Skip to main content
Studieliv

Et studieår - samtaler under corona: Hvorfor Helle ærgrer sig

Gennem samtaler med fem forskellige studerende ved SDU og efterfølgende samtaler med hinanden, dykker vi ned i de personlige oplevelser, der har udfoldet sig i kraft af coronaens indtog i vores (studie-)liv. Forud for hvert afsnit har vi mødt en ny studerende. Deres personlige fortælling bliver omdrejningspunktet i en efterreflekterende samtale mellem os to og det er dem, I får lov at læse med i. Med serien Et studieår – samtaler under corona ønsker vi at byde velkommen i et åbent og imødekommende rum i en tid, hvor vi ikke ser meget til hinanden.

Af Signe Nordestgaard Østergaard & Silje Abildgaard Hauptmann, , 04-06-2021

Vores navne er Signe og Silje. Vi er henholdsvis 26 og 28 år og er ved at afslutte vores kandidat i kultur og formidling på SDU. Artikelserien, som I kan følge her de næste uger, er del af vores speciale. Hvis I føler jer skræmte af endnu engang at skulle læse om corona, så kan vi godt forstå det, men vi håber, at I vil give os en chance for at give jer en måske lidt mere personlig tilgang til det. Måske du kan genkende dig selv i nogle af de kommende fortællinger. 

Vi troede sidste gang, at vi skulle høre endnu en corona-fortælling – blandt andet om hvordan man har mistet det sociale studieliv på under et år. Det viste sig i stedet at være en fortælling om, hvordan et studieliv generelt har været påvirket af de forhold, man det seneste års tid har sat i relation til corona. I denne uges samtale spiller coronaens indflydelse på studielivet en helt anden rolle. 

Vi mødes med Helle, som er 26 år og er vores medstuderende på kultur og formidling. Hun er altså også i gang med at skrive sit speciale. Samtalen fandt sted udenfor, et hyggeligt sted ved Odense Å, det var en lidt kold fornøjelse, men det var under de nuværende restriktioner den eneste måde, vi med god samvittighed kunne mødes fysisk.  

Helle er en studerende, der, ligesom os selv, fandt sig særligt godt til rette, da hun startede på sit kandidatstudie. Hun var også glad for sin bacheloruddannelse, men på kandidaten oplevede hun sig selv i et socialt og fagligt fællesskab, der stemte overens med nærmest alle facetter af det studieliv, som hun godt kunne tænke sig. Uddannelsen har budt på dygtige og engagerede undervisere, som ikke bare har haft øje for det faglige, men som også har interesseret sig for et sundt miljø i klasserummet, medstuderende der på samme måde har været engagerede og interesserede og fag med stort læringsudbytte og spændende temaer. Med nedlukningen af Danmark fulgte derfor en nærmest øjeblikkelig følelse af ærgrelse og afsavn, da Helle, og vi selv, ikke længere havde samme adgang til det studie, som vi ellers havde været så glade for. 

“Det er jo der, hvor jeg synes, det er megaærgerligt, fordi det forum, som vi ligesom fik skabt i vores klasse, har været rigtig dejligt, altså folk har været gode til at stille spørgsmål og der har altid været en god diskussion og debat og sådan. Og det får man bare ikke på samme måde, synes jeg. Nu… Overhovedet. Så på en eller anden måde så er det jo blevet en stor del af mit liv. Men det er også blevet et, ja, et afsavn nu, hvor jeg ikke har det”

Signe: Jeg glædede mig virkelig meget til den her samtale med Helle, både fordi vi med de andre samtaler havde fundet ud af, at hver samtale belyser noget nyt for os, men særligt fordi vi læser sammen, så jeg var spændt på at høre om hendes oplevelse og hendes tanker og følelser. Og jeg tror, at det faktum, at samtalen blev over to timer lang, også bare tyder på, at vi alle tre virkelig lider under det afsavn, som hun italesætter. 

Silje: Jeg tror også, at fordi det sociale og i lige så høj grad det faglige var så veletableret på vores studie, så betyder det bare, at vi på en eller anden måde mangler det i endnu højere grad nu, end hvis vi for eksempel stadig var på vores bacheloruddannelse. Det er jo også det, Helle fortæller, at man havde en følelse af, at man med kandidatstudiet endelig havde fundet en uddannelse, et sted, hvor man virkelig følte, at man passede ind. Og det sociale og det faglige har været så gensidigt forbundet, at man nu kun sidde tilbage med en følelse af, at noget, der var nærmest helt perfekt, er endt alt for tidligt. 

Signe: Ja og når man indhenter så meget af sin identitet i netop sit studie og sit studieliv, så kommer den her ærgrelse bare til at boble inden i hele tiden, og det bliver svært ikke at fokusere på, hvor meget man føler, man har mistet. Sådan et negativt fokus kan jo kun gå hen og påvirke nærmest alle andre aspekter af livet – både i og udenfor studiet. 

”Jamen jeg tror især, det kommer til udtryk i det her med min motivation. For at lave det her, altså jeg synes jo, at det er et super spændende emne, jeg har valgt. Men jeg har bare ikke motivation til at lave det. Og det frustrerer mig jo dybt. […] Det her med, at du ikke kan komme ud på uni, og du ikke kan alle de her ting, som du måske plejer i din dagligdag. Så jeg føler, at det blev lidt mit liv, og nu synes jeg, det er svært ikke at have det. Jeg er hele tiden på mit værelse. Det er det eneste sted, jeg kan være. Så det gør også bare, at motivationen for at gøre andre ting, den er, ja – mine overspringshandlinger er store” 

Afsavnet til studiet og dets rutiner giver Helle en oplevelse af, at hun mister motivationen. At ty til overspringshandlinger er måske ikke noget nyt for nogen – slet ikke når man sidder i en lang og til tider træg specialeproces, om der så er corona eller ej. Men fordi man netop ikke kan tage sig nogle reelle afbræk fra opgaven, fra studiet, så bliver hverdagen i hjemmet ét stort sammensurium af alle de gøremål, som før var spredt ud over mange andre steder. Og når man i forvejen, inden man starter på specialet, føler, at man har mistet alt det gode ved studiet, så bliver det også svært, hvis ikke nærmest umuligt, at finde motivationen til at få lavet en god afslutning på kandidatstudiet – det hele kan, for os i hvert fald, godt komme til at føles lidt ligegyldigt, også selvom man før havde en oplevelse af at være i gang med noget meningsfuldt. 

”Jeg tror også, at for mig har det jo især været den her ærgrelse, egentlig bare, over at man ikke har haft mulighed for – altså at der ligesom kun var et semester og et halvt semester på min kandidat. Jeg ved godt, at det tredje semester var jeg i praktik og sådan, men det var jo også begrænset af det, jeg fik jo ikke det ud af det, jeg gerne ville, overhovedet” 

Studielivet udgøres, som vi efterhånden har været inde på et par gange tilsyneladende, af mange forskellige forhold. Det sociale og det faglige hænger for mange studerende sammen, og måske er de endda afhængige af hinanden i et eller andet omfang. Helle henter sin identitet som studerende i det sociale relationer, hun indgår i, ligesom hun også henter en del af den i de rutiner, hun har omkring studiearbejdet. Og de sociale relationer udgøres yderligere af både at mødes med medstuderende på universitetet til undervisning og læsning, men også af at mødes med dem udenfor selve studiet – til en øl eller en kaffe inde i byen eller på for eksempel Studenterhuset.  

“Fordi hvis det nu bare havde været sådan, at man kunne sige… ”Okay, jeg tager lige ned til Studenterhuset, er der nogen, der vil med?” Altså det her med, at man er et andet sted med andre, der studerer, synes jeg også gør rigtig meget. Men især den der med, at jeg ligesom føler, det er blevet frarøvet mig – altså min motivation er der overhovedet ikke. Og så kommer den sådan lige, den topper nogle gange, og så får man lige lavet rigtig meget, og så forsvinder den lidt igen. Men ja, så tror jeg også bare, at det er den her frustration – at der ingen afbræk er i det her”

Ikke alene har Helle haft en oplevelse af, at hendes studie er blevet taget fra hende. Men også den praktik, hun havde set frem til, blev ødelagt af restriktionerne og hun fik ikke den praktiske erfaring, hun havde glædet sig til endelig at prøve kræfter med. Det gør ærgrelsen over det, man føler man har mistet, endnu større og det er en følelse, vi virkelig kan genkende. At ærgrelsen bare vokser. Og selvom vi har fået noget godt ud af studiet – har lært nogle gode mennesker at kende, har haft nogle dygtige undervisere og faktisk har lært meget – så er det som om, det ikke er nok, som om man ikke bare går glip af det, der kunnet have været men også mister det, man allerede havde fået.   

”Så jeg fik jo ikke noget ud af det, altså det har ligesom været en proces nu, synes jeg, hvor min dagligdag bare ikke er det at være studerende – altså jeg har jo ikke været ude på uni i et år nu. Og det her med at det gør noget andet for min læring især, det er jo på grund af corona. Jeg føler ikke, at jeg i hvert fald får det samme ud af det, som jeg kunne have fået. Heldigt nok er der jo så stadig nogle sociale relationer, jeg har fået igennem studiet og det gik jo relativt hurtigt, og man kan stadig godt mærke, at folk vil hinanden det bedste. Det er også bare rigtig, rigtig dejligt, men jeg tror, at jeg synes, at det ikke var nok, altså jeg ville gerne have haft, at der var mere af det. Og sådan at være studerende på den måde... Det er jo så. Corona.” 

Silje: Det er virkelig svært at holde dampen oppe, når man hele tiden går rundt med en følelse af, at alt kunne og skulle have været anderledes og skulle have været bedre. Og særligt når man også har en oplevelse af, at det begynder at gå udover ens læring, så bliver det heller ikke nemmere at holde sig motiveret. Det tror jeg faktisk også har noget at sige i forhold til, at vi måske er startet på den her specialeperiode i et minus, hvis du forstår, hvad jeg mener. Man er allerede kørt helt tør, man er træt og skuffet og det hele føles lidt ligegyldigt. 

Signe: Jamen lige præcis. Og så kan det godt være, at man stadig har et socialt og fagligt fællesskab med sin studiegruppe eller som vi har med hinanden, men når man ikke har mulighed for at komme ud og deltage i den undervisning, man var så megaglad for, og man heller ikke kan udføre de rutiner, som var med til at forme ens studieliv, så bliver man altså bare, ja, demotiveret. Det er svært at tænke sig udenom den frustration, der følger med afsavnet, fordi man konstant bliver mindet om den, når tingene går dårligt. 

Silje: Jeg er også så glad for, at vi har hinanden, og at vores relation indeholder både venskab og faglighed – lidt ligesom jeg tænker, at Helle har det med sin studiegruppe. Men det er som om, at det ikke helt er nok, for jeg synes stadig, at den faglige selvtillid, jeg lige så stille var ved at opbygge, bare forsvinder mere og mere for hver dag, der går. Og det er svært for mig at udpege en sådan helt specifik årsag, fordi alting er smeltet sammen. Det gør det måske også sværere at finde ud af, hvordan man skal løse det.  

Signe: Ja samtidig med, at det er svært at skelne de her følelser fra hinanden. Vi havde jo allerede under første nedlukning snakket om, hvor ærgerligt det var, at det skulle gå så meget udover vores ellers virkelig spændende undervisning. Og hvor, ja nærmest uretfærdigt, det føltes, at corona skulle ende med at få så stor og indgribende betydning for vores studieliv. Vi var jo også nærmest enige om, at hvis det blev ved, så ville vi droppe ud eller søge orlov, fordi vi jo, fuldstændigt ligesom Helle, gerne ville have, at vi “fik mere” af uddannelsen. 

Silje: Det kan jeg godt huske. Men det kunne man heller ikke finde overskud til – altså til at overveje sine muligheder på den måde, fordi man efter første nedlukning allerede var så presset og der var så meget uvished om, hvordan verden ville se ud om fire uger. Så var det måske alligevel nemmere bare at blive i det velkendte, selvom det også var vendt lidt på hovedet og ikke føltes helt, som man syntes det burde. 

Vi kan forestille os, at der er mange af jer, nye som “gamle” studerende, som ligesom Helle har haft et ærgerligt år. Ærgrelse, skuffelse og afsavn findes i mange former og binder sig til mange forskellige aspekter af (studie-)livet. For kandidat- eller specialestuderende kan man håbe, at ærgrelsen fortager sig, når man nu snart er færdig med studierne og for nye studerende må vi håbe, at der på universitetet snart kan gøres op for det alt det, man har manglet siden start.  


Ansvarlig for siden: SDU Kommunikation

Redaktionen afsluttet: 04.06.2021