Hvilken hjælp kan du få, når du er nyuddannet?

I din jobsøgningsperiode har du typisk flere steder, du kan henvende dig og få hjælp. I mange tilfælde er samtaler med jobcenteret og A-kasse obligatoriske, men det skal din A-kasse nok hjælpe dig med at få overblik over. Her får du et overblik over stederne:

Din A-kasse

For at få ret til dagpenge en måned efter endt uddannelse, skal du have søgt om optagelse i en A-kasse senest 2 uger efter du har afsluttet din uddannelse. Det er din A-kasse, der står for administration af dine dagpenge, men de hjælper dig også med din jobsøgning ved hjælp af samtaler, arrangementer og lignende. Kontakt din A-kasse for at høre nærmere om, hvordan du kan bruge dem.

Jobcenteret i din kommune

I nogle kommuner har man oprettet specielle teams til at hjælpe ledige akademikere. Uanset om der er oprettet specielle indsatser eller ej, kan man få hjælp til at skabe kontakt til virksomheder eller hjælp til din jobsøgning. Det er hos jobcenteret, du skal melde dig ledig, når du er blevet færdig med din uddannelse. Start med at kontakte din A-kasse og forhør dig, hvordan du skal forholde dig, når du er blevet ledig.

Du kan bl.a. kigge på Odense Kommunes side til ledige akademikere. De har bl.a. oprettet en side til dig, der er ledig akademiker. Her kan du se jobs fra både Odense og andre steder i landet, tilmelde dig deres kandidatbank samt mentorordning  

Karrierevejledningen på SDU

Selvom du er blevet færdig med din uddannelse, kan du stadig bruge karrierevejledningen på SDU. Book en samtale eller deltag i vores arrangementer. Nogle dimittender bruger karrierevejledningen, hvis de har brug for nogle andre input, flere samtaler eller et tættere forhold til universitetet.

SDUs hjemmeside

Her på siderne finder du masser af god hjælp til din jobsøgning. Få bl.a. input til dit CV og skrive din ansøgning, eller forbered dig til jobsamtalen.

Andre gode tilbud til dig

Alumnenetværket på SDU

Meld dig ind i Alumnet, som er SDU’s officielle netværk for alumner. Netværket er et digitalt mødested kun for studerende, alumner og undervisere, hvor man har mulighed for at bruge hinanden aktivt for at fremme ens karriereudvikling. Ud over netværket får du fri onlineadgang til faglige tidsskrifter på biblioteket, rabat på Folkeuniversitet og mange andre spændende ting. 

Mentorordning

Du har mulighed for at få en mentor igennem SDU’s alumnenetværk. Du kan bruge mentoren både som ledig, og hvis du er i job. Du finder en guide til, hvad du kan bruge en mentor til, og hvordan på alumnet.sdu.dk.

SDU Jobbank

Der findes mange forskellige jobbanker, men på SDU har vi en jobbank, specielt til dig fra SDU. Her finder du stillinger rettet mod nyuddannede, som ikke har mange års erfaring. Det er et godt sted at starte. Find dit næste job nu.

Entrepreneurship Labs rådgivning til iværksættere

SDU står klar med rådgivning til dig, der vælger at starte egen virksomhed. Du kan få rådgivning og sparring i op til 6 måneder, efter du er dimitteret fra studiet. 

Læs, hvilke tilbud der er til dig der overvejer at starte egen virksomhed, og du er altid velkommen til at kontakte en af vores forretningsudviklere hvis du gerne vil høre mere om dine muligheder som selvstændig og få sparring til din forretningside.

Næste skridt: