Sådan opnår du din karrieredrøm

Hvorfor skal du sætte mål?

Du går måske allerede med tanker om, hvad du vil bruge din uddannelse til. Måske drømmer du om at sætte dig i chefstolen i en af landets førende virksomheder, eller om at gøre en forskel for verdens flygtninge. Det kan også være, du brænder for at skabe værdi i en lille lokal virksomhed, hvor du hurtigt kan se resultaterne af din indsats.

Et mål for, hvad du gerne vil i eller efter dit studie, kan være med til at fastholde din motivation og dit engagement for studiet, da du har en retning og en drøm at forfølge. At have et mål giver dig mulighed for, at tone din uddannelse, for eksempel i form af valgfag, praktik og studiejob.

Det er dog ikke alle, som bryder sig om at have et fast mål og trives bedre med at være åbne overfor de muligheder, der byder sig. Det kan også være, at du synes, det er svært at vælge en retning eller synes, det er svært at overskue mulighederne.

 

Alt du skal vide om at sætte mål

Når man skal sætte mål, gør man det ofte efter en model, der hedder SMART - du har måske stødt på den på dit studie. Det er et udbredt og meget brugt værktøj til både projekter og personlige målsætninger.

Når du sætter dig et mål, skal det være: 

1. Specifikt - hvad vil du opnå?

Når du formulerer dit mål præcist, bliver det muligt for dig at vurdere, om du har opnået det.

Er dit mål at ’blive leder’ eller ’arbejde med sprog’, er det svært at vurdere, hvornår du har nået dit mål. Har du nået dit mål, hvis du bliver teamleder, eller skal du være chef i en større virksomhed. Vil du gerne kommunikere med samarbejdspartner på et fremmedsprog, eller er det oversættelser, der fanger din interesse. Prøv at beskrive dit mål med flere detaljer:

  • Jeg vil i praktik på  en ambassade, hvor jeg skal arbejde med SOME og planlægning
  • Jeg have et studiejob i et forsikringsselskab, hvor jeg skal arbejde med udregninger og analyser.
 

2. Målbart – hvornår er du i mål?

Det skal være helt tydeligt og kunne dokumenteres, hvornår målet er nået. Selvom du sætter dig blødere mål, som handler om din personlige (karriere-)rejse, er det stadig vigtigt, at dit mål er målbart. Du kan stille disse afklarende spørgsmål:
  • Hvordan kan jeg vide, om jeg har nået målet?
  • Hvad kan jeg, når målet er nået, som jeg ikke kan i dag?

 

3. Attraktivt – hvorfor vil du kæmpe for at nå det her mål?

Dit mål skal være så attraktivt, at du vil kæmpe for det. Prøv at beskriv alle de fordele og ulemper, der er ved dit mål. Hvad opnår du, og hvad må du give afkald på, når du når målet og på vejen derhen? Er det besværet værd?

Hvorfor ønsker du at kæmpe for netop det mål og den drøm? Det er vigtigt, at du finder motivationen i dig selv. Det er dig, der skal kæmpe for at nå målet, når det bliver svært. Du kan finde noget inspiration på disse sider.

 

4. Realistisk – har du ressourcerne, der skal til for at nå målet?

Tag et kig på dit mål en gang til – er det realistisk? Har du de ressourcer, det kræver af dig at arbejde hen mod målet. Er dit mål for ambitiøst, for eksempel i forhold til den tid du har til rådighed, eller kræver det, at du foretager ændringer i dit liv, som du ikke er villig til?

Det kan også være, at målet ikke er ambitiøst nok. Mål, der virker for nemme af opnå, kan det for mange være svært at bevare motivationen for, og så når de dem ikke.

Så kig på dit mål og vurdér, om det er realistisk for dig at arbejde hen imod. Måske skal du justere målet lidt, eller det skal deles op i mindre mål. 

 

5. Tidsbestemt – hvornår er din deadline?

For at undgå, at din karrieredrøm forsvinder ud i horisonten, skal du sætte en præcis deadline for, hvornår du ønsker at være i mål. Her hjælper det dig igen at være så præcis som mulig, så du undgår, at dine deadlines flyder.

Arbejder du mod et mål, der ligger ude i fremtiden, kan delmål være et godt redskab til at sikre fremdrift. Delmål kan også hjælpe dig til at trykprøve dit mål. Er det realistisk at blive chef, to år efter du er dimitteret, eller viser dine delmål dig, at du har brug for mere tid og flere nedslag på din rejse? Husk, at dine delmål skal opfylde samme kriterier som dit overordnede mål. 

 

Jeg nåede ikke mit delmål – hvad gør jeg?

Kender du det at have sat dig et mål, som du ikke er lykkedes med? Det gør du sikkert. Det er helt almindeligt, vi oplever det alle sammen.

Lad dig ikke slå ud af det. Kig dit mål efter i sømmene, og prøv igen. Måske er det kun en lille ændring, der skal til, før du igen får motivation for at arbejde mod målet. Det kan også være, at du har været for ambitiøs i forhold til, hvor meget tid du har til rådighed til at arbejde med dine delmål. Foretag ændringen – og prøv igen.

Oplever du, at det fortsat er svært at komme i mål, kan det være hjælpsomt at tale med andre om dit mål og dine tanker omkring det. Tag fat i dine studiekammerater. De går sikkert med de samme tanker som dig, og I kan hjælpe hinanden. Du er også velkommen til at booke en tid til en snak med os.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies