af de ting, der fylder meget i Cecilias fortælling. Frygten for at den her ligegyldighed eller “whatever-følelse” bliver en form for sovepude. At man har fået et lidt for afslappet forhold til ikke at orke eller gide mere.  

”Mentalt er man bare hæftet af at skrive speciale. Det skal bare afleveres, og vi ved, at vi nok skal nå det, men vi ser da frem til, at det er afleveret og forsvaret, og man er done, og så kan det godt være, at man om et halvt års tid kommer til at tænke ‘ej, jeg savner at studere’”. 

Vi nærmer os vejs ende – ikke bare for serien her, men også for vores speciale og dermed hele vores liv som studerende. På trods af, at vi selv sidder med de her mange følelser, som stadig er svære at navigere i og at vi har følt os ekstremt demotiveret, så har samtalerne givet os lidt mere blod på tanden til at give det sidste for at fuldende vores studie på en god måde. Og vi ser frem til næste og sidste afsnit, hvor vi skal tale med en førsteårsstuderende.