Find inspiration i dit netværk

Find inspiration i hvad andre laver - men tro ikke du skal lave det samme

Da vi arbejdede med hvad der motiverer dig, skrev vi, at universitetet ikke uddanner dig til noget bestemt. Det er vigtigt at huske, men vi forstår godt, hvis det ikke giver dig ro i maven. Så nu skal det handle om, hvor du kan finde noget inspiration til, hvad du kan lave.

At se på hvad andre laver kan forhåbentlig få dig til at se nye muligheder, men det er vigtigt, du ikke lader det begrænse dig. Det er til inspiration. Du skal ikke lave det samme, bare fordi andre med din uddannelsesbaggrund gør.

 

Hvem kender du? Og hvem kender de?

 Kender du nogen, der laver noget spændende eller har læst noget, der ligner din uddannelse? Eller gør nogen i dit netværk?

Hvad laver de? Hvordan kom de derhen? Spørg dem og få dem til at uddybe deres karrierevej. Når vi kigger tilbage, kan det være nemt at se den røde tråd, der har ledt os derhen, hvor vi er nu, men i virkeligheden ender vi ofte et sted ad en snørklet og uforudsigelig vej.

Hvad var deres overvejelser, da de var i samme situation, som du er nu? Hvad gjorde de? Har de nogle gode råd til dig? Hvad kræver det for at nå til, hvor de er? Hvad ville de have gjort anderledes, hvis de havde chancen?

Det kan være, du kommer på flere spørgsmål. Brug dit netværk til at få viden og inspiration, men husk at tage det med et gran salt. Du vælger din egen vej. Tag det, du kan bruge.

 

Brug LinkedIn som inspiration

Har du en LinkedIn-profil? Hvis ikke, kan det være en god idé at få en. Det kan bruges til meget, blandt andet til at finde inspiration til mulige karriereveje.

LinkedIn kan fungere lidt som Google. I søgefeltet kan du skrive en uddannelse, jobtitel eller nøgleord relateret til et arbejdsområde. Resultaterne vil være folk, der har skrevet det på deres profil. Så kan du se folk, der for eksempel har læst din uddannelse og se, hvad de laver nu. Du kan også se, hvilke andre uddannelser eller jobs, de har haft. Det kan give dig inspiration til steder, titler og arbejdsopgaver.

 

Er du nysgerrig? Stil spørgsmål!

Har du fundet en interessant person, og vil du vide mere om deres arbejde eller vejen dertil? Så spørg! De fleste synes, det er fedt, når andre finder dem interessante, og vil gerne hjælpe, hvis nogen har brug for det. Også selvom de er fremmede. Men det er ikke alt, vi vil hjælpe med.

Forestil dig denne situation:

Du er til en fest med en masse mennesker, du ikke kender. Der kommer en hen til dig og spørger, hvad du laver. Du fortæller, hvad du laver, og de svarer: ” Det lyder fedt, det vil jeg også gerne. Kan du ikke skaffe mig et job?” Hvordan vil du reagere på det? Du vil sandsynligvis tænke: ”Det var ret nederen gjort, jeg kender dig jo slet ikke. Dig gider jeg da ikke snakke med.” Sådan vil de fleste reagere.

Så forestil dig denne situation:

I stedet for at bede dig om et job, svarer de: ”Ej, det lyder vildt spændende. Hvordan er det at arbejde med det?” eller ”Hvordan kom du dog derhen?” eller, ”Hvad skal man kunne for at arbejde sådan et sted?” Så vil du måske tænke, "Det var da en hyggelig person, der er interesseret i at lære mere om mig. Dem gider jeg godt snakke med." Det er den reaktion vi vil have.

Sådan er det også udenfor festerne. Vi vil gerne snakke med folk, der er interesserede i os, men ikke, hvis det bare er for at få et job. Vi vil dog gerne dele ud af vores viden. Det handler først og fremmest om at andre kommer til at kende dig for at være et rart menneske. Så vil de måske også gerne hjælpe dig videre hen ad vejen.

 

Hvad med et kaffemøde?

Hvis du har fundet en, du godt kunne tænke at få viden fra, kan du skrive til dem eller foreslå et møde. Det kalder man ofte kaffemøder. Det er vigtigt, at den, du vil mødes med, kan se, hvorfor vedkommende skulle mødes med dig. Vi finder ofte værdi i at hjælpe andre i deres udvikling, men ikke, hvis vi fornemmer der er bagtanker. Det er vigtigt, at du er præcis i, hvad du vil have ud af mødet. Det er information og viden, ikke et job.

Vær nysgerrig. Du kan stille spørgsmål til, hvad der sker inden for området, kompetencer der er efterspørgsel på, programmer du skal have kendskab til og så videre. Det er alt sammen viden, du kan bruge.

 

Hvad kan du bruge din viden til?

Ved at være nysgerrig og opsøgende kan du få insiderviden, der kan gøre det nemmere for dig at målrette din jobsøgning til bestemte virksomheder, i din ansøgning og dit CV. I din ansøgning kan du vise, at du ved noget om, hvad der sker på området, eller at du har de kompetencer, de mangler. Det vil få dig til at skille dig ud fra andre ansøgere.

Næste skridt:

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies