Christian bliver blind om fire år

Kroppen vejer fra side til side, og med jævne mellemrum hviner skinnerne under ham. Perroner og parcelhuse flyver forbi S-togenes vinduer. Nakken klør efter de sidste små hår, som frisøren i Valby ikke har kunnet formå at puste væk med sin luftblæser. Men det er de 30 minutter fra Hvidovre værd. Du finder ikke en bedre mand med saks til 120 kr. på Vestegnen. Men den togtur på en sommerdag i 2018 er lidt længere end den plejer.

En SMS er forinden tikket ind på Christians 5,5 tommer iPhone. Den er fra Syddansk Universitet, og svarene fra optagelsesprøverne er kommet. Men han venter med at høre dommen, nu hvor mørket er faldet på. 

Han tager sin stok frem, da togdørene åbner sig. Han ser ikke godt i skumringen, selvom kalenderen siger slut Maj. På denne tid af døgnet er det umuligt at se, så han må føle sig frem. Men hukommelsen fejler ikke noget. Han har gået den her vej tusinde gange, og på gaden suser motorer og stemmer forbi ham.

TIK. Han stopper til den genkendelige lyd fra et lyskryds. TIK tik TIK tik TIK tik…

De små klik signalerer grønt lys, og han vandrer over den første forhindring på sin vej hjem. Christian går en kilometer langs byens fortove, før han når til sin hoveddør. Gad vide, hvordan det gik til prøven, tænker han. Hele familien venter spændt på at høre svaret, og han kan ikke vente med at fortælle dem det endelige resultat.

Nøglerne rasler, og med et ryk i håndtaget runger et ekko i opgangen, da døren til hans lejlighed åbner. Stikkontakten får et puf, og efter et kort lysglimt kommer synet tilbage igen. I loftet brænder tre lange lamper, der normalt er forbeholdt kontorlandskaber. Der er ikke skyggen af en skygge.

Svaret fra universitetet! Han sætter sig til rette i sin kontorstol og får logget sig ind på deres hjemmeside. Han læser med 3 gange zoom. Kort efter ringer han til sin mor.

”Øv…” sukker Birgitte i den anden ende af røret. Christian blev sat på venteliste, og hans verden er tæt på at bryde sammen. Er der 2 eller 20 i kø? Men de følgende dage venter han desperat på svar, og senere på måneden tager han til tasterne og slår løs på dem.

”Æd lort pikhoveder!”

Med et Facebook opslag annoncerer han tilbage i juli 2018, at han er blevet indskrevet på universitetet. Dem, der ikke troede på ham fik en stikpille. Men foran ham venter det sidste skridt for at få en videregående uddannelse, inden synet forsvinder. Han fortæller, at han har taget et aktivt valg om, at studiet kommer før alt andet.

”Jeg kan lige vove på ikke at gennemføre uddannelsen. Det er sidste udkald,” forsikrer han mig, mens vi sidder i hans lejlighed i Hvidovre et år senere. 

Deadline: Fire år 

3 år efter han kom til verden måtte lægerne bringe den dårlige nyhed. De fortalte Birgitte, at hendes søn lider af Retinitis Pigmentose. En genfejl i øjnene, hvor cellerne i nethinden dør. Det betyder, at synsfeltet bliver gradvist mindre. Han er 26 år, og om 4 år forsvinder synet helt.

Inden sygdommen for alvor begyndte at opsluge synet, nød han fodboldkampene fra Brøndby Stadions tribuner, der kun ligger 600 meter væk fra lejligheden i Hvidovre. Christian husker, da han var 12 år gammel, og hans ældre bror Orla hev ham med derned for første gang. Siden da har han ikke kunne stoppe med at tænke og tale om fodbold. Entusiasmen kunne til tider trætte Birgitte, fortæller han. Han mindes en dag, hvor de sidder og ser tre mænd i habit plapre løs i et TV-studie. 

”Du kunne blive sådan en sportsjournalist,” foreslår Christians mor Birgitte dengang. 

Men øjnene ser i dag under 10 procent. Han husker dog stadig, da tallene stod tydeligt på ryggen af Brøndbys fodboldspillere.

”Det var absolut ikke meget, men jeg kunne se ting, som jeg ikke havde en chance for at se i dag,” siger han.

Det er blevet så slemt, at han ikke længere kan tage ind og se en fodboldkamp. Men i hjørnet af lokalet står et fladskærms TV på 50 tommer en halv meter fra den bordeauxrøde sofa. Det er hans nye tribune, hvor han følger Brøndby IF´s kampe på tætteste hold. 

Om 10 år ser han sig selv som kommentator og analytiker på podcasten Mediano. Det er Christian Klarskovs klare mål med hans uddannelse og fremtid på trods af hans handicap. 

Derfor melder den dengang 25-årige Christian sig til de skriftlige prøver på Syddansk Universitet ved Center for Journalistik sammen med 431 andre ansøgere. Kun 100 bliver optaget på studiet hvert år, og han skal bestå både en skriftlig prøve og snakke sig igennem en mundtlig samtale. 

”I sidste ende er en uddannelse end game. Man får nogle kompetencer og forhåbentlig et arbejde. Det er lidt sidste udkald. Jeg ved, at jeg har en deadline på mit syn, der hedder fire år. Det passer lige med, at jeg kan blive færdig,” siger han.  

Prøven 

Birgitte er chauffør på den store dag. På universitetet låser en vagt døren op til det lokale, hvor han de næste 4 timer skal bakse med en test i grammatik og spørgsmål magen til dem fra Trivial Pursuit. Hans computerskærm er for stor til, at han kan sidde med de andre ansøgere. Og med 3 gange zoom ville de bare kunne kigge efter.

”Der var noget uvished. Jeg havde ikke den store idé om, hvad niveauet var. Jeg vidste selvfølgelig, at der var noget retskrivning og almen viden, men havde ærlig talt ikke styr på det. Det problem, der normalt ikke er et problem, er, at alting går langsommere, fordi jeg naturligt nok ikke kan få et overblik med så meget zoom. Så jeg overvejede, om tiden nu ville blive et problem,” siger han. 

Inden prøven går i gang stikker en mørkhåret mand hovedet frem i døren.

”Hvorfor sidder der kun en person herinde?!” udbryder han.

Det er Peter Bro, som kigger ind. Han er centerleder ved uddannelsen, Christian søger ind på. Inden da havde familien forsøgt at bede om ekstra tid til prøven. Det kan være en tidskrævende proces at læse, når synsfeltet er snævret ind til 10 procent. Christian forklarer, at det var ham, der ikke kunne se så godt.

”Nå, det er dig! Din mail skulle jeg lige kigge på. Du var vist ikke så glad for, at du ikke fik ekstra tid?” kommer det i en ironisk vending, og Peter Bro fortæller ham, at det er en principiel sag, for så vil alle lige pludselig have ekstra kompensation.

”Men du klarer det nok alligevel!” siger Peter Bro opmuntrende, inden døren lukker.

Senere sidst i april spiser familien med steakknive og drikker rødvin. De sidder på Restaurant Hereford i København.

”Endelig går noget vores vej,” siger Christians lillebror, Frederik.

Christian kom igennem de skriftlige prøver, og det skulle fejres med bøf og bearnaise. Han takker sin glimrende hukommelse, viljestyrke og computerens forstørrelsesfunktioner. Nu mangler han kun at snakke sig igennem den mundtlige samtale sammen med andre studerende, som bestod prøven. 

En rødhåret kvinde og en mørkhåret mand sidder overfor ham i et lille lokale på universitetet. De skal afgøre hans fremtid og spørger ham om det åbenlyse: Hvordan kan du blive journalist, hvis du ikke kan se noget?

”Jeg ved ikke hvordan, men jeg skal nok få det gjort,” svarer Christian, som senere godt kunne forstå, hvorfor han ikke scorede mange point til samtalen. 

”Man kan sige, hvis du har to lige gode journalister, så vælger du den, der kan se, frem for den, der ikke kan se,” forklarer han. 

Den høje score fra de skriftlige prøver reddede ham, og han kunne derfor glæde sig over at blive indskrevet som studerende på Syddansk Universitet på Det Samfundsfaglige Fakultet. 

Lamperne i loftet hjælper Christian. Foto: Mads Klitgaard

Vrede i klasselokalet

Trods succesen med at komme gennem prøven gemmer Christians tid i folkeskole og gymnasium på mange nederlag. Uenigheder med lærerne og de andre elever var hverdag. Han måtte se sig selv sidde på fem forskellige skolebænke, før han som 25-årig fik færdiggjort sin folkeskole og gymnasiale uddannelse. De drastiske skift skyldtes ofte, at der blev væltet borde og kastet med stole. 

Den ulmende vrede, der kom til udtryk i klasselokalerne, starter, da Christian begynder i børnehaveklasse. I 3. klasse blev han løbende sat i dagsindlæggelse på børnepsykiatrisk afsnit i Glostrup, for at de voksne kunne finde roden til hans vrede. Det viste sig, at han havde autistiske træk fra en mild grad af Aspergers. Fra det spæde stadie af folkeskolen blev diagnosen en hæmsko mange år frem.

”Man reagerer aggressivt. Det passer meget godt til dengang, jeg var barn,” fortæller han. 

”Jeg havde et fandens temperament og fungerede utrolig dårligt socialt.”

Han færdiggjorde aldrig det tiende klassetrin og startede på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, som heller ikke blev en succes. De mange nederlag i uddannelsessystemet førte ham først videre i en alder af 21 år.

På Københavns VUC bestod han sin gymnasiale uddannelse og brød den sociale arv. Birgitte er pædagog, broren blikkenslager, og faren ufaglært, og i en alder af 25 fik han blå hue på som den første i familien. Men skolegangen har mærket ham for livet og har haft konsekvenser for hans sociale liv. 

”Det efterlod mig socialt fragmenteret,” siger han. DSB som livline 

Tilbage står den sidste forhindring i uddannelsessystemet, før han mister synet: At få en bachelorgrad. Dagene kan være lange, og han står ofte op før solen, hvis han skal nå de tidlige forelæsninger. 3,5 time før, han skal møde, for at være helt præcis. 

”Fik jeg sagt, at vi nogle gange kun har 2 timers undervisning?” indvender Christian. 

Han tager bussen, der kører forbi hans lejlighed, hvis det er mørkt. Når det er lyst, går han. Derfra tager han S-toget mod Høje Taastrup, hvor han kan hoppe på et lyntog til Odense. Derfor er fritiden knap, når han endelig kommer hjem fra universitetet igen. 

”Jeg kommer oftest sent hjemog skal jo tidligt op dagen efter. Så jeg laver bare mad, går i bad og går i seng.”

Men inden studiestart tog Christian sin blindestok og rejste til universitetet som forberedelse. 

”Man skal lige lære at se tingene i ro uden noget stress,” siger han. 

Hanhar brug for at lære ruten i hovedet, hvis nu hans handicap skulle blive et problem. Men det skulle vise sig, at synet ikke var det eneste problem ved studiestart. 

“Det var så skide praktisk, at der var vejarbejde i Odense. Det gjorde, at bussen lige pludselig var flyttet,” siger han. Der tikker heldigvis en besked ind på telefonen den første dag fra hans tutor:

”Til alle jer, der kommer hen til stationen, så står jeg og fortæller, hvilken bus i skal med.”

Han har altid brugt offentlig transport til at komme fra A til B. DSB er derfor også fundamentet for, at Christian kan studere i Odense. Til den indledende samtale på universitetet havde de også spurgt Christian, hvordan de mange togture fra Hvidovre til Odense vil påvirke hans sociale liv. 

”Set i bagklogskabens uliderligt klare lys, så kan jeg da godt se, at der er ting, som jeg ikke kan være en del af. Der er en kynisk side af mig, som siger, at jeg er der for at studere, ikke for at drikke bajere med folk efter timerne,” siger han. 

Men han følges med de andre pendlere fra studiet, når “det lige passer”. 

Christian Klarskov går nu på 2. semester og forventer at blive færdig med sin bachelor i 2022. Men tiden tikker. TIK tik TIK tik…