Et studieår - samtaler under corona

Vores navne er Signe og Silje. Vi er henholdsvis 26 og 28 år og er ved at afslutte vores kandidat i kultur og formidling på SDU.  Artikelserien, som I kan følge her de næste uger, er del af vores speciale. Hvis I føler jer skræmte af endnu engang at skulle læse om corona, så kan vi godt forstå det, men vi håber, at I vil give os en chance for at give jer en måske lidt mere personlig tilgang til det. Måske du kan genkende dig selv i nogle af de kommende fortællinger. 

Vi har begge to været meget mærkede af det seneste års restriktioner, og vi har selv tit nået kvalmepunktet for corona-nyheder. Så da det i januar viste sig, at corona nu også skulle have afgørende indflydelse på, hvilken retning vi kunne tage vores speciale i, var vi mildest talt ikke glade. Vi havde glædet os til specialet. Det skulle være kulminationen på nogle lange studieår! Og vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at vores speciale skulle have et corona-orienteret fokus. Derfor var det ikke en let proces at smide det sidste års planlægning ud og i stedet for at lade corona ånde os i nakken med alle dens begrænsninger, måtte vi vende os med ansigtet direkte mod den og lade os konfrontere af alle de frustrationer, den medfører, og forsøge at bruge det til noget spændende og konstruktivt.  

Men hvordan vender man forhold, der får en til at føle sig demotiveret, presset, frustreret, ked af det, bagud, ensom og skamfuld til noget konstruktivt? Hvordan skal netop det, der for os har skabt og forstærket mange negative følelser, være det selvsamme, som skal være fokuspunkt for flere måneders studiearbejde, der jo helst skal være til at holde ud? For os har det mest oplagte været at besøge følelserne og tale om dem. For vores eget udgangspunkt først og fremmest for at finde ud af, hvad der er på spil, når man, som vi, oplever at være blevet påvirket i en sådan grad, at vi ikke kan forestille os, at andre ikke også er det og samtidig slås med følelsen af at være de eneste, der har stødt hovedet mod muren.  

Vi har til tider følt os lidt alene med vores følelser. Selvom vi har delt dem med hinanden, har vi ikke haft en oplevelse af, at det er nogen, man snakker højt om, hvis man kan sige det sådan. Det har til tider været skyld i, at vi har skammet os over ikke altid at kunne rumme dem, og det seneste år er det gået ud over vores læringsudbytte og vores (faglige) selvværd, hvad vi orker og hvad vi ikke orker. Og vi har begge haft en oplevelse af, at vi det seneste år har været to dårlige og meget demotiverede studerende.  Det har samtidig været svært at navigere rundt i de mange forskelligartede følelser og tanker, der enten er nogle, som vi allerede var bekendte med i forvejen, som gennem det seneste år er blevet forstærket eller nogle, som er kommet flyvende ind fra højre som helt nye følelser. Det er ikke altid let at identificere dem, hvor de kommer fra eller hvad de er resultatet af – ligesom det har været svært at adskille vores studieliv fra vores generelle tilværelse.  

Selvom artikelserien selvfølgelig er bundet op på vores speciale, er den også lavet med udgangspunkt i vores personlige nysgerrighed. For hvordan går det egentlig for de universitetsstuderende, hvis man spørger dem selv og lader dem gå lidt mere i dybden med deres oplevelser? Er det seneste års oplevelser nogle, vi deler med andre?  

Vi håber, at vi med artikelserien kan give et lille indblik ind i nogle af de mange nuancer, studielivet indeholder, hvad end du er specialestuderende eller lige er startet på din bachelor.  Og vi håber, at mange af jer vil kunne bruge det til noget, nu det er så begrænset, hvor meget vi kan bruge hinanden i hverdagen.  

Et studieår: Hvorfor Anna flytter

Vores første samtale er med Anna, som er 25 år og i gang med andet semester på sin kandidat. Anna er en fælles ven og kollega, og vi mødes med hende på vores arbejdsplads. Samtalen var i første omgang planlagt som et pilotinterview og skulle altså slet ikke have været brugt på den her måde. Derfor havde vi ikke de store forventninger til den. Vi vidste ikke præcist, hvad den ville byde på, og vi tænkte egentlig bare, at den skulle bruges som en test af vores interviewguide. Men det viste sig, at samtalen blev både spændende og følelsesladet og endte med at gøre så stort indtryk på os, at vi ikke følte, at den skulle udelades fra serien her. 

Vi startede med at spørge Anna, hvordan hun har oplevet det at være studerende gennem det sidste års tid efter den første nedlukning. Til det var hendes umiddelbare indstilling ikke langt fra vores egne, da hun ufortøvet svarede i meget negative termer.  

“Frustrerende. Kedeligt. Forvirrende. […] Og jeg ved ikke, om det er for voldsomt et ord, men deprimerende og ensomt vil jeg helt sikkert sige” 

Silje: Det virkede på en måde så selvfølgeligt, da hun sagde det. Jeg havde en oplevelse af, at hun selvfølgelig ikke kunne mene andet, og samtidig var jeg også lidt overrasket over, hvor hurtigt vi blev bekræftet i vores egne følelser, og hvor nemt det føltes at overføre dem til andre også. 

Signe: Ja, det var egentlig rart at mærke, at hun nævnte nogle af de samme følelser, som vi to har snakket om. Man fik jo hurtigt den her fornemmelse af, at den her samtale ville grave dybt ned i både Annas og vores følelsesliv. Og da hun meget tidligt i samtalen brugte ord der her også, altså “deprimeret” og “ensomt”, blev jeg opmærksom på hvor sårbare, de her samtaler kunne blive. 

Silje: Og den sårbarhed gør det jo ikke bare lettere for os at dele ud af vores inderste, men jeg tænkte også, at den på en eller anden måde gjorde det nødvendigt, at vi delte med Anna, og at vi i det hele taget deler det med hinanden os studerende i mellem. Der var mange ting ved Annas beskrivelser, som gjorde mig ked af det på hendes vegne, og jeg blev samtidig konfronteret med mine egne følelser på en eller anden måde. Den her første samtale gjorde virkelig indtryk på mig, både fordi jeg oplevede en forståelse for, hvordan jeg har det, og fordi den sidste tid altså har nogle omfattende konsekvenser for folks liv. Ikke bare studieliv men hele liv.  

Signe: Du har ret. For vi kendte jo godt til nogle af de ting, der skete i Annas liv, i og med at hun er vores kollega, men at det havde en sådan direkte sammenhæng med corona, kom lidt bag på mig. Så det var både behageligt, at vi fik den her lange, dyberegående samtale omkring det samtidig med, at det medførte en eller anden form for ærgrelse over, at vi ikke har snakket om det noget før. Både med Anna men måske også med andre.  

Gennem samtalen med Anna viser det sig, at coronaens negative omfang ikke bare begrænser sig til frustration over alt det, der under omstændighederne ikke længere er muligt.  Anna fortæller, at hun ofte har haft en følelse af ikke at gide snakke om corona, fordi man bliver træt af det. Men måske er det en forsvarsmekanisme, som Anna selv beskriver det: “at man prøver sådan lidt intuitivt eller som menneske bare at glemme alt det dårlige”. Og det bekræfter os i, at vi måske ikke er de eneste, der kan føle, at det kræver en eller anden form for berettigelse at snakke om det, når man føler sig udfordret. For Annas vedkommende har det næsten føltes forbudt at snakke om. Fordi hun ikke har kunnet få øje på dét der helt særlige, der berettiger netop hendes oplevelse, når nu corona er noget, der udfordrer os alle.  

Ikke desto mindre oplever vi, at Anna har meget at snakke om. Der er meget, der rør sig, og der går ikke længe, før samtalen ikke bare knytter sig til studielivet længere. Det er faktisk som om, det er umuligt at begrænse den til det.  

“Altså jeg synes, det er et meget følsomt emne lige pludselig, fordi det handler jo om hele ens personlighed. Det handler om mit liv, hvad jeg gerne vil opnå, hvad jeg ikke føler, at jeg opnår, at jeg ikke tilstrækkelig nok. Jeg er ikke den studerende, jeg havde håbet på. Jeg er måske heller ikke den ven, jeg håber på. Jeg føler faktisk, at jeg er blevet mere indadvendt af det her corona” 

Kan man overhovedet opdele tilværelsen på den måde – her er mit studieliv, her er mit arbejdsliv, her er min fritid og så videre?Noget tyder i hvert fald på, at det ikke er en let øvelse, slet ikke under de her omstændigheder og måske giver det faktisk slet ikke mening at forsøge at lave den opdeling.  

De små ting, som man måske tænker kun har indflydelse på studielivet – at kunne tage ud på universitetet, være omkring andre mennesker i kontekster af alt fra undervisning til fredagsbar, at studielivet er blevet flyttet hjem i privaten både med undervisning og forberedelse – kan ikke nødvendigvis ses isoleret fra andre aspekter af tilværelsen og siger måske ikke kun noget om, hvem man er som studerende. Særligt ikke hvis store dele af ens tilværelse primært er bundet op på netop det.  Annas fortælling tyder på, at der findes nogen for hvem meget af deres sociale liv er bygget op omkring de relationer, de har skabt sig gennem deres studier.  

“Nu kommer jeg ikke fra Fyn af, så jeg kender ikke andre end dem fra mit studie og så mine kollegaer, så det er… Lige pludselig så jeg føler ikke rigtigt, at jeg har nogen omgangskreds. Hvilket også har ført til, at jeg flytter nu” 

For Anna resulterer ensomheden og frustrationerne altså i, at hun har taget en forholdsvist drastisk beslutning, når hun til sommer flytter fra byen. Der kan vist ikke herske nogen tvivl om, hvor vigtigt det er at føle sig som del af en gruppe for en studerende som Anna, der har været helt afhængig af sine studier for at skabe en omgangskreds. Først og fremmest da hun for fire år siden flyttede til byen for at studere og senere, da hun starter på sin kandidatuddannelse i sommeren 2020. Det fællesskab, hun allerede er blevet del af gennem sin bacheloruddannelse, kan ikke opretholdes og det fællesskab, hun håbede at finde på det nye studie, kan ikke etableres – begge dele på grund af corona.  

“Det kom meget bag på mig, at det gør sådan en stor forskel, at man er på et studie, hvor man er social… [...]. Da jeg startede på min kandidat, var det sgu sådan lidt en ærgerlig følelse, for jeg havde håbet på, at man igen kunne have den der fede følelse af rus-/introforløb og så bagefter skulle ligesom have et socialt liv og lære nogle nye mennesker at kende, men det har der bare overhovedet ikke været, og de har virkelig ikke gjort meget for det jo – nu kommer jeg fra en anden uddannelse – men de har ikke gjort noget for, at man ligesom skulle komme ind i det, medmindre du i forvejen var fra den uddannelse. Så jeg har ikke fået nogen venner fra studiet af – udover dem jeg kendte fra mit eget – og det synes jeg er megatrist, og det er ikke særlig sjovt at studere” 

Det, at Anna føler sig særligt ramt på det sociale, medfører måske også andre udfordringer end følelsen af ensomhed. Det har nemlig konsekvenser for hendes motivation og hendes indstilling til studierne og det hun ellers foretager sig, som føles mere og mere betydningsløst. En ellers fremmed følelse for hende. 

“Jeg har i hvert fald ikke været særlig motiveret for at møde op på samme måde. Jeg vil hverken kalde mig stræber eller doven, jeg er sådan en god midterting, men på min bachelor, hvor det var fysisk, der kom jeg altid. Der var ikke en eneste gang, hvor jeg missede undervisningen, hvor nu her har jeg virkelig lyst til at misse undervisningen hver gang. Og har egentlig bare haft en følelse af at have lyst til bare at være ligeglad med al undervisning og så bare løse den der eksamen, hvis det var en skriftlig og så sige videre, fordi det var sådan lidt ligegyldigt det hele” 

Det ser ud til, at de ændringer, der gennem det seneste år er sket i måden, vi lever på, har tvunget, i hvert fald nogle af os, til at forholde os til, hvem vi er. Til at forholde os til hvor meget identitet, der ligger i hverdagens rutiner og gøremål og hvad der er vigtigt for, at vi har det godt.  For os var det bemærkelsesværdigt, hvordan det er som om, at Anna næsten har oplevet en ændring i sin personlighed, mens det for os nærmere har været en oplevelse af, at velkendte og allerede iboende følelser af for eksempel utilstrækkelighed, af stress, af at være ked af det er vokset og intensiveret under corona.   

“Det er jo hele ens liv og det er også derfor, jeg har taget det meget op til eftertanke: Okay, men hvorfor er jeg her? Overhovedet?Altså her i byen. Og det, synes jeg, er nederen, for jeg elsker Odense, men jeg føler ikke, at jeg har noget formål med at være her længere” 

Signe: Jeg kunne jo genkende langt de fleste af de følelser, som Anna fortalte om, og det var interessant – faktisk næsten lidt chokerende – at de følelser, som jeg går og slår mig selv i hovedet over, er meget de samme følelser, som jeg har stor forståelse for, når jeg ser dem hos et andet menneske.  

Silje: Man kan jo håbe, at man gennem sådan nogle samtaler her får øvet sig lidt i at have en bedre eller mere overbærende indstilling til sine egne følelser. For jeg blev ikke alene overrasket over hvor invaderende, det har været for Anna, når hun vælger at flytte og starte forfra, men også over, hvordan det nærmest føles helt normalt, at man ikke føler sig berettiget til sin egen oplevelse eller til at tale om den. Og jeg er faktisk ret ked af, at jeg har brugt så lang tid af, ja særligt vores specialetid, på at være sur på mig selv over, at jeg har haft det svært. I stedet for at behandle mig selv med den samme forståelse og sympati, som jeg føler for Anna, når hun fortæller os om sine oplevelser.  

Signe: Og det er jo ikke overraskende, at det er manglen på socialt samvær, der er med til at få Anna til at flytte. Det er jo noget, vi har talt om tidligere, at når det sociale ikke fungerer, så fungerer det faglige heller ikke – og det er til trods for, at den sociale dimension, vi to indskriver os i, måske er lidt anderledes end den, som Anna indskriver sig i. Og når man mister den omgangskreds, der har betydning for, at man trives i sin studieby, og man desuden ikke rigtig har mulighed for at få etableret en ny på grund af corona, så er det jo nærmest uundgåeligt, at man ikke også på en eller anden måde mister sit tilhørsforhold til byen. Der føler jeg mig virkelig heldig over, at jeg har dig, og at vi er fulgtes ad siden starten af vores bacheloruddannelse. 

Silje: Også jeg. Det er pudsigt, hvordan de samme følelser kan manifestere sig så markant anderledes i forskellige mennesker. Så selvom vi alle har en oplevelse af at mangle noget socialt omkring vores studier, er det nok ikke det samme, der skal til for at få udfyldt det sociale tomrum, der er opstået under corona. Det har virkelig også fået mig til at prøve at se lidt mere positivt på min egen situation. Vi nåede trods alt at have halvandet semester, som kunne foregå “normalt”, hvor der blev etableret en form for fysisk fællesskab på studiet, som man på den ene eller anden måde kunne indskrive sig i. Og selvfølgelig fordi vi kender hinanden, aldrig vi har været helt alene heller ikke efter nedlukningen.  

Annas fortælling rummer selvfølgelig meget mere, end hvad der her blev plads til.  Vi håber alligevel, at jer, der læser med, har fået noget ud af den del af det, vi i denne omgang har kunne dele med jer. For os, lige nu, har samtalen i hvert fald lært os det, at det er vigtigt at give sig selv lov til at føle, at det hele er svært, selvom der altid vil være nogle i verden, som har det værre.